Cover Me. København. Danmark. Nu.
Jakob slipper musen og går ud i køkkenet efter en cola. Han finder en flaske i køleskabet og stiller sig hen i vinduet og ser ned på parkeringspladsen. En gammel Opel er ved at bakke ud. Telefonen giver sig til at ringe igen, netop som han drejer låget af colaen, der skummer over og løber ned af hans hænder og ud over bukserne. Han griber et viskestykke ved køkkenvasken og tørrer det klistrede stads af.
”Cover Me, Ian Rowntree,” hører han Ian sige til telefonen.
”Ja, det er her. Et øjeblik. JAKOB?”
”Ja.”
”Det er til dig.”
Han smider viskestykket og tager colaen med ind. ”Hvem er det?”
”No idea. Some old lady.”
Han tager røret, sætter sig tungt og smider benene op i vindueskarmen.
”Goddag. Det er Sirid Hauge. Din nabo.”
”Ja, hvad kan jeg gøre for dig?” Sirid Hauge er en gammel kone på mange og firs. Hun har boet i opgangen siden krigen og har haft et horn i siden på viceværten lige så længe. Eller noget i den stil.
”I havde indbrud for et par dage siden, hører jeg?” Der er altid noget skarpt i fru Hauges stemme, som om alt, hun siger, er anklager. Jakob kan ikke fordrage kællingen, men Stine kommer fint ud af det med hende. Har endda tilbudt at købe lidt ind for hende en gang imellem.
”Ja. Det havde vi.”
”Forfærdeligt. Og du slog tyven ihjel?”
”Hør her,” siger Jakob og ser op i loftet. ”Jeg er på arbejde. Jeg har ikke tid til at snakke lige nu.”
”Jeg har ellers brugt tid og penge på at ringe til oplysningen bare for at få telefonnummeret.”
”Hvad vil du?”
”Jeg tror, der er nogen inde i jeres lejlighed lige nu.”
”Det er bare Stine. Hun har afspadsering i dag. Men det var pænt af ... ”
”Nej, det er nogle udlændinge. Jeg hørte dem tale sammen ude på opgangen. Jeg tror stadig, de er derinde. Og Stine gik for flere timer siden. Jeg så hende tage bilen, da jeg var nede efter avisen. ”
”Hvorfor har du så ikke ringet til politiet?”
”Jeg skal ikke rodes ind i noget, ellers tak. Men du behøver ikke takke mig, fordi jeg gør mig al den umage for din skyld. Jeg er jo bare en gammel madamme, mig regner man ikke for noget.”
”Årh, fuck!” sukker Jakob, da han har lagt røret på. ”Ian? Jeg bliver nødt til at tage hjem et smut. Min nabo siger, at der er nogen i vores lejlighed.”
”Ring efter the police.”
”Ja, det burde jeg nok,” siger Jakob og snupper sin jakke. ”Men jeg tror lige, jeg tjekker selv først. Min nabo er en gammel pulverheks. Hun har af og til nogle meget underlige idéer. Jeg tror ikke rigtig på hende. Hun vil alt for gerne have opmærksomhed.”
”Så ring hjem til dig selv.”