Søndermarken. København. Danmark. Nu.
”Det eneste, der ikke passede ind i billedet,” siger Jakob og gnider sine kolde hænder mod hinanden, ”var at lyset var tændt. Nogle lamper var slået i stykker, men der var lys i alle rummene. Det slog mig bare, som for meget af et tilfælde.”
”De ville have, at du skulle se ødelæggelserne,” nikker Erik Wemp Jensen fra Efterretningstjenesten. ”I har ellers haft noget af en dag, du og din kone.”
De sidder på en bænk dybt inde i Søndermarkens mørke. En stjerne glimter ned til dem gennem træernes kroner. Et stykke fra dem kan de se en række gadelamper følge en af hovedstierne gennem parken. Vinden rusker i grenene.
”Må jeg se billedet?” spørger Erik.
Jakob haler det op af plasticposen og rækker ham det.
Erik finder en lygte i lommen. ”Jeg har undersøgt nogle ting i løbet af dagen. Din Fiat blev fundet i Hillerød. Ikke i særlig god stand er jeg bange for. Den blokerede for taxaholdepladserne ved stationen.” Han piller ved bagbeklædningen på billedet.
”Jeg kan næsten garantere dig, at det ikke var kriminalpolitiet, der besøgte dig i eftermiddags.”
”Hvem var det så?”
”Hvis det var kriminalpolitiet, ville rapporten være dukket op på min computer sekundet efter.”
”Men de vidste jo alt muligt om billedet og om Stine ... og ulykken ... ”
”Det kunne jo være dem der kørte i den grå Volvo.”
Et fly blinker rødt og grønt hen over himlen.
”Se her,” siger Erik. ”Bagbeklædningen har været taget af og selve rammen har været skilt ad. De har ledt efter noget.”
”Jeg troede, det var billedet, de var ude efter.”
”En flok tåbelige nynazister, ja. Ingen tvivl om det. Men de ville ikke drømme om at hænge det tilbage.”
”De ville forsvare deres skat.”
”Præcis. Hvorfor tror du, det er blevet hængt tilbage?”
”Det aner jeg ikke.”
”Så skal jeg fortælle dig det. Fordi billedet ikke indeholdt det, det skulle. ”
”Og det tror de så, at jeg har?”
”De lægger pres på dig og din kone, ja. De kunne sagtens have skygget hende, uden at hun havde opdaget det. Hærværket i jeres lejlighed. Billedet der kommer tilbage. De stresser jer. I har noget, de vil have.”
”Men hvad? Hvad er det, de tror, vi har?”
”Hvor meget kender du til anden verdenskrig?”
”Tja, ikke så meget. Tyskland slog en masse jøder ihjel og gik i krig med resten af verden og fik bank.”
”Efter krigen blev der oprettet en række hemmelige kammeratskaber, der hjalp SS-folk og andre krigsforbrydere til at flygte til især Sydamerika. De fik penge fra tyske virksomheder, der havde tjent godt på Nazityskland, og fandt også støtte i visse kirker, selv i dele af Vatikanet. Og så havde de selvfølgelig fået gemt en masse penge af vejen fra Reinhard.”
”Hvad har det med mig at gøre?”
”Reinhard var kodenavnet for Den Endelige Løsning På Jødeproblemet. Og Reinhard var en uhyggelig god forretning. Man plyndrede simpelthen jøderne for alt, inden man gassede og brændte dem. Selv håret barberede man af og brugte til fyld i madrasser. Guldtænder, smykker, tøj. Du kan ikke forestille dig, hvor store rigdomme de slæbte hjem til Riget. Meget af det blev selvfølgelig brugt til at købe stål i Sverige til den tyske krigsmaskine, men ... ” Han finder en Gajol-æske i lommen og tager en. ”Jeg har lidt kriller i halsen. Vil du have en?”
Jakob ryster på hovedet. ”En hovedpinepille ville jeg ikke sige nej til.”
”Han tog godt fat i dig, ham svenskeren?” smiler Erik. ”Desværre, jeg har kun Gajoler.” Han stopper æsken tilbage i lommen. ”Efter krigen valfartede skattejægerne til det sted, hvor udryddelseslejren Treblinka lå i Polen. Tyskerne havde jævnet den med jorden for at skjule rædslerne. Treblinka var den største af Reinhard-udryddelseslejrene.”
”Hvad med Auschwitz?”
”Åhjo. Men Auschwitz hørte ikke under Reinhard.” Han rækker billedet tilbage til Jakob. ”Skattejægerne brugte dynamit og gravemaskiner, når de endevendte jorden, hvor Treblinka lå. Og de var jo bare ude efter de småting, som var blevet tabt under sorteringen af skattene.”
”Okay, jeg er med. Dette billede skulle have indeholdt et skattekort til en naziskat, har jeg ret?”
”Det kan faktisk godt tænkes. Der har været mange rygter om naziskatte, men en af de mest sejlivede er den om maleriet Geli fra ryggen. Jeg fandt en del gamle sager om den skat i vores arkiv. Fra årene lige efter krigen. Men man fandt aldrig maleriet. Så glemte man det.”
”Hvem er de to i Volvoen?”
”Jeg ved det ikke. Men dem, der må kende mest til naziskattene, er jo de gamle nazister selv. Deres hemmelige organisationer findes stadig.”
”Men de må da være døde alle sammen eller gamle og senile i det mindste.”
”Ja. Men organisationer dør ikke, fordi dem, der skabte dem, dør. I dag er det nazisternes børn og børnebørn, der driver forretningen. Og det er en god forretning.”
Jakob rejser sig. ”Politibeskyttelse? Er det noget, vi kan regne med?”
”Politiet vil ikke kunne stille meget op alligevel. Gå under jorden en uge eller to til de mister interessen. Har du et sted at tage hen?”
”Måske.”
”Hvad med din kone?”
”Jeg aner ikke, hvor hun er. Jeg har ringet til hendes mor, til hendes far og et par af veninderne. Hun er forsvundet.”
”Ring til mig, hvis ... ikke? Så skal jeg se, hvad jeg kan gøre.”
”Ja,” siger Jakob og giver ham hånden til afsked. ”Ved du, hvor den nærmeste dankort-automat ligger? Jeg får brug for nogle kontanter.”