Hillerød Sygehus. Hillerød. Danmark. Nu.
”Hun vil kun tale med dig,” siger Erik til Stine og stopper op uden for hospitalsstuen. ”Jakob og jeg venter herude. Gå du bare ind.”
Stine slipper Jakobs hånd, skubber forsigtigt døren op og træder ind på stuen.
Fjernsynet kører. Amerikansk humor. Væggene er beskidte. Værelset spejler sig i de store ruder. Der er to senge på stuen, Stines mor ligger i den ene, den anden er tom.
”Stine?” Hun har et sommerfugleplaster i panden, benet i gips og et grimt brandsår på den ene underarm.
”Hej.” Stine går hen til sengen. ”Jeg er ked af det, men det var vist Jakob og mig, de var ude efter.”
”Nej, det var ikke. Det var maleriet. Jeg skulle have advaret dig.”
”Advaret mig? Hvordan?”
”Sæt dig ned, min pige, så skal jeg fortælle dig det hele.”
Stine tager en stol og sætter sig ved siden af sengen. Dåselatter fra fjernsynet. Hurtige skridt på gangen, træsko.
”Gider du lige lukke døren?”
Stine rejser sig og går hen og lukker døren.
”Okay,” siger hun, da hun atter sidder på stolen. ”Fortæl.”
”Der var to. En mand og en kvinde. De bandt mig til en stol ude i køkkenet. Slog og sparkede. Spurgte igen og igen, hvad der var i den pakke, du tog med hjem, da du havde besøgt mig i går. ’Babytøj,’ svarede jeg. Det troede de ikke på. De gav mig en indsprøjtning af en eller anden slags, og det er det sidste jeg husker. Jeg kom til mig selv i ambulancen.”
”Det var en bombe.” Stine tager sin mors hånd i sin. ”Hele huset er ødelagt. Jeg så det i tv.”
”Morfar var ikke modstandsmand,” siger Linda Holten og synker tilbage i puden.
”Hvad siger du?”
”Din morfar var ikke modstandsmand.”
”Men han skrev jo alle de der bøger om sin tid i Sabotagegruppe BB.”
”Ja, han havde travlt med at skjule sandheden. Helten fra Sabotagegruppe BB. Den unge politibetjent, der kæmpede for et frit Danmark. Historierne er gode, og det meste af det, han skrev, var sikkert også sandt nok. Han glemte bare en lille detalje: Han var ansat af Gestapo til at infiltrere Sabotagegruppe BB. Huset, som han og mormor boede i i Lyngby, var købt og betalt med blodpenge. Og han var dygtig. Ingen havde den mindste mistanke til ham, selvom han angav den ene efter den anden.”
Stine slipper morens hånd og flytter sig lidt i stolen. ”Men Gestapo må da have efterladt sig en masse papirer. Ligesom Stasi-arkiverne. ”
”Nej. Det var blevet brændt længe inden.”
”Hvor ved du alt det fra?”
”Mormor fortalte mig det, den dag hun døde. Indtil da havde jeg også troet, at morfar var en helt.”
Stine ser op på lamperne i loftet. ”Jeg ville ønske, at du aldrig havde fortalt mig om det.”
”Ja, sådan havde jeg det også.”
Stilhed følger. Lyden af stemmer på gangen.
”Gider du skænke lidt vand til mig?”
”Ja.” Stine tager kanden og skænker vand i et glas. Hendes hænder ryster.
”Jeg ville heller ikke fortælle dig det, hvis det ikke var nødvendigt. Forstår du, det hele hænger sammen. Morfar var en af Gestapos bedste agenter i Danmark. Hans sidste opgave gik ud på at opbevare et maleri, som ville stå uden for hans hoveddør en morgen. Han skulle gemme maleriet, indtil han blev kontaktet igen. Maleriet dukkede op foran hoveddøren samme dag, som hele Danmark fejrede befrielsen. Krigen var slut. Morfar satte billedet op på loftet. Der kom bare aldrig nogen efter det.”
”Men han smed det ikke ud?” sukker Stine med kvalme i stemmen. ”Han blev ved med at være tro mod Hitler?”
”Måske regnede han bare med at blive betalt godt for ulejligheden, måske turde han ikke andet, hvad ved jeg?”