Frederiksberg. Danmark. Nu.
Jakob låser sig ind i forældrenes hus på Frederiksberg, går hurtigt gennem gangen og ud i køkkenet, hvor hans mor sidder og fører regnskab over husholdningspengene i en stor bog. Sådan har hun afsluttet hver eneste dag, så længe han husker. Hun ser lille og gammel ud.
”Mor, jeg har brug for jeres hjælp,” siger Jakob og tager en kop kaffe fra termokanden.
”Du kan da godt sige ’hej, mor’, når du kommer brasende,” siger hun og fører et tal ind i bogen. ”Hvor er Stine-pigen?”
”Det ved jeg ikke.”
”Går det godt med hende? Nu passer du godt på hende, ikke? Vi glæder os jo frygteligt til at blive bedsteforældre.”
”Jeg tror, hun har det fint.” Han sætter sig ved bordet, og først nu ser moren på ham.
”Hvordan er det, du ser ud?” siger hun og retter på brillerne.
”Det er ingenting. Kan jeg sove her i nat?”
”Lad mig lige se dig.”
”Mor,” siger Jakob, men ved selvfølgelig, at det ikke nytter. Hun har allerede fat i nødhjælpskassen.
”Av,” siger hun, sætter en finger mod Jakobs hage og løfter hans hoved. ”Hvordan er det sket?”
”Jeg var oppe at slås med en svensk nynazist.”
”Hvad var du?”
”Det er en lang historie.”
”Så må jeg høre den en anden gang, jeg skal tidligt op i morgen. Vi skal på bustur til Tyskland.”
”Kan jeg låne nogle penge? Automaten åd mit dankort.”
”Kan du ikke bare gå ned i banken i morgen?” siger hans far, der i det samme kommer ud i køkkenet med en tom kaffekop vaklende på en underkop. ”Hej, Jakob. Jeg synes nok, jeg hørte døren.”
”Det er ikke sikkert, jeg bare kan gå i banken. Det er ret indviklet. Men vi havde indbrud i ... jeg kan ikke huske det. Vi har haft indbrud flere gange de sidste dage. Vi er havnet i et mareridt. Jeg kom til ... Den første indbrudstyv døde. Løb lige ind i en kniv, jeg stod med i hånden. Jeg bliver truet på livet. Vi bliver skygget. Hele vores lejlighed er blevet smadret. Vi får besøg af falske politifolk og ægte P.E.T.-agenter. Stine er forsvundet. P.E.T. opfordrer mig til at gå under jorden.”
Der er stille i køkkenet, kun det gamle køleskab rumler.
”Nu trænger jeg til en whisky,” siger Jakobs far. ”Jette? Jakob?”
”En stor en,” siger Jakob. ”Av, pas på med det der. Det svier.”
”Det gør det altså. Lad være med at være sådan en tøsedreng,” siger hun og fortsætter med at duppe såret med vat dyppet i noget, Jakob ikke har lyst til at vide, hvad er. ”Jeg vil hellere have en Martini, Kaj.”
”Har du ikke netbank?” spørger Jakobs far, mens han finder is i køleskabets frostboks. Hans skjorte stikker op af bukserne bagpå. Han læner sig forover med en gammel mands stive bevægelser. Han er visnet, siden han gik på pension.
”Jo, jeg har netbank.”
”Så smut ind og overfør nogle penge til min konto, så går jeg ud og hæver dem på mit dankort om lidt.”
”Tak,” sukker Jakob og smutter op på farens arbejdsværelse på husets førstesal. Tænder computeren og går på nettet. Klikker ind på banken og skriver sin kode og kontonummer, mens han spekulerer over, hvor mange penge, han skal overføre.
Men banken afviser ham. Forkert kode eller kontonummer. Han skriver dem igen, denne gang meget omhyggelig med at skrive de rigtige tal. Tjekker inden han klikker o.k. Samme resultat.