Kastrup Lufthavn. København. Danmark. Nu.
Jakob ser sig om efter en cola-automat. Tør i munden. Begyndende hovedpine lige over det ene øjenbryn. Sur mave.
En ensom kuffert kører rundt på det nærmeste transportbånd. Den sidste bagage fra deres fly. De andre rejsende forsvinder i retning af tolden. En stor, tom stilhed lægger sig over ankomsthallen.
”Vi må hellere ringe til din ven fra P.E.T.” Stine sætter sig på en af stolene langs væggen med maleriet på knæene. ”Jeg tror, det er bedst, at han kommer herud og henter os.”
Jakob ser ned på hende. De blege kinder, den store mave. ”Hvad skete der i Paris, skat?”
Hun ser væk, følger kuffertens vej rundt på transportbandet. ”Jeg kørte en mand ned. Han skød på mig.”
”Hvem?” Kun en svag hvisken.
”Jeg skal nok fortælle dig det hele,” siger Stine med tynd stemme og møder endelig hans blik. ”Men ikke her.”
”For fanden, Stine!” Han rejser sig hurtigt, vender sig væk.
Et halvt hundrede japanere kommer pludrende ind og stimler sammen om et transportband et stykke henne.
”Jeg bliver nødt til at få noget at drikke.” Jakob krydser gennem rummet hen til cola-automaten.
”Ring nu til ham Erik,” siger Stine, da han lidt efter er tilbage med en cola.
”Det kan jeg ikke.” Jakob sætter sig ned ved siden af hende.
”Jeg har smidt min mobil væk.”
”Der er en mønttelefon derovre.”
Jakob kører træt en hånd rundt i ansigtet. ”Det er ikke det. Jeg har ikke hans nummer. Det var kodet ind på mobilen.”
Stine sidder længe helt stille og ser på sine hænder, der holder maleriet. Døde fisk og net. Jakob drikker lidt af colaen, flytter på benene.
”Prøv oplysningen.”
”Oplysningen? P.E.T. står sgu da ikke i telefonbogen!”
”Det kan da godt være. Prøv nu.”
Jakob rejser sig og går hen til mønttelefonen. Lægger mønter i slisken og ringer op. Taler lidt. Ringer op igen. Taler. Kommer flere mønter i. Taler. Skifter vægten over på det andet ben.
Japanerne har fået deres kufferter og er forsvundet ud gennem tolden, da han endelig sætter sig ved siden af Stine igen. En ny strøm af mennesker fylder rummet. Nordmænd. Transportbåndet lige foran dem spytter kufferter op nedefra.
”P.E.T. har hemmeligt nummer,” siger Jakob. ”Jeg fik nummeret til Rigspolitiet. Jeg blev stillet om hundrede gange. P.E.T. er afdeling G. Men man kan ikke bare komme til at tale med dem. Jeg bad alle dem, jeg talte med, give besked til Erik Wemp Jensen om at hente os i lufthavnen, men ham kendte de ikke.”
”Fuck.”
”Jeg er ikke en gang sikker på, hvem det var jeg talte med.”
”Hvad gør vi nu?”
Jakob slår ud med hænderne. ”Jeg ved det ikke. Vi må vel tage hjem.”
Stine vender maleriet rundt. Hun piller lidt ved bagbeklædningen. ”Vent her,” siger hun og rejser sig.
”Hvor skal du hen?”
”På toilettet.”
Lidt efter låser hun toiletdøren efter sig. Lirker maleriet ud af rammen, så langt så godt. Stiller billedet af fisk og net på gulvet. Undersøger rammen i lyset fra lysstofrørene. Guldfarvet træ. Udskåret, prangende. Forsøger at skille rammen ad med nøglen hjem til. Uden held. Lytter. Kan høre én vaske hænder, tørre dem under blæseren og gå. Stilhed. Hun er alene. Slår rammen ned i gulvet. Igen. Igen. Den begynder at give sig i samlingerne. Stamper på den, hører træet give sig. Guldmalingen skaller af. En lille metalcylinder triller ud på gulvet og ind under skillevæggen til det næste aflukke. Hun flår døren op, tumler ud og kaster sig ind ad døren til aflukket ved siden af. Cylinderen ligger på gulvet helt inde bag toilettet.
Hun tager den forsigtigt op i hånden. Den vejer næsten ingenting. Lader fingrene glide hen over den. Den kan skilles ad i to. Hun trækker den ganske stille fra hinanden. Et gulnet stykke papir kommer til syne.