Kz-Ravensbrück. Tyskland. 22. september 1944.
”SS-Hauptsturmführer Dr. Berger!” siger SS-kureren forpustet og smækker hælene sammen.
”Det er mig,” siger Berger og ser op fra journalen. ”Heil Hitler!”
”Heil Hitler!” brøler kureren og rækker et brev frem mod Berger. ”Jeg har en vigtig forsendelse til Hauptsturmführeren. Hvis Hauptsturmführeren vil kvittere her?”
Berger kvitterer, får sit brev, og kureren skynder sig videre. Berger står længe og ser på kuverten, tjekker afsenderen og har bare ikke lyst til at åbne brevet. Han ser ud ad vinduet, ser kureren sætte sig op på sin Kettenrad, en motorcykel med larvefødder, og starte motoren. Berger følger ham med øjnene, da han drejer gashåndtaget, og larvefødderne spinder en omgang på den mudrede appelplads, før den får fat og styrer ud gennem porten. Ligene af tre unge kvinder ligger i mudderet og venter på at blive transporteret ned til krematoriet.
Berger vender sig fra vinduet og åbner brevet. Det indeholder et ark papir. Hans hjerte begynder at slå hårdt i brystet.
Han folder arket ud. En kort besked skrevet på en slidt skrivemaskine, hvor tasten ‘n’ sidder skævt.
Han ved, hvad der står, allerede før han læser det. Har frygtet det alt for længe.
München, 20.09.1944
Kære SS-Hauptsturmführer Doktor Ludwig Berger,
Det er min tunge pligt at måtte overbringe Dem den sørgelige nyhed, at Deres kone, Elsa Berger f Zweisinger, og datter, Heidi Berger, begge er omkommet under det frygtelige bombardement af München natten til i går, den 19.09.1944.
Det gør mig usigeligt ondt på Deres vegne.
Heil Hitler
Berger krøller brevet sammen uden at læse underskriften. En pludselig lyd kommer ud af hans mund. Han må støtte sig til skrivebordet. Blækhuset falder på gulvet og knuses. Et par lange minutter står han helt stille der i lejrens lægekontor, hovedet bøjet forover, ænderne bidt hårdt sammen.
Så banker det let på døren.
”Ja?” siger han med grødet stemme og rejser sig op.
Lægesekretæren, en politisk fange fra Polen, træder forsigtigt indenfor. ”Professoren er ankommet,” siger hun blot.
”Godt.” Berger går hen til skabet og finder sin hvide kittel. ”Jeg tabte blækhuset,” siger han, mens han trækker kitlen på og begynder at knappe knapperne. ”Tør det lige op.”
Professor Clauberg ligner sig selv. Melankolske hundeøjne bag runde hinkesten. Et solidt lag fedt over hele kroppen. Tyndt, tilbagestrøget, mørkt hår. Smalle læber.
”Åh, Heil Hitler,” siger han og løfter højrehånden en smule.
”Professor.” Berger lukker døren efter ham og pakker smerten ned. ”Tak, fordi De kunne afse tid til at kigge forbi.”
”Årh! Jeg skulle alligevel herud.” Clauberg tager en cigar fra kassen, Berger holder frem mod ham. ”Jeg har 121 unge sigøjnerpiger at sterilisere. Eller også var det 212, jeg kan ikke huske det. Jeg har en fange ansat til at holde rede på den slags. Den ene ligner jo den anden.”
”Jeg har en sigøjnerpige, som jeg gerne vil vise Dem,” siger Berger og stryger en tændstik for professoren. ”Jeg kan garantere for, at hun ikke er som nogen anden.”
”Jaså.” Clauberg og suger ild på cigaren.
Sigøjnerpigen ligger på maven, bundet til sengen i det lille undersøgelseslokale i den modsatte ende af barakken. Hun er nøgen. Gåsehud over hele kroppen. Man kan ane tatoveringen fra Auschwitz på hendes underarm.
”Se her.” Berger peger på et lyserødt ar, der bugter sig fra ryggen og ned over den ene balle. ”Hvad ser De?”
Clauberg læner sig ind over pigen og trækker på skulderen.
”Et normalt helende operationssår i maturationsfasen. På en normal, sund, tysk kvinde ville jeg sige, at såret er 14 dage gammelt, men da det drejer sig om en af disse kz-fanger, som jo ikke altid er i den bedste fysiske tilstand, vil jeg gætte på, at såret nok er en del ældre. Skal vi sige tre til fire uger?”
”Det er to dage gammelt.”
Clauberg retter på brillerne og rynker brynene. ”Det er umuligt. Efter to dage vil såret stadig befinde sig i ekssudationsfasen. Der vil være skorpe, det vil væske, og stingene ville stadig sidde i.”
”Jeg fjernede stingene to en halv time efter operationen.”
”De hvad? Det kan ikke lade sig gøre!”
”Jeg lovede Dem, at denne sigøjnerpige ikke ville være som de andre.” Berger kan ikke lade være med at triumfere. ”Hendes krop heler simpelthen sår hurtigere end noget, jeg nogensinde har set før.”
”Det må jeg sige.” Clauberg undersøger arret med fingrene. ”Det føles forbavsende smidigt af arvæv at være. Nu er det jo faktisk Deres område, dr. Berger, men arvæv plejer i min erfaring at skille sig tydeligt ud fra det oprindelige væv.”
”Det er korrekt. Jeg udførte en mindre operation på låret, lige da jeg havde fået hende transporteret hertil fra Auschwitz for fire uger siden.”
”Hvor?”
”Her.” Berger peger på låret. ”Jeg åbnede helt ind til benet.”
”Men der er jo intet at se.”
”Nej. Intet arvæv. Såret er helet perfekt.”
”Det er umuligt.”
”Dr. Mengele opdagede hende ved et tilfælde i Auschwitz. Hun fik pisk af en Aufseherin for at stjæle kartoffelskræller, og der blev ikke lagt fingre imellem. Alle regnede med, at hun ville dø af sine sår, men dagen efter stod hun ret op og ned på appelpladsen.”
”Hun hvad? Et sted som Auschwitz dør man af den slags,” siger Clauberg. ”Det er et paradis for bakteriestammer af enhver art. Jeg har udført en række yderst interessante sterilisationsforsøg i lejren, så jeg ved alt om det.”
”Piskningen fandt sted i slutningen af juli.” Berger stryger en hånd ned ad sigøjnerpigens ryg. ,,I dag er der intet at se. Intet.”
Claubergs mundvige peger nedad. ”Jeg er gynækolog. Hvorfor viser De dette til mig?”
”Har De bemærket byggeriet i lejrens udkant?”
”Åh, ja, gaskamret.”
”Præcis, gaskamret. Det forventes at kunne tages i brug inden november. Jeg vil have min sigøjnerpige ud af lejren inden da. Jeg vil ikke komme hertil en morgen for at finde ud af, at en eller anden dum kommandant har gasset hele forsøgsbarakken, mens jeg var væk.”
”Hm,” siger Clauberg.
”Denne pige er unik. Der har sikkert aldrig i hele menneskehedens historie eksisteret et menneske, hvis krop heles som denne piges. Jeg ønsker at bringe hende til sanatoriet i Hohenlychen for at foretage grundige studier af dette ... fænomen.”
”De har brug for en allieret, inden De forelægger sagen for professor Gebhardt?”