Kapitel 34

Århus, lørdag d. 30. oktober 2010
Kl. 06.35

Det havde været en nat uden megen søvn. Drabene og episoden med tv-musen var blevet ved med at køre rundt i hovedet på ham, så han ikke kunne falde i søvn. Nu sad Thygesen i sin stol og havde lige nydt sin anden kop kaffe, da det slog ham, at han ikke havde snakket med sin Lene i godt og vel et døgn. Når han arbejdede på en sag, plejede han altid at give hende et kald om, hvordan det gik, og hvornår hun kunne forvente at se ham igen. Denne gang havde han bare ikke fået det gjort. Men Thygesen var sikker på, at hun forstod, hvorfor han ikke havde fået ringet. Hun fulgte selvfølgelig med i medierne, som var ved at gå i selvsving over drabene.

Medierne havde kritiseret politiet for at være alt for tilbageholdende med oplysninger til offentligheden. Thygesen kunne ikke lade være med at ryste på hovedet af dem. De var bare pissesure, fordi han ikke havde lagt nok ådsler frem til dem. Gribbe. Fucking gribbe. Fattede de ikke, at selvom de levede af at informere offentligheden, så var det altså ikke alle oplysninger, som politiet kunne frigive. Det ville de selvfølgelig aldrig kunne forstå. Og i øvrigt mente Thygesen at have fodret dem på bedste vis ved at stille op til både tv-interviews og pressemøde. De kunne bare ikke få nok. Hele tiden ville de have mere. Pludselig slog det ham, at tv-musen slet ikke havde prøvet at udnytte situationen til at presse ham for oplysninger. Set i bakspejlet undrede det ham en smule, eller også var det nok for hende bare at have været sammen med ham. Thygesen var spændt på at høre fra hende i løbet af dagen. Hun ringede højst sandsynligt for at aftale et interview. Om ikke andet var hun en af de mere sympatiske gribbe. Thygesen mærkede, at han fik lyst til hende igen bare ved at tænke på hende og hendes bryster især.

Thygesen rejste sig for at hente listen med kendte fakta. Iversen måtte snart være færdig. Ledermødet var lige om hjørnet. Thygesen nåede kun at tage et par skridt hen i mod døren, inden hans mobil ringede. Var det hende? Han kiggede forventningsfuldt på displayet. Det var det ikke. Det var … Hurtigt trykkede han på “besvar-opkald” knappen og hørte en engelsktalende stemme, der præsenterede sig som Tony Blankwell fra Europol.

Thygesen var helt oppe at køre. Han havde straks noteret alle de oplysninger, han havde fået. Tre dræbte på tre kors - et stående på hovedet - stillet foran tre forskellige kirker i Amsterdam. Bibelcitater. Alt var ligesom i Århus bortset fra de afskårne kropsdele. To arme, en højre og en venstre - uden hænder - og et bryst. Ud fra de umiddelbare beskrivelser lød det som de tre savnede fra Århus. Hvad fanden skete der? Han havde bedt Blankwell om at få resultatet af blodprøverne, så snart de var klar og en dna-analyse af dem alle, hvilket ville tage noget længere end blodprøveresultaterne, men inderst inde var han ikke i tvivl. Det var de tre savnede fra Århus. Han havde spurgt, om politiet i Amsterdam havde modtaget anmeldelser på savnede personer, men det var ikke tilfældet. Bare vent, det kommer helt sikkert i løbet af dagen, tænkte Thygesen og så et helt klart billede for sig. Tre dræbte i en by, der sættes op på kors i en anden by og så videre. Men hvad fanden var formålet med det? Thygesen manglede stadig det skide motiv, men kunne mærke, at der var ved at ske noget vigtigt, noget der kunne være et gennembrud. Han overvejede næste træk, men det tog ikke længe at beslutte, at han ville sende to folk til Amsterdam. De skulle være hans bindeled. Hollandsk politi ville selvfølgelig stå for efterforskningen, men Thygesen ønskede direkte adgang til så megen viden som muligt. Det var ikke altid så let, når der skulle arbejdes sammen over landegrænserne. Fordeling af ansvar og magt var tit et stridspunkt, og enkelte gange havde Thygesen set, hvordan en sag kunne forsinkes af nidkære, udenlandske kolleger. Han vidste godt, hvem af sine folk han ville sende, og bad straks Iversen få fat i dem, så de kunne blive sat ind i opgaven.

Da han rejste sig for at få fat i Iversen, slog lynet ned i ham. Fanden i helvede. Selvfølgelig var det sådan. Selvfølgelig var det det. Hurtigt satte han sig ned igen for at lave en opgørelse over de afskårne kropsdele.

