Landskrona. Skåne. Sverige. Nu.
Göran Alfredson trækker huen godt ned om ørerne og ser op mod strandpavillonens oplyste vinduer. En tjener skænker vin i et glas. Ved et andet bord tager en kvinde en cigaret op af sin taske. Vinden, der kommer ind ude fra Øresund, er bidende kold. Han kan lige ane det hvide skum ude på bølgerne.
En bil kører langsomt forbi ham, blinker og drejer ind til den gamle borg, der ligger inde i mørket bag voldgravene og de gamle kanoner. Han ser længe efter bilen, men det er ikke den rigtige vogn, ikke den han venter på. Han rører forsigtigt ved bulen i nakken. Den er ikke så øm mere. Britt-Marie har også selv fået buler i hovedet nu. Det har han sørget for.
Endnu en bil kommer ned ad vejen. En limousine. Det er den, det ved han lige så snart han får øje på den. Der er noget ved den måde, limoen nærmest lister af sted på under de lave træer.
Den standser ud for ham og døren går op.
Han tøver kort, før han sætter sig ind. Han har aldrig set det indvendige af en limousine før. Læder, tonede ruder, hjemmebar. En småfed mand i dyrt jakkesæt smiler koldt til ham inde fra halvmørket. Göran hopper ind.
”Godaften, Göran,” siger manden og tager et par hurtige sug af en inhalator. ”Undskyld mig, min astma er ikke glad for klimaet her hos jer.” Han taler svensk, men lyder som en fremmedarbejder.
”Mit navn er Adolf Müller. Jeg er rejst en lang vej for at møde dig, Göran.”