Østerbro. København. Danmark. Nu.
”Det var de samme to mænd som i eftermiddags,” siger Sirid Hauge og kigger ud på ham med døren så meget på klem som kæden tillader. ”De gik igen for en time siden.”
”Ringede du til politiet?” Jakob skubber forsigtigt til sin egen hoveddør, der nu igen er brudt op.
”Nej, jeg skal ikke rodes ind i noget, ellers tak!”
Han kan se ødelæggelserne helt ud i entreen. Spraymaling alle vegne. Klædeskabet fuldstændig raseret. Et par af Stines trusser hænger i g-strengen og dingler fra resterne af lampen.
”Du ligner en, der har været oppe at slås, unge mand,” siger gamle fru Hauge. ”Du skulle skamme dig, hører du? Din stakkels kone har dit barn i maven!”
Hun smækker døren. Alt er smadret. JØDESVIN, står der på væggen inde i stuen. Alle møbler er væltede og ødelagte. Gardinerne er revet ned. En har skidt på køkkenbordet. Standerlampen stikker ud af fjernsynet. Sengen er flået i stykker, skumgummi og fjedre vælter ud af madrassen. Hagekors, SS-lyn og Heil på væggene i soveværelset.
Nynazister.
Han har fattet det.
Men ved ikke, hvad han skal tro.
Han tager mobilen og ringer til politiet. Rejser en stol, der er sluppet helskindet fra ødelæggelserne, og sætter sig ned.
Og da får han øje på det. Hitlers akvarel af niecen Geli, stolt struttende med sin store numse. Det hænger pænt og nydeligt på sin plads.
Jakob sidder længe og stirrer på billedet. Så begynder hans kæbemuskler at bevæge sig rytmisk, og pludselig springer han op og flår billedet ned. Vender og drejer det i hænderne. Men finder intet. Lægger billedet i vinduet og fisker mobilen op af lommen igen. Løber gennem den indkodede telefonliste, finder et nummer og ringer op.
”Erik.”
”Jakob Magnussen. Det er mig, der har fået stjålet det der maleri af Hitler.”
”Ja?”
”Det er kommet tilbage.”