#22

Østerbro. København. Danmark. Nu.

”Kriminalpolitiet.” To civilbetjente, en kvinde og en mand, står i døren. ”Angående en Stine Magnussen. Er du hendes mand?”

”Ja, det er jeg,” siger Jakob. ”Hvad drejer det sig om?”

”Hun var impliceret i et færdselsuheld tidligere i dag. Det lader til, at hun stak af fra ulykkesstedet. Må vi have lov at komme ind?”

Jakob holder døren for dem. ”Er hun kommet noget til?”

”Det er der ikke noget, der tyder på lige nu,” siger manden. Han har maskinklippet hår som en marinesoldat. ”Men det er ærligt talt ikke til at vide med sikkerhed, når det gælder en flugtbilist. ”

”Flugtbilist?”

”Har du set din kone efter klokken tre i eftermiddag?”

”Nej. Ikke siden i morges. Hvad er der sket?”

”I Gribskov i Nordsjælland. Det er uklart, helt præcist hvad der skete. Men der var i hvert tilfælde en anden bil impliceret i ulykken. En grøn Fiat Punto med nummer PP 34 781 er af vidner set forlade ulykkesstedet. Vognen havde tydelige skader efter sammenstødet. Det er din kones bil, ikke sandt?”

”Det er faktisk min. Hun må jo have været i chok. Stine er ikke typen, der stikker af.” Han sætter sig tungt i sofaen. ”Var der nynazister i den anden vogn?”

”Nynazister? Det ved jeg faktisk ikke.”

”Jeg er blevet truet på livet af en svensk nynazist i dag.”

”De truer alle på livet. ”

”Men jeg har faktisk slået en af dem ihjel.”

”Ja, det ved jeg. Det var noget med et maleri, forstår jeg?”

Jakob skæver op til sømmet på væggen. ”Et maleri af Adolf Hitler viser det sig.”

”Og det forsvandt så i løbet af natten? Nogen brød ind og fjernede billedet, mens I sov?”

Jakob nikker træt. ”Ja.”

”Dette billede. Et arvestykke fra din kones mormor, forstår jeg? Har I nogensinde haft det ude af rammen? Eller har I måske sat det i anden ramme?”

”Det var da noget mærkeligt noget at spørge om.”

”Undskyld mig. Jeg spekulerede blot. Som kriminalbetjent må man undersøge alt. Har I haft det ude af rammen?”

”Nej.”

”Så var der vist ikke yderligere, tak,” siger kriminalbetjenten og rejser sig op. ”Vil du være sød at ringe til dette nummer, når du ser din kone. Det er vigtigt, at vi får talt med hende. Som du sagde, har hun sikkert været i chok, da hun forlod ulykkesstedet. Hun har ikke noget at frygte fra os.” Han giver Jakob et kort og nikker mod døren. ”Marcy.”

Den anden betjent nikker kort og går ud af stuen.

”Din kone havde en lille pakke i en plasticpose med sig i bilen. Har du nogen anelse om, hvad der kan have været i den?”

”Nej.”