#24

Landskrona. Skåne. Sverige. Nu.

Som den sidste passager forlader Jakob flyvebåden og går ned gennem ankomsthallen.

Uden for ankomsthallen ligger en stor, næsten tom parkeringsplads. Aftensolen glimter i vinduerne på en turistbus. Han fortsætter over parkeringspladsen til kirken.

I den lille park sidder et par øldrikkende sutter på bænkene. Han ser ned ad gaden. Op på kirken. Tilbage på flyvebåden og ankomsthallen. Han får øje på en taxa, der lige så stille kommer rullende ned ad gaden. Han vinker til den og stikker chaufføren en lap papir med en adresse.

Chaufføren nikker.

”Tager du danske kroner?” spørger Jakob, idet vognen sætter i gang. ”Jeg har ikke fået vekslet.”

Chaufføren nikker: ”Men det koster ekstra.”

Små ti minutter senere står Jakob på en villavej, hvor husene ser trætte og forfaldne ud. Foran ham ligger huset fra 88 Landskronas hjemmeside. Højt plankeværk med pigtråd, gitterlåge med hængelås.

Taxaen drejer om hjørnet og forsvinder. Jakob går over til lågen og ser ind. Der hænger bannere og plakater på en lille garage. Hagekors og slagord. Sverige rejs dig. Blod og ære. Reinhard über alles. Ved siden af garagen ligger en gammel villa.

Gitterporten går op, da han tager i håndtaget.