Et hoved, to ører, to kvindebryster, to arme - en højre og en venstre - uden hænder. Det isnede ned ad ryggen på Thygesen. Aldrig havde han været ude for noget lignende. Han var rystet og mærkede et sug i maven. Hans rutine til trods mistede han næsten luften. Der var nogen … der var fucking hamrende nogen, der var i gang med at samle et menneske af kropsdele fra de dræbte. Selvom der manglede noget endnu, før der var et helt menneske, var han ikke i tvivl. Han kiggede på sin opgørelse igen for at se, hvad der manglede; Ben, krop og hænder var det eneste, så var der et helt menneske. Tiden stod stille. Selvom han følte, at han var kommet et stort skridt fremad, så havde han stadig ikke noget motiv. Hvem var så bestialsk at finde på noget så grusomt? Måske var det alligevel noget religiøst? Havde han set forkert? Havde han overset noget? Thygesen følte sig bestyrket i sin formodning om, at der i løbet af dagen ville indløbe anmeldelser på tre savnede personer i Amsterdam, og at de personer ville blive fundet på hver deres kors et eller andet sted i Europa allerede i morgen - manglende en kropsdel. Men hvor? Hvor, hvor, hvor? Rent geografisk var der ingen logik at se. Hamborg, Århus, Amsterdam. Syd, nord, syd. Tre forskellige lande. Kunne det være nord igen, et nyt land, Norge, Sverige, Finland. Fuck nej, der var ingen fornuftig sammenhæng i det. Thygesen overvejede, om han selv skulle tage til Amsterdam, men kom hurtigt fra det igen. Han skulle være, hvor han kunne have det store overblik. Mistede han det, ville hans folk løbe rundt på må og få i hver deres retning uden styring. Nej, han skulle naturligvis blive hjemme. Men han måtte have fat i Europol igen, og det kunne kun gå for langsomt. Mens han ringede op, blev hans tanker ved med at kredse om, hvor de næste kors ville blive sat op, og om de så også ville blive de sidste? Ben, krop og hænder var rent faktisk fem kropsdele. Fem? Det passede ikke helt ind. Fem lod sig ikke dele med tre. Måske der ville blive begået flere drab end de tre, som Thygesen var overbevist om, var blevet begået i Amsterdam i nat, og hvor ville de lig i så fald dukke op? Thygesen mærkede ilden brede sig i ham. De, der stod bag det her, skulle nakkes. Og det skulle være noget så eftertrykkeligt. Thygesen havde aldrig gået ind for dødsstraf, men altid ment, at en livsvarig fængselsstraf var den hårdeste straf, der kunne gives. Nu var han tæt på at ændre synspunkt. Tættere end han ville være ved.

Klokken var 06.59. Ledermødet startede om et minut, men Thygesen var ikke helt klar endnu. Sammen med Iversen havde han brugt det sidste kvarter på at revidere faktalisten, som nu var blevet udvidet i overensstemmelse med den seneste udvikling.

Da Thygesen trådte ind i mødelokalet et par minutter for sent, mærkede han straks de andres blikke ramme ham. De var der alle sammen og havde taget de dystre, alvorlige miner på i dag. Meinerts stol stod tom. Thygesen måtte spille spillet på samme måde, som de andre også gjorde det. Det var det rene teater. Men ingen ville indrømme det. Bag hver og en af de dystre miner gemte der sig et karriererovdyr. Og alle var de på hver deres måde værdige kandidater til at efterfølge Meinert. Med en undtagelse; Otto Olsen. Som chef for det administrative personale havde han ikke en chance for at få stillingen, men det var der i øvrigt ingen, der havde. Kun Thygesen. De andre vidste det bare ikke. Et bredt smil bredte sig i hans indre. Udadtil anlagde han den dystre, sørgmodige mine. Spillet var i gang.

Mødet forløb som Thygesen havde forudset. Skyttegravskrig. Ingen sagde rigtigt noget, og alle lurede på hinanden. Kortene blev holdt tæt til kroppen. Ud over Thygesens fremlæggelse af drabene og den seneste udvikling, havde alle travlt med at bekræfte hinanden i, hvor stort et tab det var, at Meinert nu var borte. Ikke kun for Gården, men også for hele det danske politi. Utroligt så vellidt og dygtig man blev anset som, når man var død. Det ville sikkert blive ved nogen tid endnu, men når den nye direktør tiltrådte, ville den gamle stort set være glemt. Alle ville se fremad og prøve at tilpasse sig og behage den nye førerulv. Sådan havde det altid været, og sådan ville det også blive denne gang. Thygesen var ikke et øjeblik i tvivl. Jane og Jørgen, de to vicepolitidirektører, var blevet enige om, at det var Jane, der skulle træde ind og tage det formelle ansvar som Gårdens midlertidige leder. Ren kutyme.

