Kapitel 45

Berlin, søndag d. 31. oktober 2010 Klokken 20.34

Restaurant “Der Vegetarier”. Det var den restaurant, som Jakob og Mie havde besøgt første gang efter, at Jakob havde bestemt, at de skulle være vegetarer. Jakob havde villet vise Mie, hvor fantastisk vegetarmad kunne være og havde inviteret hende. Det var med tiden blevet deres sted. Hver eneste fødselsdag og årsdag var blevet fejret dér - ofte med en lækker 3-retters menu. Betjeningen var udsøgt, og fra deres bord ved vinduet ud til Kurfürstendamm, Berlins mondæne shoppingstrøg, kunne de følge med i det pulserende aftenliv. Mie var kommet tilbage fra Århus sidst på eftermiddagen og havde mest haft lyst til at slappe af i lejligheden efter en lang togtur, men da Jakob hen i mod aftentide var kommet hjem fra universitetet tre dage tidligere end forventet, fordi konferencen havde taget kortere tid end beregnet, havde han insisteret på, at de skulle ud at spise. Hun havde spurgt ham, hvad der skulle fejres.

“Intet andet end at jeg er glad for at se dig igen.”

Mie var blevet lidt mistænksom. Igennem lang tid havde hun følt sig kørt ud på et sidespor af Jakob. Han havde kun øje for sit arbejde og virkede ikke synderligt interesseret i hende. Hun kunne ikke slippe den tanke, at han havde en anden, en elskerinde. Hun havde tænkt det før, men havde ingen beviser, kun en formodning. Hun havde endnu ikke fortalt ham, at hun havde været i Århus, men det havde været rigtig godt, at hun bare var taget af sted. Hun var altid bare blevet hjemme, når han var til konference, og tit havde det været svært at få tiden til at gå, så hun glædede sig i den grad over sit initiativ. Det havde på alle måder været en god idé, at hun havde været så impulsiv. Godt nok havde hun haft lidt svært ved at kommunikere med sine børnebørn, men det havde været fantastisk at se dem og Lasse, og over weekenden var de bare blevet bedre og bedre til tegnsprog. Det glædede hendes hjerte ubeskriveligt meget, og det glædede hende også, at Lasses kone havde været en del mere imødekommende, end hun plejede. Jo, det skulle nok blive godt mellem dem, tænkte Mie. Især havde Mie glædet sig over, at Lasses kone havde vist hende den tillid at lade hende passe børnene lørdag aften, mens de havde været til koncert. Mie og børnene havde sådan hygget sig sammen. Nu sad hun så her tilbage i Berlin og savnede dem, men glædede sig over, at hun snart skulle besøge dem igen. Lasses kone havde ved afskeden givet hende en krammer og inviteret hende. Det havde været svært at holde tårerne tilbage, og på vej hjem i toget havde hun da også måttet have lommetørklædet frem flere gange.

Jakob kiggede på Mie. Han var blevet glad over at se Mie igen. Hele vejen hjem i bilen havde han tænkt på hende. Hun betød så meget for ham. Godt nok ville hun aldrig kunne tage den plads, som hans første kvinde havde i hans sind, men Mie kom tæt på. Nu da den store første del af køreplanen var afviklet, og alt var gået fantastisk, ville der blive tid til, at han og Mie kunne være mere sammen. Det havde han savnet.

