Montmartre. Paris. Frankrig. Nu.
Efter endnu en tur i taxa står Stine på hjørnet af Avenue Junot og en lille blind vej, der hedder Villa Leandre. En kold vind suser ned gennem den stejle avenue og rusker i det linierede ark papir, som receptionisten på hospitalet gav hende. Tunge skyer er begyndt at trække sammen. Der er regn på vej.
I lyset fra en gadelampe læser hun igen mosterens adresse på papiret. Villa Leandre 6, står der blot. Vejen er spærret af med skilte og plasticstrimler. Vejarbejde. Stakke af brosten og grusbunker fylder vejen. Man kan lige nøjagtig gå på det meget smalle fortov. Nede for enden af den korte vej står en damptromle under en enlig gadelampe. Husene virker velholdte, så meget hun nu kan se af dem i det sparsomme lys.
Nummer 6 er et hvidt hus i tre etager. Hun skubber havelågen op og går hen til dørtelefonen. Og der allerøverst står det: N. S. Hansen & C. Verdun. Hun trykker på dørtelefonen.
En bil dytter et sted i nærheden. Går et skridt tilbage og ser op på vinduerne på anden sal. Der er lys. Hun ringer på igen.
Døren brummer, og hun skynder sig at skubbe den op. Slæber sig op ad trappen til anden sal, mens hun forsøger at forberede sig på at møde sin moster for første gang i mange år.
Døren på anden sal står på klem. Duften af frisk kaffe når helt ud på trappen. Hun banker på og hører skridt nærme sig. Døren går op.
”Stine? Er det dig?” spørger Nina, Stines moster, som bare ligner sig selv og samtidig ser helt anderledes ud.
Stine kan ikke finde noget at sige, hun står der bare, mens tårer, som hun ikke selv forstår, begynder at trille ned ad kinderne.
”Kom med ind.” Nina går ind i lejligheden. Stine følger efter, mens hun hurtigt tørrer tårerne af med fingrene.
”Det er min mand, Claire,” siger Nina, da de når ind i stuen, og slår ud med hånden i retning af en muskuløs kvinde med kort gråt har. Hun ser ud til at være omkring de tres. Til Claire siger hun noget på fransk, og Claire griner. Hun har varme, brune øjne.
”Do you want coffee?” spørger Claire Stine, mens hun kæler Nina i nakken.
”Yes, please.” Stine ved ikke, hvor hun skal se hen.
Claire forsvinder ud i køkkenet.
”Hvorfor er du kommet?”
Stine ser rundt i stuen uden at se noget, hun kan bare ikke se på den moster, der babysittede hende hele hendes barndom.
”Jeg har tænkt meget på dig,” starter hun. ”Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle ... ” Tårerne begynder igen at trille. ”Jeg er kommet efter en ramme.”
”En ramme?”
”Ja.”
”Hvilken ramme?”
”En ramme fra mormor. Det er en meget lang historie. Vi, min mand, Jakob, vi har haft indbrud. En nynazist forsøgte at stjæle et billede, jeg arvede efter mormor. En dame med en stor numse. Jakob kom til at slå indbrudstyven ihjel. Men billedet forsvandt og kom tilbage, og mor er næsten blevet sprængt i luften, og P.E.T. siger, at der skulle være et skattekort gemt i billedet, og vi bliver forfulgt af en eller anden gammel SS-organisation, som er ude efter skatten. Og mor siger, at du har den ramme, billedet, de alle sammen er ude efter, oprindeligt sad i.”
”Jeg forstår ikke et ord,” siger Nina. ”Er der nogen, der har forsøgt at slå Linda ihjel?”
”Ja, hele mors hus er sprængt i stumper og stykker.”
”Du er gravid?”
”Ja, jeg skal føde til august. Faren hedder Jakob. Hør, jeg ved, hvordan det må se ud, at jeg kommer troppende op her og beder om en ramme, men ... ”
”Du ved ingenting.”
I det samme bliver opgangsdøren sparket op.