Mødet sluttede klokken 07.55. Fem minutter før Meinert skulle mindes med et minuts stilhed. Gården havde aldrig oplevet to dødsfald med så kort margin, og stemningen var meget trykket. Om lørdagen var der ikke så mange på arbejde som i løbet af ugen, men de, der var, samledes ude på gangene og rettede blikket ned i gulvet. Der var mange nok til at den stilhed, der bredte sig, da klokken slog otte, kunne høres. Et minut. Det var det. Thygesen skulle lige til at gå mod sit kontor, da Ibsen tog fat i hans arm og spurgte, om han lige havde to minutter. Selvfølgelig havde Thygesen det. Jane tilkendegav med et nik, at hun gerne ville snakke med ham også. Ibsen trak Thygesen til side og sagde med alvor i stemmen.

“Ja, Thygesen, der sker sgu noget på Gården for tiden, men nu skal du høre. Jeg har snakket med både Otto og Jørgen, og de er begge klar til at bakke mig op til Meinerts post, men jeg vil fandeme gerne have din opbakning også …”

Ibsen holdt en pause i håbet om, at Thygesen ville give sin mening til kende. Thygesen undrede sig over, at Jørgen Vannerup støttede Ibsen. Måske var det en and, eller også følte Vannerup sig for gammel til posten. Tre år mere og han ville fylde 67. Jo, det lød faktisk plausibelt, men Thygesen forblev tavs, og Ibsen fortsatte. “Så skal jeg jo bruge to nye vicepolitidirektører, og det ville ikke blive et svært valg …” Thygesen sagde stadig ikke noget, hvilket gjorde Ibsen en smule

usikker og fik ham til at fremture med hvislende stemme.

“Du vil da for fanden ikke, at Jane bliver ny chef, hva´? “

Thygesen svarede med fattet og myndig stemme.

“Lige nu er jeg så rystet over Meinerts død, at jeg slet ikke kan

tage stilling til det, du siger, men jeg skal tænke over det.” Thygesen havde brug for at vinde tid, og det var lykkedes ham. Ibsen nikkede indforstået.

“Vi tales ved, og fortsat held og lykke med opklaringen … Du ved, at hvis du får brug for hjælp, så …”

Thygesen takkede og fangede Janes blik, der sagde “mit kontor”. Thygesen tænkte, at nu skulle han nok til at høre en lignende smøre. Selvfølgelig var også hun stærkt interesseret i at blive den øverste chef. Thygesen smilede for sig selv og tænkte, at hun bare skulle vide, men interessant var det da at høre, hvad hun havde at tilbyde ham. Det var ikke nogen hemmelighed, at de ikke var bedste venner, men det kunne de måske blive, tænkte hun sikkert. Latterlige kvindfolk. Knap var døren lukket, før hun sagde:

“Ja, jeg ved godt, at du har travlt, men jeg skal bare lige spørge dig om en ting. Er det rigtigt, at du ligger i med pressen?”

Thygesen troede ikke sine egne ører. Hvad fanden bildte hun sig ind? Men inden han nåede at sige noget, fortsatte hun.

“Det er naturligvis op til dig, men så vidt jeg har forstået, skulle det bekymre ministeren en del.”

Thygesen var tom for ord. Han var ramt. Alvorligt ramt. Han så, korthuset falde til jorden. Det værste var næsten ikke, hvad hun havde sagt, men mere den måde hun havde kigget på ham, mens hun sagde det. Overlegen og frydefuld. Som en slange der lige har bidt sit offer og bare venter på, at giften skal trænge ind og stoppe hjertefunktionen. Lede, lede sæk. Thygesen kunne ikke finde andre ord. Han prøvede, men nøjedes med at kigge på hende med de ondeste øjne. Han kunne mærke varmen stige op igennem sin krop. Hans instinkter sagde “flugt”, og han vendte sig om og forlod kontoret skummende af raseri. Sjældent havde han prøvet noget lignende. Hun kunne bare vente sig. Han skulle give hende en røvfuld så stor, at hun aldrig ville glemme det. Det svor han. På Thygesens kontor sad de tre efterforskere og ventede på ham, men de kom til at vente lidt endnu, for han var nødt til at gå ud på toilettet og køle lidt ned, men også for at tænke situationen igennem. For ikke mange minutter siden havde han følt sig helt ovenpå. Nu sad han på et toiletbræt og følte, at han var på vej ned mod jorden i frit fald - uden faldskærm. Havde hun virkelig snakket med justitsministeren, eller kunne det være en prøveballon, hun havde sendt op for at se hans reaktion, eller havde hun bare psyket ham? Thygesen vidste det ikke, men nogen havde informeret hende om hans lille sidespring. Thygesen ønskede ikke at tænke tanken til ende, men det kunne godt være Iversen. Det kunne det faktisk højst sandsynligt godt være. Ingen andre havde været tæt nok på til at kunne høre noget. Eller var der nogen, der havde set ham og tv-musen gå sammen i bygningen og så bare digtede videre? Thygesens hjerne arbejdede på højtryk. Han måtte finde ud af det. Han var fandeme ikke klar til at opgive den post, når den nu var så tæt på. Det var nu eller aldrig, hvis han skulle have den. Nu eller aldrig!