Charles de Gaulle. Paris. Frankrig. Nu.
De små flasker er sluppet op. Jakob sidder ved et bord i den sære, runde lufthavnsbygning med en dobbelt whisky foran sig og flytter uroligt på benene. Kigger på uret. Tager whiskyglasset og lader isterningerne sejle en runde. Tjekker ansigter. Drikker af whiskyen.
Og får den galt i halsen, da Stine pludselig dukker op ud af det blå og smider et flænget maleri af nogle fisk på bordet foran ham.
”Giv mig den der.” Hun snupper whiskyglasset ud af hånden på ham og bunder det, mens han stadig hoster og sprutter.
”Vi må se at komme ud til gaten. Flyet letter snart,” siger hun uden at se på ham. Stiller glasset fra sig og begynder at gå hen mod rullefortovene, der i lange glasrør fører de rejsende fra en etage til en anden på kryds og tværs i bygningens midte. Som noget fra en science fiction-tegneserie fra 70’erne.
Jakob tager maleriet og skynder sig efter Stine. Han har aldrig set hende sådan før. Sammenbidt, forstummet, døde øjne.
”Stine?” siger han og tager fat i hende. ”Så gik det hele godt?”
”Det gik,” siger hun blot.
”Men det er den rigtige ramme denne her?”
”Det går jeg ud fra.”
”Nå. Men jeg er også glad for at se dig.”
”Du er fuld.”
”Fuck dig. Jeg er ikke fuld.”
”Kan vi ikke bare lade være med at sige noget?” siger Stine og har stadig ikke mødt hans blik. ”Jeg har slået en mand ihjel. Jeg er meget træt nu.”
Jakob åbner munden for at sige noget, men lukker den langsomt igen. Hvad kan han sige? Her i lufthavnen? Med hjernen sløret af alkohol? Og paranoia i blodet?
Tyve minutter senere sover han i SAS-flyet, mens Stine ser forbi ham ud gennem det lille vindue på Paris’ lys, der forsvinder i mørket under dem.