Le Peny. Place de Madeleine. Paris. Frankrig. Nu.
”Du er sød,” siger Michelle og rykker helt tæt op ad Jakob. ”Hvis du har lyst til lidt ... dessert hjemme hos mig, så skal du bare sige til.”
Jakob tørrer lidt sved af panden og ser ned på sin tallerken, men kan ikke engang huske, hvad det er han spiser. ”Det bliver nok ikke nødvendigt.” Han skubber blidt til Michelle.
Hun lægger en hånd på hans lår. Højt oppe. Tegner cirkler med neglene. ”Du kan få det til en helt speciel pris, fordi jeg kan lide dig.”
Jakob tømmer vinglasset i en mundfuld og fokuserer blikket på spiritusflaskerne bag baren. Whisky, rom, vodka, cognac.
”Jeg er en gift mand. Du har fået dine penge. Du skal bare lade, som om du er min kone. Det er aftalen. Okay?”
”Okay.” Hun rykker lidt væk. Stikker lidt til maden på tallerkenen.
”Har du lyst til noget kaffe?” spørger Jakob og kaster et blik ud over caféen. De sidder inde i det inderste hjørne, der er indrettet som en lille pavillon med udsigt til en frodig have malet på væggen og en rød veloursofa rundt langs væggen. Pavillonen er hævet en smule over resten af caféen, så han kan se det meste. Selvbordene ude på fortovet. Kirken inde midt på pladsen og trafikken udenom. Og der i telefonboksen med røret klemt fast mellem skulder og kind står kvinden fra den grå Volvo og er tilsyneladende midt i en vigtig samtale. Jakob skænker sig lidt mere vin. Manden fra den grå Volvo fik han øje på, lige før de gik ind i café Le Peny.
Jakob sender Stine en tanke. Nu har han begge skygger optaget, så er der kun tilbage at håbe, at hun får fat på rammen.
Michelle skubber til ham. ”Hører du overhovedet, hvad jeg siger?”
”Undskyld.” Han vender sig mod hende. ”Jeg tror, det er bedst, vi ikke snakker så meget.”
”Snakker du da ikke med din kone?”
Tjeneren skæver til dem.
”Jo, men ikke på engelsk.”
Michelle piller lidt ved servietten, river et hjørne af. Ude på pladsen er en gammel Renault ved at parkere bag en helle midt i krydset.
”Kysser din kone dig tit?”
”Det gør hun vel. Hvorfor?”
Michelle læner sig ind mod ham og presser læberne mod hans mund. Jakob tøver først, men hvis nu kvinden fra den grå Volvo ser på dem lige nu ... Han har ikke noget valg. Hendes tunge smager af tobak.
”Jeg skal jo gøre som din kone, ikke?” smiler Michelle.