*
Manden fra færgen sidder i kurvestolen med benene over kors og smiler til dem.
”Hvad laver du her?” spørger Jakob med mere ro i stemmen, end han føler.
”Åh, tilgiv mig, at jeg sådan braser ind i jeres hus,” siger han med meget svag accent.
”Ud!” siger Jakob og stiller kufferten på gulvet. ”Ud! Forsvind!”
”Desværre,” siger manden og slår ud med hånden. ”Jeg kan forstå din vrede, men jeg er ikke din fjende.”
Jakob fisker mobilen op af lommen.
”Hør på mig først,” siger manden og knapper jakken op. ,,I er ikke i sikkerhed her. Det danske politi kan ikke hjælpe jer. De er ikke jeres venner.”
”Men du er?” griner Stine tørt. ”Hvor dumme tror du, vi er?”
”Godt. Som I vil. Jeg vil gerne se maleriet.”
Jakob taster 112 på telefonen. Holder den op til øret og ser igen på manden i kurvestolen, der nu har en stor, sort pistol i hånden, som han med korte, præcise bevægelser er ved at skrue en lyddæmper på.
Stine tager fat i Jakobs arm. ”Lad være.”
Jakob afbryder samtalen, netop som der bliver svaret i den anden ende.
”Maleriet,” gentager manden i kurvestolen. ”Min chef vil gerne kaste et blik på det.” Han nikker i retning af verandadøren, men Jakob kan ikke flytte blikket fra pistolen. Nu er lyddæmperen på plads, og manden lægger pistolen på sofabordet.
”Vi har det ikke,” siger Stine.
”Jo, vi har,” afbryder Jakob. ”Det er i kufferten.”
”Tag det frem.”
Jakob bøjer sig over kufferten, klikker låsene op og haler billedet op af kufferten. ”Her er det. Men det indeholder ikke det, I søger.”
Manden tager billedet og rækker det ud ad verandadøren til en mørk skikkelse. Lav og småfed. Vender og drejer billedet. Forsvinder et øjeblik om rundt om hjørnet.
Manden fra færgen bliver stående i døren. Jakob ser Stine kaste et hurtigt blik på pistolen, der stadig ligger på bordet, og hvisker: ”Nej.”
Billedet bliver stukket ind ad verandadøren igen. En cigaretglød danser uden for døren.
”Det er det rigtige billede,” siger skikkelsen uden for døren. En hæs, kvindestemme med tyk accent der lyder meget amerikansk. Duften af cigaretrøg bliver baret af vinden ind ad den åbne verandadør. ”Hvordan har I fået fat på det?”
”Jeg arvede det fra min mormor,” svarer Stine. ”Der er ikke rigtig nogen, der ved, hvor hun havde det fra. Men min morfar var i modstandsbevægelsen under krigen.”
”Javel,” siger kvinden og suger hurtigt på cigaretten. ”Vi kan beskytte jer, hvis I hjælper os. Det vil jeg gerne understrege.”
”Men vi kan ikke hjælpe nogen,” siger Jakob. ”Jeg ved, at billedet skulle indeholde et eller andet skattekort eller noget i den stil, men det er der åbenbart ikke, og vi har ikke taget det. Vi har bare haft billedet hængende, fordi vi syntes, det var morsomt.”
”Et skattekort?” siger kvinden. ”Hvorfor tror du det?”
”Det har jeg hørt.”
”Fra hvem?”
”P.E.T.”
”I see,” mumler hun og smider cigaretten og træder på gløden. ”Har du tænkt på, at de kunne lyve?”
”Hvorfor skulle de det?”
”I er i livsfare begge to,” siger hun. ”Den organisation, jeg arbejder for, har stor erfaring i den her slags sager. Hjælp mig, og jeg kan garantere jer et liv i tryghed.”
”Men vi kan ikke hjælpe.”
Manden fra færgen går hen til sofabordet og tager sin pistol. Han piller sig distræt i den lyse tot hår, der stikker ned foran hans ene øre. ”Madam?” siger han til kvinden udenfor.
”Det er ikke den rigtige ramme, billedet sidder i,” siger kvinden.
”Hvad?” Frygten gør Stines stemme tynd.
”Billedet sidder ikke i den rigtige ramme,” gentager kvinden. ”Hvor er den rigtige ramme?”
Stine: ”Det har altid siddet i den ramme.”
I det samme bremser en bil op ude på vejen. De ser alle i retning af de hvinende dæk. Ser vognens baglygter lyse rødt. Skimter mænd, der flår dørene op og er ude af vognen, allerede før den holder stille.
Kvinden uden for verandadøren giver sig til at løbe ned mod stranden med manden fra færgen lige i hælene.
”Jeg tror, jeg har tisset i bukserne,” siger Jakob og sætter sig tungt i sofaen.