*
”De vidste, hvad de havde med at gøre, dem, der placerede bomben,” siger Erik og finder cigaretpakken i lommen. ”Det var meningen, hun skulle overleve.”
”Hvem var de?” spørger Jakob og skutter sig. Aftenen er kold. ”De der gamle SS’ere?”
”Sikkert,” nikker Erik og får ild på smøgen. Han inhalerer dybt. ”Der er fandeme snart rygeforbud alle vegne.”
”Men Odessa eller hvad de nu hedder. Hvorfor skulle de male hagekors på væggene, da de smadrede vores lejlighed?”
”For at skræmme jer.” Erik sætter sig på en bænk. ”Der er optræk til noget hos nynazisterne. Vi overvåger dem, så godt vi kan. Men der er noget i gære. Man samler sig. Der er flere våben i omløb end normalt. Det er det samme i Sverige og Norge.”
Jakob kaster et blik op på sygehusets oplyste vinduer. ”Så de gamle SS’ere er altså ved at pudse alle Skandinaviens skinheads på os?”
Erik siger ikke noget, sidder bare og ryger. Jakob sparker til en sten. En ambulances sirene kommer nærmere.
”Og vi troede, vi var i sikkerhed i sommerhuset,” mumler Jakob. ”Er der overhovedet nogen steder, vi kan føle os trygge?”
”Det bliver svært.”
”Hvordan fandt du os egentlig?”
”Mig?”
”Ja, de andre havde jo fulgt efter mig, da jeg tog til Samsø, men det havde du ikke.”
Erik slukker cigaretten på bænkens armlæn og rejser sig op. ”Din mobiltelefon. Telefonselskaberne sporer dem konstant. De er kun glade for at hjælpe os.”
Jakob tager telefonen op af lommen og ser på den. ”Kan de det?”
”De er sjældent mere end halvtreds meter ved siden af.”
Jakob smider mobilen ind i buskadset bag bænken. ”Stine advarede mig faktisk om det. Men på det tidspunkt syntes jeg bare, at hun lød paranoid.”
”At være paranoid,” smågriner Erik, ”er ikke en garanti for, at der ikke er nogen, der er efter en.”