Jakob havde ikke sovet, siden han var kommet tilbage til universitetet i Berlin tidligt søndag morgen. Adrenalinen havde holdt ham vågen. Hele dagen havde han siddet på sit kontor og set nyhedsudsendelserne på diverse tv-stationer og fulgt med på nettet for at se, hvad der blev skrevet om de drab, der havde rystet hele befolkninger og sat Europa på den anden ende. Alt i medierne drejede sig om de drab, som der nu kun var én person, der vidste alt om. Ham selv og ingen andre. Og så havde politiet endda ikke fundet ligene og kropsdelene i badekarret på Hotel Madeleine endnu. Medierne havde i hvert fald ikke skrevet om dem. Men bare vent. Opmærksomheden ville ikke blive mindre, når det skete. Og især ville det skabe furore, når det kom frem, at en seddel med ordet “wanted” og alle navnene på EU-parlamentets medlemmer var blevet fundet i badekarret sammen med kropsdelene og ligene. Det var svært at forestille sig, hvordan de drab skulle komme til at fylde mere i medierne og folks bevidsthed, end de allerede kendte drab, der fyldte mere end noget drab havde fyldt i nyere tid. Jakob nød hver eneste sekund og mærkede en følelse af stolthed trænge sig på. Han havde gjort noget. Han havde ikke bare sat sig ned og kigget på, hvordan hans største kærlighed af alle, var ved at forgå. Han havde kæmpet for det, han havde kært. Livets medgang og modgang havde formet hans personlighed, og hans personlighed havde budt ham at handle. Og det havde han gjort. Søndag lidt over middag havde hans hjerte banket lidt hurtigere, da de danske nyhedssites var begyndt at skrive om de tre lig, som var blevet fundet af en højtstående politimands hustru i Århus forstaden Åbyhøj. Jakob havde fået sin personlige hævn. Det betød uendeligt meget. Hvad der absolut ikke betød noget for ham, var den nyhed, der var at læse på diverse nyhedssites i løbet af søndag eftermiddag: Kristian Ibsen udnævnt til ny politidirektør for Østjyllands Politi.

Jakob smilede og tænkte frem til, når anden halvdel af køreplanen skulle afvikles. Det var i april 2011. Om lidt over et halvt år. EU-parlamentet skulle diskutere og fastsætte nye mål for CO² udledningen frem til 2020. Resultatet af det møde ville få stor indflydelse på, om Jakob kunne begynde at tro på, at naturen stod til at redde. Der var lang vej tilbage, før den var i balance igen. Først når afsmeltningen af indlandsisen på Grønland og ved polerne var stoppet, og den globale temperatur var for nedadgående, ville han turde håbe på, at det kunne lykkes, men det ville vare længe. Det vidste han godt, og derfor var det vigtigt, at parlamentet var sit ansvar bevidst. Der skulle opstilles klare, ambitiøse og juridisk bindende mål. Jakob ville i hvert fald gøre, hvad han kunne, for at de forstod deres ansvar. Ambitiøse, juridisk bindende mål for EU-medlemslandene var det første skridt i retning af en global aftale med verdens store industrinationer. Jakob så en reduktion inden 2020 på under 70 procent af den nuværende udledning som uambitiøst. Mindst 70 procent og gerne mere skulle der til.

Køreplanens anden halvdel gik i al sin enkelthed ud på at dumpe det “menneske”, som Alex havde syet sammen, foran Europa Parlamentets hovedindgang i Bruxelles dagen før mødet. “Mennesket”, der på sin egen tydelige, multi-kulturelle måde symboliserede menneskeheden, lå klar i en dybfryser på en gård lidt uden for Düsseldorf og skulle være udstyret med et skilt i en snor omkring halsen. På skiltet skulle stå:

“Help planet earth or mankind will be destroyed - STOP global warming, STOP the CO² emission”

