Helsingør-motorvejen. Danmark. Nu.
Puntoen giver sig til at ryste ret ubehageligt, hver gang farten kommer op over 100. Hjulene trænger til at blive afbalanceret. Jakob har for længe siden lovet at få gjort noget ved det, men har glemt det lige så hurtigt igen.
Nu ligger hun og tøffer af sted i det inderste spor med 90 i timen og prøver at lade være med at se i bakspejlet hele tiden. Hun er paranoid, og hun ved det. Kaster alligevel et blik på en grå Volvo i bakspejlet. Den holder sig et par hundrede meter bag hende – og kører meget langsommere end de andre biler på motorvejen. Der er ikke så meget trafik ud af byen på dette tidspunkt af dagen, så hun har kunnet følge Volvoen i bakspejlet, siden hun blev opmærksom på den i lyskrydset ved Parken, hvor de begge holdt for rødt i nogle minutter, og der var et eller andet ved den bil, som hun ikke brød sig om.
Fosteret i hendes mave rører lidt på sig, og pludselig skal hun tisse som en sindssyg. Hun overhaler en stor lastbil, der snegler sig af sted med en gravemaskine på ladet, og den grå Volvo forsvinder af syne bag lastbilen. Hun tænder radioen, men får i det samme øje på en rasteplads og drejer af.
Hun småløber ind på dametoilettet. Der stinker af pis, og hun er lige ved at træde i et brugt bind, der ligger smidt på gulvet lige inden for døren, da hun tumler ind og kun lige når at få bukserne ned og rumpen ind over toilettet, før vandmasserne strømmer ud af hende. Næste gang hun hører nogen romantisere graviditeten, slår hun hovedet ned i maven på dem.
Da hun lukker sig ud fra dametoilettet og går hen til Puntoen, holder den grå Volvo henne ved den lille pølsevogn. Hun forsøger ikke at se på den.