#58

Montmartre. Paris. Frankrig. Nu.

Stine genkender den sorte kvinde i samme øjeblik, kvinden træder ind i stuen med en cigaret dinglende i mundvigen. Det er stuepigen fra hotellet.

”Undskyld det med døren,” siger hun hæst og med tyk accent. ”Der var ikke tid til at banke på.”

Stine måber. Den stemme. Hun har hørt den før.

”Ud af mit hjem, eller jeg ringer efter politiet!” Nina peger på døren.

”Jeg bliver nødt til at bede jer om at forholde jer roligt.” Den sorte kvinde går hen til dem. Hun løfter lidt ud i jakken, så de kan se pistolen i skulderhylsteret. ”Jeg er bare ude efter den originale ramme. Der behøver ikke ske noget ubehageligt.”

”Den er ikke her,” siger Stine kun en anelse højere end en hvisken.

”Gary!” Kvinden finder en pakke cigaretter i lommen. ”Kom lige.” Hun møder Stines blik, mens hun tænder en ny cigaret med gløden fra den gamle. ”Du har imponeret mig. Det var smart at klæde luderen ud. Jeg tror, det virkede. De hoppede på den. Men du havde ingen anelse om, at vi også var i Paris, vel?”

”Hvem er I?”

En høj og lys mand, Gary, kommer ind i stuen, ser på den sorte kvinde. ”Hvad er der, Barbie?”

Stine kan mærke, at hun måber. Hun har set ham før. Det er manden, der fulgte efter Jakob til Samsø. Ham, de troede tilhørte en gammel SS-organisation.

”Hvem er I?”

”Ja, vi har mødt hinanden før,” siger kvinden. ”Dejligt sommerhus, din far har.”

Stine bare stirrer på hende.

”Jeg advarede jer den gang, det håber jeg, du husker?” siger manden, Gary. ”Hvem tror du, de to andre er?”

”Nogle fra en organisation af gamle nazister?”

Barbie sender Gary et langt blik. ”De gamle nazister er dit mindste problem.”

”Hvert år forsvinder der mennesker sporløst i dit land,” siger Gary. ”Hvor tror du, de bliver af?”

Stine ser på sin moster. Nina stirrer tomt ned i sofabordet.

”Selv demokratier har brug for at skille sig af med uønskede elementer,” fortsætter Gary. ”Nogle opgaver er så hemmelige, at de almindelige efterretningstjenester ikke er hemmelige nok.”

”Jeg vil ikke høre mere.”

Barbie går lidt rundt i stuen. ”Rammen,” siger hun. ”Jeg vil bare have rammen.”

,,I har sprængt min søsters hus i luften.” Nina ser pludselig op på Barbie. ”LAD MIN NIECE VÆRE!”

”Vi bruger slet ikke den slags metoder.”

”CIA?” fnyser Nina. ”Den er god med dig.”

”Hvorfor tror du dog, at vi er CIA?” spørger Gary.

”Hvem er I?” Stine, igen.

”Det er faktisk bedst for dig, at du ikke ved det.” Barbie suger hårdt på cigaretten. ”Stine, vil du være rar at rejse dig ganske langsomt og tage billedet med rammen som oprindeligt sad på Hitlers lille akvarel ned til mig.”

Stine rejser sig tøvende. ”Men?” siger hun og ser rundt i stuen.

Der hænger to billeder i nogenlunde samme størrelse. Hun ser ned på Nina, der nikker i retning af det ene. Det forestiller en rød firkant på blå baggrund. ”Det?” spørger Stine og går hen til det.

Bag hen de griner Barbie. ”Nejnej, den går ikke. Det andet. Tak.”

Stine ser ned på Nina, der bare trækker på skulderen. Så går hun hen til det andet billede. To fisk der ligger ved siden af en lystfiskers taske og net. Hun rækker op og tager billedet ned. Der sidder lidt støv på bagsiden.

”Giv det til Gary,” siger Barbie, da døren ud til køkkenet går op, og Claire Verdun springer ind med en stor stegepande i hånden. Barbie vender sig hurtigt, famler under jakken efter pistolen, men Claire har allerede svunget stegepanden. Den rammer den sorte kvinde på siden af hovedet og slår hende i gulvet.