*
Mørket er faldet på, da luderen dukker op. Hun har langt, lyst hår, som de bad om, men øjnene er brune. Et lille ar ved den ene mundvig og store, pumpede silikonebryster. Hun er en centimeter eller to lavere end Stine. Siger hun hedder Michelle på fuldt forståeligt engelsk.
”Tag tøjet af, Michelle,” siger Stine efter at have forklaret hende, hvad der skal foregå.
”Alt tøjet?” spørger Michelle, mens hun lyner den ultrakorte nederdel op og lader den falde.
Stine kaster et hurtigt blik på de knaldrøde g-strengstrusser. ”Behold bare undertøjet på.”
Michelle knapper den kropsnære skjorte op, mens Stine begynder at lægge noget af sit eget tøj frem til hende på sengen.
Jakob sidder med en øl og zapper lidt rundt mellem de franske tv-kanaler. Lægger benene over kors og flytter sig lidt i stolen.
Michelle får en af hotellets hovedpuder på maven, holdt oppe med af par af Stines ventetids-gamacher og over det en stor løs skjorte, afsluttet med et stort tørklæde bundet om maven/puden.
”Sæt dig på sengen,” siger Stine til hende og tager en tube makeup-fjerner. Dupper det massive lag makeup væk fra luderens ansigt og lægger en ny, mere afdæmpet makeup. Sætter håret i en løs hestehale.
”Jeg tror godt, det kan gå.” Hun drejer Michelle rundt.
”Hvad siger du, Jakob? Kan hun gå for at være mig?”
”Det er et af de farlige spørgsmål.”
”Hold nu op. Kan man tro, hun er mig?”
”Ja, det tror jeg.”
”Godt.” Stine kysser ham hurtigt på kinden. ”Så må I jo se at komme af sted. Hav en god aften, skat.”
”Pas nu godt på,” siger han og giver hende et sidste klem.
Tager Michelles hånd og fører hende med sig ud af hotelværelset. Venter på elevatoren ved mosaikvinduet. Hilser på den tykke, sorte stuepige, der kom med håndklæderne i går, da de lige var kommet. Overvejer om han burde give hende drikkepenge, men bliver revet ud af tankerne, da Michelle rykker hårdt i hans arm og hvisker: ”Maven!”
Sekundet efter rammer hovedpuden gulvet med en blød lyd.
Han griber puden og forsøger febrilsk at stoppe den op under skjorten og ned i gamacherne. Michelle løfter skjorten og løsner det sølvgrå tørklæde. Jakob holder puden på plads, mens hun skynder sig at trække ud i gamacherne. Stuepigen kommer grinende hen og forsøger at hjælpe med at få tørklædet til at sidde ordentligt med sine små tykke fingre.
Elevatoren slår dørene op. Jakob takker stuepigen, skubber Michelle ind i elevatoren og trykker på NED. Sveden drypper fra hans armhuler og risler ned ad hans sider.
Han giver nøglen til portieren, lægger armen om livet på luderen og trækker hende ind til sig. Kysser hende hurtigt på kinden, idet de træder ud af hotellet, og fører hende ned ad Rue Tronchet til Madeleinepladsen. En fortravlet mand med et flute under armen er lige ved at støde ind i dem, da han kommer brasende ud af en butik. Jakob har meget svært ved ikke at vende sig og lige se om de to fra den grå Volvo følger efter ham, som de skal.
Michelle lægger en hånd på hans ene balle og giver ham et kærligt klem. ”Så meget behøver du ikke leve dig ind i rollen, ” siger han dæmpet til hende, men hun griner bare.