Place de la Concorde. Paris. Frankrig. Nu.
To små Smart-biler bremser hårdt op og dytter af dem, da Michelle trækker Jakob med over for rødt. Råb fra en nedrullet rude følger dem.
”Jeg vil i pariserhjulet!” Hun læner nakken tilbage og ser op. Tusind farvede pærer blinker fra det store hjul. Danner stjerner, spiraler, mønstre.
Jakob finder glasset med Alminoxer i lommen og stopper et par i munden. ”Så må vi jo i pariserhjulet.” Han giver hendes hånd et lille tryk.
”I aften skal du vise mig, hvordan det er at være turist i Paris.” Hun lægger hovedet mod hans skulder.
”Så lad mig tage et billede af dig med obelisken i baggrunden,” griner Jakob og kan selv høre vinen i sin stemme.
”Obe-hvad?” fniser Michelle og ser til alle sider.
”Den høje sten inde på midten af pladsen.” Jakob peger.
Michelle stiller sig op og smiler glædestrålende til kameraet. Jakob tager hurtigt et billede uden at gide indstille zoomen.
”Hvor gammel er du egentlig?” spørger Jakob, da de et lille kvarter senere sidder i pariserhjulet og kigger ud over byen. Triumfbuen ude for enden af Champs-Elysees, Louvre og glaspyramiden til den modsatte side, og Eiffeltårnet på den anden side af floden. Og Sacre-Coeur oppe på bjerget. Man kan overstå sin sightseeing fra dette hjul.
,,Nitten,” siger Michelle og undgår hans blik.
,,Nitten,” gentager Jakob og ser på hende. De brune øjne, de pumpede bryster, arret ved munden. ”Du ser ældre ud.”
Hun møder hansflik. ”Synes du, jeg ser gammel ud?”
Noget hudløst i hendes blik giver ham dårlig samvittighed. ”Nej.”
”Jeg er seksogtyve, men nitten, når jeg arbejder.”
”Har du altid boet i Paris?”
”Ja.”
”Har du været ... længe?”
”Spørgsmål koster ekstra.” Hun retter på puden på maven. ”Og det er spild af penge, for jeg lyver alligevel.”
”Jeg ville bare småsnakke lidt.”
De er begge tavse et stykke tid. Jakob kan se de to forfølgere stå og spise crepe-pandekager nede ved muren ind til Jardin des Tuileries.
”Det vrimler med rotter nede ved de boder,” siger Michelle. ”Kæmperotter. ”
”Gør der?” Jakob skæver til hende.
”Ja.”
De går hånd i hånd hen ad Rue de Rivoli uden at sige mange ord, da turen i pariserhjulet er slut. En hvid og grøn RATP-bus holder ved et stoppested få meter fremme. Jakob gaber. Vinen er ved at klinge af, og en spids hovedpine er på vej til at tage over. Han lægger en arm om Michelles skuldre og giver hende et hurtigt klem.
”Tak for i aften,” siger han stille. ”Du har klaret det fint.”
”Du kan stadig nå desserten.”
”En anden gang,” siger Jakob og springer på bussen, netop som chaufføren skal til at lukke dørene.
Chaufføren mumler noget på fransk og sætter i gang, allerede inden Jakob har fået stemplet sin billet.
Bussen blander sig med Paris’ evige strøm af trafik, mens Jakob finder en plads og sætter sig. Han forsøger ikke at tænke på, hvordan det mon ville have været, hvis han havde taget imod luderens tilbud om dessert.
Men han har ikke helt held med det.