SS-sanatorium Hohenlychen. Tyskland. 3. juli 1942.
SS-Sturmbannführer dr. Ludwig Berger sidder ved skrivebordet og gennemgår dagens arbejde. Af og til ser han ud på tennisbanerne nede ved søen. To mænd står afslappet og spiller bolden frem og tilbage. Rehabiliterende patienter. Sårede soldater fra en Einsatz-kommando i Letland. Overordnede, naturligvis. Ellers ville de ikke kunne benytte tennisbanerne.
Han vender tilbage til papirerne. Understreger en sætning. I hans private stue i en anden fløj af det store, gamle sanatorium venter hans kone ham ganske snart. Hun er kommet hele vejen fra München i tog for at vise ham hans fire uger gamle datter. Deres hus ligger i et af Münchens pænere kvarterer, det har tilhørt Berger-slægten, siden det blev opført for lidt over hundrede år siden. Han er kun hjemme i sine ferier. Sådan har det været de ni år, han har været tilknyttet sanatoriet her oppe nord for Berlin, ferierne er bare blevet færre og kortere, siden krigen brød ud.
Det banker på døren.
”Ja,” siger Berger og ser op.
Døren går op og professor Karl Gebhardt træder indenfor.
”Brigadenführer,” siger Berger, rejser sig hurtigt og rækker hånden frem mod sin overordnede, den daglige leder af SS-sanatorium Hohenlychen.
”Heil Hitler,” smiler professoren og vifter lidt distræt med højrehånden. ”Jeg kommer direkte fra Berlin. Har du tid et øjeblik?”
”Selvfølgelig, hvad drejer det sig om? En cigaret?”
”Jo tak,” siger Gebhardt og tager en cigaret fra det sølvetui, Berger holder frem mod ham. ”Jeg havde et vigtigt møde med Reichsführeren,” mumler han, mens han suger ild på cigaretten.
Et vigtigt møde, tænker Berger og ser udtryksløst på sin overordnede, der ikke alene er barndomsven med SS-Reichsführer Heinrich Himmler, men også i tide og utide bliver kaldt til Berlin for at tilse Himmlers indbildte lidelser. Det ved alle på sanatoriet, men ingen taler om det.
”Reichsführerens højre hånd, SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich, døde efter et bombeattentat i Prag for en lille måned siden, som jeg går ud fra, at du ved. Det var ikke bomben, der dræbte ham, selvom han blev alvorligt kvæstet. Obergruppenführeren døde af alt for ringe pleje af de sår, han pådrog sig. Blodforgiftning. Han var en uge om at dø. Himmler er meget bekymret. Han har udset Hohenlychen sanatorium til at lede medicinske og videnskabelige forsøg i den hensigt at finde: 1) en bedre kur mod blodforgiftning og 2) et middel til at hele sår hurtigere, og endelig skal der etableres en forsøgsrække med henblik på at finde den bedst egnede måde at sterilisere uønskede elementer på. Det sidste har jeg givet til dr. Clauberg, vor bedste gynækolog.”
”Javel,” nikker Berger forsigtigt.
”Jeg har jo ikke kunnet undgå at bemærke den iver, du arbejder med,” siger Gebhardt smilende. ,,Især dine bestræbelser på at transplantere kunstige knogler har haft min interesse. Det er ganske imponerende. Jeg nævnte dit navn for Reichsführeren, og han var enig med mig i, at du vil være den bedste til at varetage de medicinske eksperimenter, der skal til for at opnå en større viden om, hvordan sår heler. Fangerne i kz-lejren for kvinder i Ravensbrück står fuldt ud til din disposition. Du vil naturligvis rapportere direkte til mig og eventuelle patenter vil tilhøre instituttet. Nogen spørgsmål?”
”Hvornår starter jeg?”
”Nu.”
”Javel. Tak.”
”Og Sturmbannführer Berger, bliv endelig ved med dine transplantationseksperimenter. Fangerne i Ravensbrück står også til din rådighed i denne henseende.”
Ludwig Berger nærmest svæver ud af den smukke bindingsværksbygning lidt senere. Han driver gennem parken og sidder kort efter med sin lille ny datter i armene, mens Elsa, hans kone, snakker og snakker og snakker. Dagen efter kan han end ikke huske datterens hårfarve.