Kapitel 35

Bruxelles, lørdag d. 30. oktober 2010
Kl. 09.20

Ingen problemer. På en lørdag var det ret let at komme ind til Bruxelles´ centrum. Værre ville det have været på en normal arbejdsdag. Alex glædede sig over, at det nu snart var slut. Inden længe ville han være på vej hjem. Hjem til sit gamle liv. Centrum. Han kiggede sig omkring. Hotellet skulle ligge et stenkast fra Grand Place et af byens mange vartegn. Det tog ham ikke lang tid at finde. Et par ensrettede gader og en rundkørsel, så var han dér. Køreplanens kørselsvejledning havde været helt præcis. Han parkerede cirka 75 meter fra hotellet. Lørdag havde alle P-vagter fri. Ideelt. Han kastede et blik ud af forruden hen over en lille plads ved navn “Place d´Espagne”, hvor nogle af byens mange roma-kvinder med et barn på den ene arm og et papkrus i hånden var gået i gang med dagens tiggerarbejde i den kølige morgenluft. Blikket fortsatte videre forbi en aviskiosk og et par parkerede biler og op på hotellets navn, der stod skrevet på husmuren af en fem-etagers bygning. Hotel “La Madeleine”. I Rue de la Montagne. Et centralt placeret to-stjernet hotel, der ikke havde meget mere end god beliggenhed at byde på. Ingen komfort overhovedet. Den sidste destination. Som en rockmusiker, der ser frem til at få overstået en lang turnés sidste koncert, så Alex frem til at få overstået de sidste tre drab. Han tjekkede paryk, øjenbryn, mustache og briller i bakspejlet, åbnede bildøren, tog en dyb indånding, mærkede kulden bide i næsen og begav sig i retning af hotellet med en stor kuffert, der var belagt med kraftig plastik indvendigt, i den højre hånd og en lille taske, indeholdende diverse remedier, i den anden.

Check-in. Værelset var bestilt på forhånd og booket for en uge. Falsk navn, falsk pas og kontant betaling. Den lille, sorthårede mand ved skranken tog mod pengene med en ligegyldighed, der var en så naturlig del af kulturen i denne halv-franske by, at ingen indfødt ville have følt sig nedværdiget. En nøgle og en stum pegefinger pegende i retning af elevatoren var tydelige tegn på, at formalia var i orden. Hotellets gange var en labyrint af ulogiske værelsesnumre og sirlige bagtrapper, men Alex fandt alligevel sit værelse uden større besvær. Femte sal. Værelse 525. Udsigt til en baggård. Perfekt. Han lagde sin taske på sengen, stillede kufferten fra sig og kiggede værelset igennem. Afsides badeværelse med badekar. Alt var, som det skulle være. Klokken var næsten 09.30. Han skulle i gang. Om tre kvarter ville den første komme, og så skulle alt gerne være parat.

Lige siden den tynde stemme havde tvunget køreplanen ind i Alex´ hoved, havde han repeteret den flere gange dagligt og ret hurtigt gennemskuet, at de forskellige kropsdele skulle bruges til at samle et menneske af. Nu manglede kun en højre hånd, en penis og en torso. Og selvfølgelig måtte det være sådan, at torsoen skulle vente til sidste destination. Havde han skullet tage den fra et af de andre ofre fra de andre byer, ville det ikke have været muligt at hænge de resterende dele op på kors. Det ville i hvert fald have været svært, og desuden set lidt underligt ud. Alex prøvede at forestille sig, hvordan han skulle have fået et hoved uden torso sat fast på et kors. Enten skulle han have banket et langt søm ind i munden og ud igennem nakken, eller også igennem … Alex hørte lyde på gangen. Han stod musestille og lukkede øjnene for at skærpe sin høresans. Hans hjerte begyndte at slå hurtigere. Adrenalinen pumpede. Der var nogen. Ingen tvivl. Forhåbentligt var det ikke første offer, der var for tidligt på den. Han var ikke helt klar endnu. Lyde igen. Skridt. Nøgler raslede, og en dør blev åbnet. Døren til værelset ved siden af. Det var formentlig rengøringsdamen. Alex håbede det. Lydene havde kaldt en tvivl frem i hans bevidsthed. Lige fra det første drab i Hamborg havde Alex frygtet, at han selv ville blive dræbt, når han havde begået de drab, køreplanen dikterede. Det var på ingen måde usandsynligt, at den tynde stemme ville skille sig af med den person, der var den direkte forbindelse tilbage til ham. Måske det lejede hotelværelse var et set-up, som kun havde et formål, nemlig at han skulle likvideres. Alex satte sit højre øre til væggen ind til værelset ved siden af. Jo, det lød som om, der blev gjort rent. Han kunne svagt høre en støvsuger summe. Hans hjerte slog igen normalt, men tanken om, at han måske ville blive dræbt, var der stadig. Der var ikke andet at gøre end at skubbe den ud af bevidstheden. Han måtte koncentrere sig om det, han skulle i gang med. Hvad andet kunne han gøre? Han måtte være positiv og se fremad. Håbe det bedste. Lige så stille mærkede han atter glæden, over snart at skulle hjem, trænge sig på. Det var et skønt gensyn. Den glæde ville han ikke give slip på eller skubbe væk. Den var det eneste, han havde at holde sig oppe på. Skidt med pengene, og skidt med hans far. Selvfølgelig ville det være dejligt med begge dele, men Alex ville bare gerne hjem nu.

