Kattegat. Danmark. Nu.
Jakob sidder og stikker til en fiskefilet med pomfritter. Han ser ud ad vinduet på havet, der kruses af lave bølger. De to servitricer griner højlydt. De har ikke meget at lave på en sejlads som denne.
Jakob dypper en pomfrit i remoulade, mens han for syttende gang lader blikket springe rundt mellem de få andre gæster i cafeteriet på Samsøfærgen. Truckeren med bakkenbarter og kasket. Den overvægtige kvinde med to sorte børn, der sidder ret op og ned og spiser som små soldater. Og henne i cafeteriets modsatte side sidder en mand og småblunder med en øl foran sig og en cigaret, der ligger og ryger sig selv i askebægeret.
Det er svært at forestille sig nogen af dem som medlemmer af en forening for gamle SS’ere. Manden med øllen mener Jakob endda at kunne genkende som en gammel rockstjerne fra 80’erne, selvom han hverken kan huske hans navn eller hans sange.
Skyller pomfritten ned med det sidste cola og rejser sig. Ingen af de andre lader til at bemærke det, da han langsomt bevæger sig ud på toilettet.
Ser sig selv i spejlet over vasken. Mørke skægstubbe, bleg hud og stirrende øjne. Blå mærker og sår. Kommer lidt vand i ansigtet, men får det ikke bedre af det. Han må tage den lidt med ro. De vil aldrig kunne finde Stine og ham på Samsø.
”Færgen er i havn om få minutter,” skratter det fra højttaleren i loftet og fortsætter med den sædvanlige remse om bildæk og landgang og så videre.
Jakob hører ikke efter.
For i det samme går en af toiletdørene bag ham op, og en høj, lys mand kommer ud. Han tøver ganske kort, idet hans isblå øjne falder til ro på Jakob. Han nikker, mumler: ”Hello,”og går hen til vasken ved siden af Jakob og skyller hænderne. Retter lidt på det korte, lyse hår. Smiler skævt og går.
Jakob har en kold fornemmelse indeni. Men da færgen er kommet i havn i Kolby Kås, og Jakob går hen for at ringe efter en taxi, ser han manden tage bussen uden så meget som at se sig tilbage.