Ballen. Samsø. Danmark. Nu.
Jakob smækker kufferten i og løfter den ned fra kommoden i soveværelset. Der er så lavt til loftet, at han må bøje hovedet, når han står. Han vender sig mod Stine.
”Den sidste færge til Kalundborg er altså sejlet for længst,” siger han. ”Vi kan tage af sted i morgen tidlig.”
”Det er min mor,” siger Stine tomt og ser op på ham med røde øjne. Gråden er heldigvis stilnet af nu. Han hader, når hun græder. ”Måske kan vi få en fisker til at sejle os over.”
”En fisker?”
”Ja. Vi kan tilbyde ham nogle penge.”
”Nå.”
”Hvad nu?” Hun rejser sig op, rører ved hans skulder.
”Ikke noget. Har du ikke noget, du skal have pakket?”
”Jeg har ikke noget med. Jeg købte lidt tøj i Kalundborg, inden jeg tog færgen. Rene trusser og sådan. Jeg havde jo ikke noget i bilen. Jo, en masse babytøj, som min mor havde købt, men det ... ”
En lyd nedefra. Et gulvbræt, der giver sig. Der er nogen nede i stuen. De hører det begge. Holder hinandens blik fast. Der er kun én vej ned. Og der er kun én dør, der fører ud af huset. De er fanget.
Jakob ser hen på vinduet, men det er umuligt at komme ud den vej. Selvom man var villig til at springe ud fra første sal med et barn i maven, så er vinduet alligevel alt, alt for lille.
”Vi kan lige så godt gå ned og hilse på,” siger han, tager fat i kufferten og hægter soveværelsesdøren op.
Stine er tavs, men hun følger efter. Han bærer kufferten ned i den lille mellemgang og støtter bagefter Stine ned ad den smalle trappe. Da hun er nede, kysser han hende længe. Da han endelig slipper hende, græder hun igen.
Han vender sig og lukker døren ind til stuen op.