Østerbro. København. Danmark. Nu.
”Lad mig være i fred.” Stine gør sig fri af Jakobs arme. Hun flytter lidt på den gulnede papirlap, hun fandt i rammen, glatter den og lægger den tilbage i vindueskarmen.
”Fuck skal du have!” Jakob vender sig mod sofaen og rejser den op. ”Det er også mit hjem, der er blevet smadret, ikke?”
Han finder en flænset pude og smider den op i sofaen. ”Jeg ville bare trøste dig.”
”Jeg skal ikke trøstes!” Hun stamper ind i soveværelset, kaster lidt rundt med tingene derinde.
Jakob kører en hånd gennem håret, mens han ser på ordet JØDESVIN på stuevæggen uden at kunne samle tankerne. Han finder Alminoxerne og tygger et par stykker. Hører Stine græde. Går ind til hende.
”Skat?” siger han forsigtigt. ”Vi skal nok ... ”
”Nej! Alt er smadret. Hele mit hjem! Alt!”
”Lyset virker stadig.”
”Ah! Wow! Men så skal det hele nok gå!”
”Stine.”
”Skrid med dig!”
”Stine.”
”Jeg kan ikke mere!”
”Hvordan tror du, jeg har det? Det var ikke mig, der ville til Paris og sætte livet på spil.”
”Det var da ellers dig, der tog til Sverige for at slås med nynazister helt alene!”
”Jeg ville bare snakke med dem. Jeg ville beskytte min lille familie.”
”Åhja, den store mand! Macho-macho!”
”Jeg er træt. Jeg finder luftmadrassen, så kan du sove på sofaen.”
Han samler en dyne op fra gulvet og kaster den over til Stine. ”Jeg elsker dig.”
Luftmadrassen finder han i resterne af klædeskabet ude i entreen sammen med pumpen. Han har fået pumpet madrassen op og er ved at sætte proppen i, da Stine kommer ind til ham i stuen.
”Hvem,” starter hun, men går i stå.
”Hvem hvad?”
Hun sætter sig i sofaen og trækker dynen op om sig. ”Hvem alt. Hvem smadrede vores lejlighed? Hvem var det, jeg kørte over med damptromlen? Hvem var de to andre, der skyggede os i Paris, dem fra den grå Volvo? Hvem er ham Erik fra P.E.T.? Hvem kan vi stole på? Hvad fanden skal vi stille op den papirlap? Er det et kort? Platkowsee? Geheimschutz? Hvordan finder vi det?”
Jakob sætter sig ved siden af hende. ”Jeg ved det ikke.”
”Hende nynazisten, der brød ind her, hende, der løb ind i din kniv.”
”Eva. Hun gjorde det for en høj, lys amerikaner, der hed Gary, ikke for de nynazister, hun tilhørte.”
”Manden i sommerhuset på Samsø, ham, jeg kørte ned i Paris.”
”Amerikaner. CIA?”
”Måske. Vi kan i hvert fald godt udelukke Odessa eller en anden organisation af gamle SS’ere. Hans chef var den tykke, sorte stuepige på hotellet.”
”Hun så Michelle tabe puden på maven.”
”Så var det derfor hun fulgte efter mig.”
”Men de andre, dem fra Volvoen?”
”En eller anden anden organisation. Tysk, fransk, engelsk. Det spiller ingen rolle, tror jeg.”
”Det er da vel meget rart at vide, hvem vi er oppe imod.”
Stine trækker en krøllet pakke cigaretter op af lommen med et trist smil. ”Jeg købte dem her i Paris, da jeg havde efterladt damptromlen. Vil du have en?”
”Nej,” siger Jakob sort, men tager alligevel en smøg fra pakken.