Landskrona. Skåne. Sverige. Nu.
”Hvad fanden?” Den svenske nynazist peger på Jakob og råber en masse meget hurtigt og meget svensk. Kvinden ligger stadig med enden i vejret. Hun har samme tatovering, som pigen, der brød ind i hans lejlighed og løb ind i hans brødkniv.
”Undskyld.” Jakob rejser sig op. ”Jeg hedder Jakob Mag ... ”
Manden er enorm. Muskler over det hele. Glat af sved. Kronraget, tatoveret. Han rammer Jakob som et svensk højhastighedstog, banker ham op ad døren og brøler mere på svensk, som Jakob ikke hører. Har for travlt med at afværge slagene, der hagler ned over ham.
Pludselig stivner svenskeren. Jakob åbner øjnene.
Bag svenskeren står den nøgne kvinde med en pistol presset mod hans nakke. ”Slip ham, Göran.”
”Jeg tager ikke imod ordre fra en kvinde!”
”Du har en betinget dom for vold, Göran. Du kommer i fængsel, hvis du smadrer ham. Det er han ikke værd. Vi har brug for dig her.”
Göran slipper Jakob og banker en knytnæve ind i døren lige ud for Jakobs øre for hvert spørgsmål. ”Hvad laver du her? Hvem er du? Hvad er du ude på?”
Jakob synker lidt blod. ”Jeg hedder Jakob Magnussen. For to dage siden overraskede jeg en indbrudstyv i mit hjem. Det var en ung svensk kvinde, som jeg kan forstå kom her i huset.”
”Eva?” brøler svenskeren. ”Din lille jøde, din perker, hvor vover du at komme her?”
”Göran!” råber kvinden og presser pistolen endnu hårdere mod hans tykke nakke.
Göran tøver ganske kort, så hamrer han albuen tilbage i kvindens nøgne mellemgulv. Hun synker sammen på gulvet bag ham, og han vender igen opmærksomheden mod Jakob.
Lige i tide til at tage imod den knytnæve Jakob slår af alle kræfter mod hans næse.
Svenskerens hoved rykker bagover, og næsen giver sig til at bløde, men sekundet efter regner hans slag igen ned over Jakob.
Jakob krummer sig sammen og tager bare imod. Der er ingen måde, han kan klare en 120 kg tung, bindegal, svensk nazist på. Han er prisgivet på forhånd. Og så grynter svenskeren pludselig og falder sammen for Jakobs fødder.
”Er du okay?” spørger kvinden og tager fat i Jakobs hage.
”Det tror jeg.” Jakob tørrer blod og slim af ansigtet med håndryggen.
”Jeg skal lige have noget tøj på,” siger kvinden, træder over Göran, der ligger livløs på gulvet, og smider jernrøret på sengen. ”Han havde slået dig ihjel. Han var forelsket i Eva.”
Jakob ser ned på den gigantiske mand. Han trækker vejret. Resten er Jakob ret ligeglad med. ”Hvad lavede han så lige før med dig?”
”Årh, det var bare hygge,” siger hun og stikker benene i et par boksershorts. ”Jeg hedder Britt-Marie.”
”Jakob,” mumler Jakob ør i hovedet. Hun har pæne bryster. Han ser ned. Han må se at få lidt hold på sig selv. Alt er rodet inde i hovedet på ham. Det er ikke alt på kæmpen for hans fødder, der er lige stort. Han flytter blikket igen. Svimmel. ”Jeg må sidde ned. Jeg har det ikke så godt.”
”Sæt dig på sengen,” siger Britt-Marie og trækker en T-shirt over hovedet.
”Hvordan i alverden kunne du finde på at komme her?” spørger hun lidt efter, da Jakob har siddet ned et øjeblik. ”Vil du gerne dø?”
”Jeg ville have jer til at forstå, at det var en ulykke. Jeg ville ikke slå ... Eva ihjel. Hun var brudt ind i mit hjem. Jeg kom hjem, mens hun stadig var der. Hun løb lige ind i en brødkniv, jeg havde i hånden. Det var en ulykke. Et uheld.”
”Eva var min bedste veninde,” siger Britt-Marie. ”Vi arbejdede begge nede i videokiosken. Vi begyndte at komme her samtidig. Vi var sammen om alt.” Hun ser på Jakob. ”Jeg skulle have været med til at bryde ind hjemme hos dig.”
”Hvorfor spurgte I ikke bare, om I måtte købe billedet? Vi anede jo ikke, at det var noget værd. I kunne have fået det for femhundrede kroner.”
Britt-Marie ser ned på Göran. ”Vi fik besked på at stjæle det.”
”I kunne have fået jeres Hitler-maleri for næsten ingenting, hvis I var lidt bedre til at tale med folk.”
”Hitler-maleri. Hvad taler du om?”
”Jeg har haft efterretningstjenesten på besøg. Det var dem, der fortalte mig om jer. De viste mig billeder af Eva. Hun havde den samme tatovering på numsen, som du har. Og det var også dem, der fortalte mig, at Hitler havde malet billedet, og det var derfor, I var ude efter det.”
”Jeg vidste ikke, at det var et af Førerens malerier. Det fik vi ikke at vide.”
”Hvorfor skulle I ellers stjæle det? Göran ligner ikke den store kunstelsker i mine øjne.”
”Men det var ikke Göran, der gav os besked på at stjæle billedet.”
Der kommer en svag gryntende lyd fra Göran nede på gulvet.
”Han er ved at komme til sig selv. Du gør klogest i at være væk, når han vågner.”
Jakob følger efter hende ud på gangen og ned ad trappen. ”Men hvem var det så, der sagde, I skulle stjæle billedet?”
”Det ved jeg ikke,” siger Britt-Marie i døren. ”En udenlandsk mand. Amerikaner, tror jeg. Eva og jeg tjente lidt penge på at lave lidt forskelligt for ham. Mest små kurer-job og den slags. Et enkelt indbrud eller to. Jeg ved ikke, hvad han hedder andet end Gary. Det var for det meste Eva, han kontaktede. Han er høj og lys. En rigtig mand. Ville have været uimodståelig i en SS-uniform.”
Jakob ser på hende. En mager kvinde i T-shirt og boksershorts, næppe fyldt tyve. Det lange, affarvede hår, den dårlige ansigtshud. Han kan fornemme det svigtede barn, men hun er ikke noget barn længere. Hun er en ung kvinde på en meget destruktiv vej i livet.
”Hvorfor reddede du mig lige før?” spørger han.
”Skulle jeg have ladet være?”
”Nej. Jeg undrede mig bare.”
Hun ser op på aftenens første stjerner. ”Det ville du ikke forstå alligevel. ”
”Tak,” siger han stille og går ned ad den lille skråning og lukker sig ud ad gitterlågen.