Eiffeltårnet. Paris. Frankrig. Nu.
”Tag lige et billede af mig,” siger Stine og bider i dagens fjerde is. De står på pladsen inde under Eiffeltårnet. Elevatorerne suser op og ned i tårnets fire brune stålben, og der er turister alle vegne. Gadesælgere råber op om deres legetøj og souvenirskrammel. Børn på skateboards og politi på cykler. ”Nej, prøv at sætte dig på hug og tag billedet nedefra, så man kan se, at jeg står inde under Eiffeltårnet.”
”Din mave kommer til at se enorm ud.”
”Tag nu bare det billede!”
Jakob sætter sig på hug, kører zoomen lidt ind og ud, før han tager billedet og rejser sig op igen. ”Hvor længe skal vi blive ved med at lege turister? Jeg er træt, og jeg vil bare have det overstået. Skal vi ikke tage ud og hente rammen nu?”
”Kom,” siger Stine med sit store Hollywoodsmil, som ikke plejer at betyde noget godt. ”Vi går lige en lille tur i parken her.”
”Lad være med at behandle mig som et barn!”
”Synes du, at jeg gør det?”
”Ja.”
”Okay,” siger Stine. ”Hvad gør vi så nu?”
”Lad os gå lidt rundt i parken som et par rigtige turister.”
For at komme over i parken må de krydse en vej, hvor turistbusserne flokkes som bier om et bistade. Tykke amerikanere og fotograferende japanere stormer ud og ind af busserne.
En sølvfarvet Audi TT kører langsomt forbi, mens de venter på et hul i trafikken, så de kan komme over vejen. Audien stopper næsten helt op, da den er ud for dem. Jakob ser ind i bilen, en mor og to børn, en tabt is.
”Prøv at tage et billede af mig her,” siger Stine med det samme falske Hollywoodsmil, da de er kommet et stykke ned i parken. ”Jeg tror, du kan få hele tårnet med.”
”Det kan jeg ikke,” svarer Jakob. ”Man skal meget længere væk.”
”Prøv nu bare.”
”Stine, jeg føler mig som en idiot. Skal vi ikke bare hente den ramme?”
”Når du tager billedet af mig, så læg mærke til de to mennesker, der lige har krydset vejen med alle turistbusserne.”
Jakob ser på hende et par sekunder, så tager han kameraet og giver sig god tid, mens han fotograferer Stine og den nederste halvdel af Eiffeltårnet. Han zoomer ind på de to personer, netop som de begynder at gå ned ad grusstien mod dem. Det er en mand og en kvinde. Manden har mørkt, maskinklippet hår, bred kæbe og et grat skær af skægstubbe. Kvinden er en smule lavere end ham, hun er senet og tynd med kort, sort hår. Jakob synker en klump.
”Det er de to kriminalbetjente, der dukkede op hjemme hos os og spurgte efter dig, da du var taget op til din mor,” hvisker han. ”Dem, Erik sagde, ikke var fra kriminalpolitiet.”
”Det var dem, der kørte i den grå Volvo. Og prøv at se lidt afslappet ud, du ligner en listetyv.”
”Hvad gør vi?”
”Vi leger turister. Skal vi tage hen og se Triumfbuen eller Notre Dame?”