Cover Me. København. Danmark. Nu.
”Hej, det er Benedicte Falk. Hvordan går det med omslaget?”
”Det skrider fremad.” Jakob ser træt op i loftet og flytter telenfonrøret over til det andet øre. ”Men helt ærligt, Benedicte, det er ikke let at lave et omslag til en bog, der hedder: Forførende pølseretter, uden at det bliver vulgært.”
”Hvis nogen kan, er det dig, Jakob. Hvornår kan jeg se et udkast?”
”Snart, det lover jeg. Snart. Jeg har et godt billede af en medister og to løg.” Han blinker til Ian, der i det samme kommer ind med en danskvand i hånden, sætter sig ved skrivebordet og tænder computeren.
”Det er godt med dig,” siger Benedicte. ”Få det nu lavet i en fart, ikke.”
”Benedicte, for resten ... ” Jakob retter sig op og flytter lidt på musen. ”Den der SOFA, jeg lavede omslag til for nogle måneder siden, er den udkommet?”
”Ja, det er den. Din stue er ude i alle landets boghandlere. Det er næsten lige så godt som Bo Bedre, hvis du spørger mig,” griner Benedicte. ”Jeg blev faktisk ringet op af en kvinde fra et udenlandsk forlag, der var meget imponeret af omslaget. Hun spurgte, hvem der havde lavet det, og jeg gav hende dit nummer og din adresse. Det håber jeg er okay. Jeg fortalte hende faktisk også, at det var din egen stue, du havde brugt, og det syntes hun var meget sjovt.”
”Hvilket forlag, sagde du, at hun ringede fra?”
”Årh, det kan jeg ikke huske. Ikke et jeg kendte. Der findes så mange forlag ude i verden.”
”Var hun svensk?”
”Svensk? Nej, jo, måske. Det kan godt være. Jeg er ikke så god til at høre den slags. Hun talte dansk, men med kraftig accent. Hvis jeg skal gætte, vil jeg sige amerikaner. Men hun kan da godt have været svensker. Hvorfor spørger du?”