#36

Ballen. Samsø. Danmark. Nu.

”Så pakkede jeg noget af min fars tøj og tog herover,” siger Jakob og flytter for første gang, siden han begyndte sin fortælling om det sidste døgns hændelser, blikket fra den langbenede edderkop, der kravler rundt på væggen i det lille soveværelse.

”Du skulle have set dig selv, da du kom op ad havegangen i din fars jakkesæt.”

Han ruller om på siden og piller lidt ved hendes ene brystvorte. ”Du havde i hvert fald travlt med at få mig ud af tøjet.”

”Lad være med det der,” siger hun og skubber hans hånd væk. ”Mine bryster er vildt ømme. Det ved du jo.”

Jakob rejser sig. Giver sig til at lede efter underbukserne.

”Tror du, at vi er i sikkerhed her?” spørger Stine og tegner kruseduller om sin udspilede navle med en sløv finger.

”Det vil jeg tro.”

”Godt.”

”Jeg kan ikke finde min ene strømpe.”

”Jakob?”

”Hm.”

Hun sætter sig op og ser på ham. ”Ikke noget.”

”Jo, hvad?”

”Du har den på.”

Han glor dumt ned på sin fod.

”Der er vist lidt franskmand i dig,” smiler Stine og fisker sin bh af sengelampen.

”Oui, oui.”

”Jeg kan ikke få det til at passe sammen,” siger Stine, da de lidt senere er gået ned i stuen. ”Prøv og hør: En udlænding, som hende den svenske nynazist tror er amerikaner, ser vores maleri på den der bog, du havde lavet forside til.”

”Sofa.”

”Han får en ung, svensk pige, som hænger ud i det svenske, nynazistiske miljø til at bryde ind hos os og stjæle billedet. Han ved, at det er vores stue, der er på bogomslaget, fordi han har ringet til redaktøren, og hun har ... ”

”Det var en kvinde, der ringede til Benedicte, men hun sagde faktisk, at kvinden lød amerikansk. ”

”Godt. Men vi kommer hjem, og indbrudstyven dør. Det er nogenlunde til at forstå.”

”Men så er billedet væk næste morgen.”

”Og det var ikke de svenske nynazister. De kunne dårligt have nået at få besked om, at indbrudstyven var død, og jeg kan ikke se, hvordan de skulle kunne nå at få iværksat et nyt indbrud så hurtigt. Sejler der overhovedet flyvebåde om natten?”

”Det ved jeg ikke. Jeg tror det ikke.”

”Så hvem stjal billedet? Tjekkede om det indeholdt det, det skulle, og da det ikke gjorde, hængte det tilbage?”

”Og smadrede hele vores hjem og malede hagekors over det hele, så vi skulle tro, at det var nynazisterne?”

”Som du fik bank af, mens det skete.”

”Læg endelig ikke fingrene imellem. Jeg gjorde, hvad jeg kunne.”

”Det, der giver mest mening, er, at det var dem i den grå Volvo, som stjal billedet, mens vi sov, fandt ud af, at det ikke indeholdt det der skattekort, eller hvad det nu kan have været, og så besluttede, at vi stadig måtte have det.”

”Enig,” siger Jakob og stiller sig hen i vinduet og ser ned på stranden. En lille fiskerjolle er på vej ind i havnen i Ballen med en sværm af måger efter sig. ”Ham P.E.T.-manden, Erik, sagde, de var fra en eller anden organisation af gamle nazister.”

”Ja, måske. Men det kan jo bare ikke have været de samme, som lagde ud med at forsøge at stjæle maleriet. For de har jo ikke kunnet nå det. Der må være to hold, der er ude efter billedet eller skatten.”

”Jeg ved ikke. Måske havde de bare et ekstra sæt indbrudstyve klar. Det kan have været så meget. Vi finder sikkert aldrig ud af det. Vi skal bare gemme os her nogle uger, så tager vi tilbage. Det skal nok gå alt sammen.”

”Nok gå, Jakob? En organisation, der er så stor, at den kan få vores bankkonti til at forsvinde i løbet af en eftermiddag, kan slippe af sted med hvad som helst.”

”Nej, de kan ej. De har en skidedygtig hacker, og det er alt.”

”Og ham din ven, Erik, han ved for meget.”

”Hold nu op, Stine. Det er hans job at vide for meget. Han er P.E.T.-agent.”

Stine går ud i køkkenet. Jakob bliver stående og ser ud ad vinduet. Noget har fanget hans opmærksomhed. En mand kommer gående i vandkanten med en kikkert om halsen. For lidt siden stoppede han op, satte kikkerten for øjnene og så op på sommerhuset. Jakob kunne næsten føle hans blik mod sin hud. Nu sjosker han bare af sted med hænderne i lommerne. Det er manden fra færgen, ham der kom ud fra toilettet.

”Har du nogle kontanter?” spørger Stine ude fra køkkenet.

”Ja.”

”Skal vi så ikke se at få købt ind?”