Kapitel 28

Århus, fredag d. 29. oktober 2010
Kl. 18.54

“Teknikerne er færdige med at kigge på Jeanette Emsprings pc, og det eneste mistænkelige var den emailadresse, som mailen var sendt fra. En hotmail oprettet i Åbenrå klokken 14.55 i går eftermiddag af en Verner Søgod på en internet café i Nygade … helt klart i falsk navn. De lavede en søgning på ham, men fandt ingen i Danmark med det navn.” Iversen fortsatte med at informere Thygesen om de fakta, som teknikerne fra Teknisk Afdeling havde fundet frem til.

“Jeg tillod mig at bede Sønderjyllands Politi tage ud og tjekke den café og snakke med ejeren, men der er ikke noget overvågningskamera i caféen, og den medarbejder, der var på arbejde i går eftermiddag, kunne intet huske om, hvem der var i caféen på det tidspunkt.”

Iversen holdt en lille pause for at give Thygesen mulighed for at stille spørgsmål, men der kom ingen, så han fortsatte.

“Jeg har lige snakket med chefen for chip-firmaet, og han siger, at han er 100 procent sikker på, at cyklen bevægede sig. Siden vi kontaktede dem, har han personligt holdt øje med signalet, så han er ikke det mindste i tvivl. Han har sågar sendt mig koordinaterne og et kort, så vi kan se, hvor cyklen bevægede sig hen.”

Thygesen var allerede i gang med at finde Birnbaums nummer. Der var ikke andet for, end at folkene i Flensborg måtte på arbejde igen. Og Birnbaum skulle hjælpe til med at overtale Von Heusen. Nat og mørke spillede ingen rolle. De skulle af sted igen, hvis det stod til Thygesen. Birnbaum var straks indforstået, og fem minutter senere ringede han tilbage med Von Heusens faxnummer, som Thygesen skulle sende koordinater og kort til. Thygesen glædede sig over at have lært Birnbaum at kende. Han såvel be- som afkræftede Thygesens fordomme om tyskere; effektiv og hjælpsom, men også fleksibel. Ikke så meget skrankepave og kun en lille smule paragrafrytter. Det var en fornøjelse. Nu var der igen ikke andet for end at vente. Vente på at få belyst et af de relativt få konkrete spor, der var at forfølge.

“19.10 vil TV2 gerne have dig på live … altså om cirka ti minutter. Og DR har jeg aftalt klokken 21.05 med. Begge foran Gården.”

Fuck, tænkte Thygesen og ærgrede sig. Lige nu var det spildtid at stille op til de interviews, men der var ingen udvej. Det skulle gøres.

Et par minutter før Thygesen skulle til at begive sig ned foran hovedindgangen til Gården, indløb der en bekræftelse fra Von Heusen på, at faxen var modtaget, og at han straks ville sende folk af sted. Foran hovedindgangen ventede tv-musen med alvorlig mine. Heldigvis havde han gode nyheder til hende.

Efter interviewet havde hun ikke travlt. Det var fyraften. Hun var som forventet blevet glad for Thygesens melding om, at der ikke var fundet noget belastende i hendes pc. Hun ville få den tilbage om nogle dage. Måske var det, fordi Thygesen var træt, overtræt, eller også var det, fordi han følte, at han havde fortjent en sukkerknald efter en hård dags arbejde, der langt fra var slut endnu, eller også var det, fordi han igen var blevet forledt af hendes brystparti, eller også var der en helt anden grund. Midtvejskrise..? Han vidste det ikke selv, men inden han havde fået tænkt sig ordentligt om, havde han inviteret hende på en kop kaffe på sit kontor, og hun havde sagt “ja tak” - suppleret med et heftigt smil. Han vidste godt, at det var helt galt, men havde gjort det alligevel. Da han spurgte hende, havde det lydt som om, det var en anden, der havde spurgt. Ordene var ganske vist kommet ud af hans mund, men det var ikke ham, der havde sagt dem. Han havde bare stået uden for sig selv og lyttet til dem. Måske var det den forventede forfremmelse og den magt, der fulgte med, der havde givet ham en følelse af at kunne gøre, hvad der passede ham? Han tænkte ikke nærmere over det, for i bund og grund var det ham også fuldstændigt lige meget. Hun havde sagt “ja tak”, og var nu på vej med ham op på kontoret.

