Østersøen. 1. maj 1945
Stanken af brændt kød er der i samme øjeblik cigaretgløden møder huden på hans overarm. Han blinker tårerne væk. Suger hårdt på cigaretten for at få liv i den igen. Det dunker i armen.
Han fylder lungerne med luft. Tørrer sved af panden. Sætter igen gløden mod armen, brænder et nyt stykke af tatoveringen væk. A Rhe. Neg. Som alle SS-folk har han sin blodtype tatoveret på venstre overarm. Men krigen er tabt, og tatoveringen må væk.
Han suger endnu en gang på cigaretten, men denne gang er den gået helt ud. Griber flasken med snaps og tager et par store slurke. Fumler med tændstikkerne, knækker den første, får ild på cigaretten med den anden.
Under ham arbejder motorerne støt og roligt. Han kan mærke bølgerne slå mod skibet, og en sjælden gang kan han høre lyden af en grædende baby. Der er mere end 2000 tyske flygtninge om bord, de fleste nede i lastrummet. De flygter fra de russiske soldater, der vælter ind over riget østfra. Han selv inklusive. Dog med den lille forskel, at han flygter på første klasse. Betalt med en kuffert fuld af engelske pund.
Sveden samler sig i store perler på hans skaldede isse, da et nyt stykke hud forsvinder. Han er nær ved at vælte snapseflasken, men fanger den med blikket sløret af tårer. Han bæller snapsen i sig, som var det vand.
Da hans hjerte lidt efter er faldet til ro, hører han dem. Fly. Sikkert engelske. Eller russiske. Englænderne tæppebomber de tyske byer om natten. Han lukker øjnene og holder vejret. Én ting er i hvert fald sikkert: Det er ikke tyske fly. Den tid er for længst forbi. Flyene stryger hen over havet i lav højde. Han får et glimt af et af dem i måneskæret uden for koøjet. De fortsætter forbi skibet. Det er ikke fjorten dage siden det tyske passagerskib, Goya, blev sænket med 7000 flygtninge om bord. Så godt som ingen overlevede. Det svarer til næsten fem gange Titanic.
Han sidder lidt og lytter til motorerne. Cigaretten er røget færdig. Han slukker den. Drikker mere snaps, tænder en ny. Der er stadig en smule tilbage af tatoveringen.