Det stunt ville helt klart komme til at tage al medieopmærksomheden og dermed lægge et ultimativt pres på parlamentsmedlemmerne. Et pres, de ikke ville kunne modstå. Jakob var ikke i tvivl om, at det ville have den effekt, han håbede på. Han havde svært ved at se, at det kunne gå anderledes, men vedtog parlamentet alligevel ikke ambitiøse mål, så var Jakob ikke i tvivl om, at hans indsats ville være inspirationskilde for mange af hans ligesindede. Han ville have vist dem, hvor langt de ville være tvunget til at gå for at få politikerne til at vedtage en ambitiøs reduktion. Hvis Jakobs indsats ikke virkede, så måtte andre gå endnu længere. Det måtte være den lære, der ville kunne udledes af det, og var politikerne klar til det? Det var Jakob sikker på, at de ikke var. De drab, som Alex havde begået, ville helt sikkert stadig være avisstof om et halvt år og være lagret allerøverst i politikernes bevidsthed. Ingen ville have glemt dem. Det ville blive det hele store medieshow. Jakob ville selvfølgelig ikke selv dumpe “mennesket”. Han havde allerede to studerende fra München i tankerne. Jakob var ikke det mindste i tvivl om, at de ville være klar til at stjæle en bil og dumpe “mennesket” fra den, og ….

Mie klappede Jakob, der sad og stirrede ud ad vinduet, let på hånden og spurgte på tegnsprog.

“Hvad tænker du på?”

Jakob, der blev hevet ud af sine tanker kiggede lidt forvildet på hende.

“Nå, ikke noget. Bare at det er dejligt, vi er sammen.”

Hun skulle lige til at fortælle Jakob, hvad Lasse havde set, da han og Ilse var kommet ud af Musikhuset i Århus efter John Scofield koncerten, men tjeneren stod nu ved deres bord. Klar til at servere hvidvinsstegt tofu på ristet brød. Hun måtte vente til lidt senere, men bare tanken fik hende til at trække på smilebåndet. Lasse havde været så sikker på, at han havde set Jakob stige ind i en hvid BMW med tyske nummerplader på Musikhusets parkeringsplads, at han havde råbt “far, far” og var løbet efter BMW´en, der bare var forsvundet ud i natten. Lasse havde dog nået at tage bilens nummerplade og havde som det første, da han og Ilse var kommet hjem, skrevet den ned på et stykke papir.

Mie havde grinet højlydt, da Ilse havde fortalt hende om Lasse, der havde råbt og spænet efter bilen. Lasse kunne ikke rigtig se det sjove i det. Han var sikker på, hvad han havde set. Også selvom det var på 40-50 meters afstand. Lasse havde straks prøvet at ringe til Jakob - uden held. Mie vidste godt, at Lasse nok ville begynde at researche på bilens nummer, stædig som han var, men selvfølgelig var det ikke Jakob, han havde set i den bil. Jakob havde ingen bil. Han hadede biler, og hvad skulle han lave i Århus?

At Jakob åbenbart havde en dobbeltgænger i Århus måtte vente. Nu skulle de nyde maden og hinandens samvær. Tjeneren havde serveret forretten og forladt deres bord. Jakob tog Mies hånd, kiggede på hende og hævede sit glas. Hun ligeså. De næste ti sekunder fastholdt de hinandens blikke, smagte på vinen og tænkte begge på deres allerførste middag sammen for mange år siden. De havde drukket en del vin og fortalt hinanden det meste af deres livshistorie. Mie mere end Jakob. Godt beruset havde han sagt til hende, at havet var den største passion i hans liv, og at intet i denne verden betød mere for ham. Men efter at de havde tilbragt en fantastisk nat sammen, havde Jakob næste morgen kigget Mie dybt i øjnene og sagt de ord til hende, som han nu ville sige igen. Aldrig havde Jakob glemt dem. Aldrig. Mie heller ikke. Jakob sagde dem ikke ofte. Kun når der var en særlig lejlighed. Mie elskede at kigge på hans læber, når han sagde ordene. De sendte altid en vidunderlig følelse, hun ikke ville kunne leve uden, igennem hendes krop og fik hende til at glemme alt negativt. Nu var det endelig blevet tid at se og mærke dem igen. Hun vidste, at han ville sige dem. Det fortalte hans intense blik hende. Hun kiggede forventningsfuldt på Jakobs læber. Endelig bevægede de sig, og formede ordene:

“Du dejligste ocean af alle - jeg vil elske dig, selv når du gråner.”