Iversen havde kigget en ekstra gang, da Thygesen var kommet hen ad gangen med hende, havde bedt om to kopper kaffe og var gået ind på kontoret, hvor hun havde taget sin frakke af. De havde stået og snakket lidt om noget så banalt som vejret. Iversen var kommet med kaffen og havde straks forladt kontoret igen. Uden et ord men med en høj grad af indforståethed havde de begge stillet hver deres kop fra sig uden så meget som at have nippet til kaffen, havde kigget på hinanden og set i den andens øjne, at de begge accepterede betingelserne og på lige vilkår indgik en stiltiende aftale. De var trådt et par forsigtige skridt tættere på hinanden for at teste aftalen for så at kaste deres kroppe mod hinanden. Tunger mødtes, og Thygesens venstre hånd banede sig straks vej op under hendes bluse, op til hendes fantastiske bryster. Svære at finde var de ikke. Skiftevis krammede han dem. Vellyst og begær ramte ham. Han måtte se dem, han måtte besejre dem, de skulle overgive sig til ham. De skulle gynge i takt til hans bevægelser. Han skulle vise dem, hvem der bestemte og skubbede deres ejer bagud, til hun ramte det bord, han havde siddet og snakket med biskoppen og præsterne ved tidligere på dagen. Hendes røv ramte bordkanten, og Thygesen trak hendes bluse op over hovedet på hende. Dér var de. Som to kalkuner i et alt for lille bur. Fri. Ud i det fri skulle de sættes. Fri, fri, fri. Han fandt låsen til buret bag på hendes ryg og åbnede den. Buret faldt, og hans blik borede sig ind i de mest vidunderlige bryster, han nogensinde havde set. De var endnu større og fyldigere, end han havde forestillet sig, da hans blik var faldet på dem i morges. E-skål. Måske endda F. Al fornuft var fordampet. Ikke en eneste rationel tanke var at finde i hans hoved. Hans hænder greb om dem, trykkede dem, æltede dem, for så at bearbejde dem med sin mund. Imens havde hun fået løsnet hans bælte og åbnet hans gylp. Han mærkede en kyndig hånd tage fat om hans lem. Han var klar. Helt klar. Instinktivt væltede han hende bagover på bordet, førte sine hænder op under hendes kjole, trak trusserne af hende og stak sit lem op i hende. Et støn der udtrykte velbehag ramte hans ører. Han stødte hårdt til. Nu havde han endelig fået hende, hvor han ville have hende. Stødene blev vildere og vildere og hendes støn højere og højere. Hendes våde varme og synet af hendes store, gyngende bryster, fik ham til at glemme alt om tid og sted, og han kom så hurtigt, som han ikke var kommet i lang tid, men fortsatte sine stød for at få det hele med … Han blev inde i hende et stykke tid og mærkede fornuften og tidsfornemmelsen vende lige så stille tilbage. Hun smilede til ham, satte sig op, gav ham et kys på munden og sagde med et glimt i øjet:

“Rart at vide, at politiet trods alt kan komme hurtigt, når man har brug for det.”

Thygesen sagde ikke noget, men iagttog hende lukke kalkunerne ind i buret igen og tage sit tøj på. Inden han vidste af det, sagde hun:

“Glæder mig til at se dig igen,” kyssede ham, tog sin frakke på og forsvandt ud af døren.

