Ballen. Samsø. Danmark. Nu.
Havelågen skraber hen over de løse sten. Sommerhuset ligger på toppen af bakken, og bag det ruller bølgerne ind mod stranden. Hun lukker lågen og går op ad havegangen. Finder reservenøglen under den løse flise og låser sig ind. En stor edderkop sidder bag på verandadøren. Hun slår den ihjel med en avis, hun købte på Samsøfærgen. Hun hader edderkopper.
Mørket er ved at falde på, så det første hun gør er at tænde lyset. Først på verandaen, så i den lille stue, i køkkenet, på badeværelset og i soveværelset ovenpå. Hun lukker verandadøren og låser den. Sætter vand over til kaffe. Leder efter noget spiseligt i køkkenet, men finder kun en pose med halvbløde kiks.
Stines far har haft huset, siden hun var helt lille. Som barn kom hun her hvert år med faren og hans nye kone, siden har hun kun været der nogle få gange. Den ene med Jakob. Et stykke af stranden hører med til grunden, og det var lige derude, at hendes far lærte hende at snorkle, da hun var syv. De fangede krabber og småfisk.
En bil kører forbi ude på Strandvejen. Hun følger den med øjnene hele vejen forbi huset. Hun ved, at hun skal slappe lidt af, ellers vil hun ikke få sovet i nat.
Hun behøver bare at lukke øjnene et sekund eller to for igen at se den grå Volvo komme ned ad den lille skovvej med kurs direkte mod hende. Føle rædslen i sit bryst. Høre lyden af skurrende metal, da Volvoen i sidste øjeblik svinger til siden og kun lige undgår det frontale sammenstød. Ser gnisterne, da de to vogne strejfer hinanden, før Volvoen banker ind i et træ.
Hun tænder for fjernsynet. En eller anden tv-serie. Hun ser ud ad vinduet, der sejler et skib helt ude på kanten af horisonten. Lidt syd for løfter Sjælland sig af havet. Man kan lige ane skorstenene i Kalundborg.
En traktor rumler forbi ude på Strandvejen. Stine går over til vinduet i husets anden side og ser ud på den. Den er allerede på vej væk. En gang for mange år siden havde hun et sommerferiejob på en af gårdene lidt længere ude ad Strandvejen. Hun lærte at køre traktor. Samlede halmballer.
Kaffemaskinen laver spruttelyde ude i køkkenet. Hun går derud. Kommer til at tænke på den gang hun bagte pandekager sammen med sin far, og en af pandekagerne satte sig fast i loftet.