Hôpital St Lazare. Paris. Frankrig. Nu.
”Jeg skulle gerne tale med en sygeplejerske, der arbejder her på hospitalet,” siger Stine til kvinden bag skranken. ”Nina Skov Hansen. Hun er dansker. ”
”Javel.” Kvinden taster noget ind på computeren. ”Hvilken afdeling er hun tilknyttet?”
”Det ved jeg ikke.”
”Nina Skov Hansen?”
”Ja, tak.”
Der går noget tid, mens kvinden er optaget af computeren, så vender hun sig igen mod Stine. ”Nina Skov Hansen er ikke på hospitalet i aften. Hun har dagvagt. Desværre. Du må komme igen i morgen.”
”Det er meget vigtigt,” siger Stine. ”Er det muligt, jeg kunne få oplyst hendes private adresse?”
”Desværre, det er ikke muligt. Hospitalets politik. Håber du forstår?”
”Nina Skov Hansen er min moster. Det er et absolut nødstilfælde. Jeg er gravid.” Stine drejer sig lidt, så kvinden bag skranken kan se maven. ”Jeg er rejst hele vejen fra København for at komme i kontakt med min moster. Jeg havde en adresse med hjemmefra, men det viser sig, at hun er flyttet.”
”Hvornår skal du føde?” spørger kvinden og tager en kuglepen op af en skuffe.
,,Den 7. august,” siger Stine. ”Jeg tror, det bliver en dreng.”
”Jeg kan ikke få børn,” siger kvinden, mens hun skriver noget på en lille notatblok. ”Havde kræft som barn.”
”Det er jeg ked af,” siger Stine og leder efter flere ord, men finder ingen. ”Det er jeg ked af.” Lysstofrøret over dem klikker.
”Jeg overlevede jo,” smiler kvinden tørt og river papiret af blokken, folder det en enkelt gang og giver det til Stine. ”Held og lykke med den lille. Du har ikke fået det her af mig.”