Hvad fanden havde han lavet? Den dårlige samvittighed ramte ham som et tog i natten. Dér stod han i krøllet uniform og havde allerede slemme moralske tømmermænd. Han havde altid elsket de hurtige, vilde knald, men havde ikke gjort det med andre end sin Lene alle de år, de havde været gift. Før den tid havde det været noget andet. Han havde prøvet stort set det hele lige fra ludere til “fine” forstadsfruer, men selvom han havde fået opfyldt sig behov, stod han alligevel med en uforklarlig tom fornemmelse. Den ene rationelle tanke tog den anden, men blev brat bremset af Iversens bank på døren. Fire bank! Det var der ikke noget, der hed. Iversen måtte være rystet. Han havde formentlig kunnet høre, hvad der var foregået. Thygesen rettede på uniformen og råbte med mere myndig stemme end normalt.

“Kom ind.”

Iversen trådte ind og kiggede ned i jorden. Roligt rettede han sit blik op og sagde.

“De har fundet en død person under en grå van på bunden af en mose, som chip-firmaets koordinater viste hen til. Afdøde er formentlig den eftersøgte lektor Wimsberger. Han havde sin pung i lommen, og hans kørekort var i pungen. Ifølge Birnbaum er han dræbt af et skud i hovedet på nært hold. Det ligner en 9 mm … Pistolen har de ikke fundet, så selvmord er det ikke. De har også fundet hjulspor, der stemmer overens med van´ens dækmønster og cykelspor, der sagtens kunne stamme fra Mikkel Them Mortensens cykel.”

Thygesen tænkte allerede, så det knagede. Han glædede sig over at have noget konkret at tænke over. Det skubbede den dårlige samvittighed i baggrunden. Hvis Wimsberger stod bag et eller flere af drabene, hvorfor havde han så gjort det? Hvad var hans motiv? Og hvem havde dræbt ham? Og hvorfor? Der var selvfølgelig også den mulighed, at den, der havde dræbt Wimsberger, også var den, der havde begået drabene i Hamborg og Århus, men hvorfor skulle Wimsberger overhovedet dræbes? Thygesen kunne ikke se nogen sammenhæng. Der var ikke andet for end at vente på mere konkrete oplysninger. Han mærkede trætheden kaste sig ind over ham. Han havde brug for søvn. Klokken var ganske vist ikke mere end lidt over 20, men det havde været en lang dag, og han skulle gerne nå at få sovet, så han kunne være frisk til i morgen. Det ville blive endnu en lang dag, og der var en vis sandsynlighed for, at han ville blive vækket i løbet af natten, så når interviewet med DR var overstået, ville han få sig noget søvn.

21.20 var Thygesen tilbage på sit kontor. Såvel Thygesen som Iversen så noget klatøjet ud. De havde begge brug for søvn.

“Ok, Iversen. Vi skal have noget søvn nu, men sørg for, at Mikkel Them Mortensens cykel bliver tjekket af Teknisk. Det kan ikke vare længe, før den er her.”

Iversen nikkede, gik ud, og Thygesen fandt sin slå-ud-seng frem. Forsigtigt lagde han sig på den. Mange tanker kørte rundt i hans hoved. Drabene, politidirektørposten, Meinert, tv-musen og Lene. De seneste 16 timer havde nok været de mest begivenhedsrige i hans liv. Uendeligt meget var der sket, siden Iversen havde ringet ham op i morges. Iversen havde så sandelig også fortjent lidt hvile. Han havde været i gang mindst lige så længe. Thygesen lod blikket glide ned over sin uniform. Den trængte til at blive udskiftet. Heldigvis var der en ekstra i skabet. Han indstillede alarmfunktionen på sin mobil til kl. 06.00. Ledermødet var klokken 07.00, og han havde møde med Halvorsen, Dalsager og Mikkelsen kl. 08.00. Og forresten var der et minuts stilhed for Meinert. Thygesen orkede ikke at tænke på, hvornår bisættelsen ville finde sted. Han lagde sig ned, lukkede øjnene, men havde svært ved at falde i søvn. Det hele blev ved med at køre rundt i hovedet på ham.