Frederiksberg. Danmark. Nu.
Morgensolen står ind gennem køkkenvinduet. Et sted i nærheden støjer et vejarbejde. Jakob har en ond svien i maven, men han drikker alligevel grådigt af kaffen. Burde også spise noget, men har ingen appetit. Hans underlæbe er lidt hævet, og han har et ømt sår ved det ene øje.
”Desværre, jeg kan ikke hjælpe dig,” siger nummer 17, som han er blevet stillet videre om til. ”Den konto, du der omtaler, findes ikke i vores system. Vi har simpelthen ikke en sådan konto. Er du sikker på, at du har ringet til den rigtige bank?”
”Selvfølgelig er jeg det.”
”Må jeg bede om dit personnummer?”
,,11.01.73-9595.”
”Hm, jeg får heller ikke noget på det. Desværre. Computeren kender dig ikke, jeg kan ikke hjælpe dig. Tilsyneladende har du aldrig haft en konto her i banken.”
”Men mit dankort er lige blevet ædt af en automat på Vesterbrogade.”
”Så vil det blive sendt til det pengeinstitut, der har udstedt det i løbet af et par dage. Jeg kan ikke hjælpe dig. Men hvis du har et konto-udtog, kan du jo gå ned til din filial og vise dem det. Måske vil de kunne hjælpe dig. Jeg kan ikke gøre mere her.”
Jakob prøver alligevel at tvinge en ristet krydderbolle ned. Han går ind i stuen med det sidste af krydderbollen i hånden, stiller sig ved den store dobbelte havedør og ser ud i forældrenes have. Gyngen hænger stadig i det store træ. Havegrillen er rusten. Den har stået ude hele vinteren. Det ligner ikke hans far. Han plejer at være meget firkantet med sådan noget.
Grillen. Stine havde sagt noget forvrøvlet om at skændes om at tænde op i en grill, da hun ringede fra mønttelefonen i går og sagde, at hun ikke kom hjem.
Men det var ikke vrøvl! Hun havde fortalt ham, præcis hvor hun tog hen. Jakob smiler. Han kan godt huske skænderiet om grillen. Deres første skænderi. Som selvfølgelig havde handlet om alt muligt andet end at tænde op i en grill. Det havde været på Samsø. I hendes fars sommerhus.
Men hvorfor sagde hun det ikke bare?
Han går ud i køkkenet, skriver ’tak for alt’ på en lap papir, som han sætter fast med en af magneterne på køleskabet. Pakker en lille kuffert med noget af sin fars tøj. Heldigvis bruger de næsten samme størrelse. Han står et øjeblik og ser ned i kufferten. Så tager han sit eget tøj af og tager noget af farens på. Går ned i køkkenet igen og ringer til Ian og siger, at han ikke kommer de næste dage. Ian er ikke glad.
Kort efter sidder han i en taxa på vej til Hovedbanegården.