Østerbro. København. Danmark. Nu.
Jakob stikker chaufføren en hund og er ude af taxaen sekundet efter. Ser op på vinduerne på tredje. Potteplanten står som den plejer i vindueskarmen. Han går hen til opgangen, finder sit eget navn, Magnussen, og trykker knappen ind. Ingen svarer. Han har allerede ringet hjem tre gange, siden han forlod Cover Me.
Taxaen gasser op og forsvinder ned ad gaden. Jakob låser sig ind i opgangen.
Tager trappen to trin ad gangen.
Døren er lukket og last. Han tøver, ser hen på naboens dør, lytter. Intet. Tager nøglen og låser sig ind. Går hurtigt fra rum til rum. Lejligheden er tom.
Sengen er blevet redt, men det må være Stine.
Telefonen ringer.
Han ser på den, står helt stille.
Den ringer igen.
Han tager hurtigt de to skridt hen til telefonen og tager den. ”Jakob Magnussen.”
”Du er død! Hører du? Død,” siger en mand på en næsten uforståelig svensk dialekt. ”Vi skal nok få fat i dig. Vi ved, hvor du bor. Vi er alle vegne. Du er så godt som død allerede. Vi skyder dig ned som en jødehund.”
Jakob smækker røret på og står længe med lukkede øjne.