Ballen. Samsø. Danmark. Nu.
Jakob åbner en flaske vin. Stine halvvejs sidder, halvvejs ligger på langs i sofaen med en lille skål peanuts på maven. Jakob rækker hende et glas og sætter sig i kurvestolen.
”Skål,” mumler han og tvinger et smil frem. Sommerhusets stue er meget lille. Det er næsten, som om væggene trækker sig sammen om dem. Sofabord, sofa, kurvestol, en lille reol og et tv er der blevet plads til. Der er vinduer i begge sider, et mod stranden og et mod Strandvejen. Vinen er sur. I morgen vil han tage bussen ind til Tranebjerg og købe et glas Alminox på apoteket. Han stiller vinglasset fra sig på bordet og går ud på verandaen.
”Hvor skal du hen?” spørger Stine.
”Jeg trænger bare til lidt luft.”
”Jeg elsker dig,” siger hun stille. ”Det skal nok gå. Vi er i sikkerhed her. Det er okay at slappe af nu.”
Jakob vender sig og møder hendes blik. ”Jeg skal bare have lidt luft. Jeg er okay.”
”Gider du række mig fjernbetjeningen?” spørger hun og peger over på reolen.
”Ja,” svarer Jakob, men bliver stående, hvor han står. Mørket er på vej. De første stjerner blinker højt oppe på himlen. Jakob kan se sit eget ansigt i verandadørens ruder. Krattet i haven ned mod stranden bevæger sig let i vinden. Et krydstogtskib sejler forbi ude på havet med lys nok i masterne til en mindre byfest.
”Kom lige,” siger han til Stine.
”Hvad er det? Hvorfor hvisker du?”
”Kom nu bare.”
Hun tøver ganske kort. Stiller så skålen med peanuts på bordet og kommer hen til ham. ”Hvad er det?”
”Kan du se ham manden nede på stranden?”
”Ja.”
”Han var med samme færge som mig,” siger Jakob. ”Høj, lys, talte amerikansk. Han gik også rundt nede på stranden, da vi tog ind til Ballen og købte ind i eftermiddag.”
”Det er for mørkt, jeg kan ikke se ham ordentligt.”
”Men det er den samme mand, Stine. Han er fulgt efter mig herover, og nu holder han øje med os.”
”Nu er det altså dig, der er paranoid.”
”Jeg ved det. Jeg ved det.” Han vender sig, går ind og tømmer sit vinglas i en mundfuld. Lader sig dumpe ned i kurvestolen. ”Jeg kan ikke holde det her ud.”
”Det bliver bedre, nar vi har fået lidt søvn,” siger Stine uden megen overbevisning i stemmen.
Jakob tager fjernbetjeningen og tænder for fjernsynet. Der er en nyhedsudsendelse i gang.
”En voldsom eksplosion ødelagde i dag en mindre villa i Helsinge i Nordsjælland,” siger nyhedsoplæseren, mens billeder af murbrokker og eternitplader fylder skærmen. ”En midaldrende kvinde er blevet indlagt på Hillerød Sygehus med alvorlige kvæstelser efter eksplosionen.”
”Åh Gud,” gisper Stine. ”Det er min mors hus. Det er min mor!”