Klokken 10.10 hørte Alex døren til værelset ved siden af blive låst igen, og skridt ned ad gangen var den eneste lyd, inden der blev stille igen. Fem minutter endnu. Taskens indhold var pakket ud, og det hele gjort klart. Pistolen ladet med en cyankaliumpil havde han stukket ned i sin buksekant bag på ryggen, og handsker lå klar under sengen. På badeværelsesgulvet, hvor også kufferten stod, lå nedstrygeren ved siden af en rulle med plasticposer og et grønt regnsæt. Ifølge køreplanen skulle de næste tre ofre komme med et kvarters mellemrum. Det var prostituerede, der var bestilt igennem tre forskellige escort-bureauer.

Det var den tynde stemme, der havde bestilt dem. Alex tvivlede dog på, at han havde gjort det personligt. Sikkert ikke. Alle var de blevet informeret om hotel, værelsesnummer og mødetidspunkt. Alex mærkede igen sit hjerte slå lidt hurtigere. Selvom drabene ikke gav ham den tilfredsstillelse, han søgte, så ville han trods alt være skyld i tre menneskers død inden for den næste halve time. Hvor den kom fra, vidste han ikke, men pludselig stod han med den tanke i hovedet, at alle tre - alt andet lige - ville have familie i form af forældre, søskende, onkler, tanter og så videre og formentlig også venner. Ligesom de andre han havde dræbt i de andre byer. Det havde han ikke skænket en tanke før nu. De ville nok blive kede af det, når de hørte, at en af deres kære var blevet dræbt. Måske græde lidt, men så var det vel heller ikke værre. Der var jo også mennesker, der blev dræbt i trafikken hver eneste dag, og så ked af det var han jo heller ikke blevet, da hans egen mor … Det bankede på døren. To diskrete, feminine bank. Det var blevet tid. Klokken var 10.15. Præcist. Alex gik hen til døren, tog fat i håndtaget og åbnede den på klem. Udenfor stod en ung, halvmørk og velsoigneret fyr på omkring 20 år med store uskyldige øjne og pjusket frisure. Ikke meget mere end 1.60 høj. Mulat ville nok være en passende betegnelse. Hvide sneakers, kropsnære sorte jeans, læderbælte og rød, ulden jakke. Med svag stemme præsenterede han sig på fransk som Michel. Det hed han garanteret ikke, tænkte Alex, og åbnede døren helt op, så han kunne komme ind, satte “do not disturb” skiltet på håndtaget og lukkede døren. Vidste hans forældre mon, hvad han gik og lavede? Alex havde aldrig gjort sig den slags tanker før om andre mennesker - hverken de mennesker, som han havde smadret som forklædt aktivist, eller de piger han havde voldtaget, og da slet ikke de ofre, han havde dræbt og skamferet de sidste par dage - men nu kunne han ikke lade være. Lige meget hvor meget han prøvede, så vendte tanken tilbage, kredsede om hans sind som en satellit rundt om jorden. Han forestillede sig, hvordan fyrens forældre så ud. Tanken tog fokus fra ham. Han havde svært ved at gøre det, han skulle. Flere tanker dukkede op i hans hoved. Mindst den ene af forældrene måtte være lys i huden. Var det moren eller faren? Levede de stadig? Nervøsiteten bredte sig i hans krop. Nedefra og op. Som magma op igennem et udslukt vulkankrater banede den sig vej. Alex spurgte sig selv, hvad fanden der skete? Fyren så spørgende på ham med sine store øjne. Alex måtte tage action, hvis ikke det skulle ende helt galt. Han måtte gøre det, der skulle gøres, ellers kunne konsekvensen være, at han aldrig ville opleve glæden ved at komme hjem. Men han havde pludselig meget svært ved at gøre det. Alex mærkede Michels ene hånd tage blidt omkring hans venstre hånd, mens den anden aede hans kind. Sin unge alder til trods var han ret erfaren. Han havde haft nervøse kunder før og vidste, hvad han skulle gøre. Berøringen fik tankerne og nervøsiteten til at fordufte for en tid. Væk var de. Alex kunne igen tænke klart og vidste, hvad han skulle gøre. Han åbnede Michels læderbælte, drejede ham 180 grader, trak hans sorte jeans ned og skubbede ham blidt i ryggen. Michel lod sig falde forover og lå nu på maven på sengen. Alex tog pistolen frem fra buksekanten på ryggen og skød ham i det højre ben med en dødbringende cyankaliumpil. Død på stedet som det også havde været tilfældet med alle de andre. Alex havde travlt. Hurtigt fandt han handskerne frem under sengen, tog dem på, greb fat i Michels ben, trak ham ud i badeværelset og lagde ham op i badekarret. Alex havde frygtet den næste handling mere, end han havde frygtet alle de andre - tilsammen. At skære et hoved af hende kvinden med en nedstryger havde ikke tilfredsstillet nogen af hans behov, men han havde kunnet gøre det. Men at skære en penis af var så grænseoverskridende, at han ikke kunne forestille sig noget værre. Allerede da han havde hørt om det første gang, havde det vendt sig i ham, og han havde spurgt sig selv, om han ville være i stand til at gøre det. Alex kunne ikke forklare for sig selv, hvorfor han havde det sådan. Det havde han bare.

Det skulle overstås. Hurtigt trak han to plasticposer over sine sko og iførte sig det grønne regnsæt. Så trak han Michels tights ned, tog fat i hans lem med den venstre hånd, greb nedstrygeren, der lå klar på gulvet, med højre hånd, trak hårdt til i lemmet, holdt vejret og savede til. To strøg var nok. Så var den af. Alex var tæt på at kaste op. Han kunne mærke kvalmen trænge sig på og prøvede at fokusere på det positive i situationen, nemlig at han havde lagt ham i badekarret, før han havde savet. Alex havde ikke troet, at blødningen ville være så kraftig. Ned i en plasticpose med lemmet og af med handskerne, plasticposerne og regnsættet. Snart ville der blive banket på hans dør igen. Otte minutter havde Alex til at gøre klar til den næste.