Helsinge. Danmark. Nu.
”Og denne her.” Linda Skov Hansen rækker sin gravide datter en blå og hvid stribet sparkedragt. ”Den kunne jeg bare ikke stå for. Er den ikke sød?”
”Jo,” siger Stine. ”Den er søreme lækker.”
,,65 kroner, du.”
”Savner du nogensinde mormor?”
”Nogle gange. Ikke så meget. Jeg savner Nina. Jeg er ved at spare op til at rejse til Paris og besøge hende.”
”Det skulle du tage at gøre.”
”Det gør jeg også. Jeg synes bare, hun skulle komme hjem noget oftere. Hun har trods alt flere penge, end jeg har.”
Stine samler babytøjet sammen. ”Jeg må se at komme hjem.”
Mobilen giver sig til at ringe, og hun roder rundt i sin taske efter den, mens den spiller sin melodi.
”Det er mig,” siger Jakob og lyder helt forkert.
”Hvad er der galt?”
”Jeg er lige blevet truet på livet af en svensk nynazist.”
”Hvad siger du?”
”Han ringede og sagde en masse grimt om, at jeg var så godt som død. At jeg vil blive skudt som en jødehund.”
”Ringede han til dit arbejde?”
”Nej, jeg er hjemme. Naboen ringede og sagde, at der var nogen i lejligheden. Men her ser nu ikke ud til at have været nogen.”
”Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Jakob, jeg elsker dig. Jeg kommer hjem til dig nu.”
”Okay. Jeg vil bare have, at du passer på. Jeg tror, han mente det alvorligt, ham svenskeren.”
Den grå Volvo?