*
Stine har plukveer, læner sig op ad cykelskuret i baggården og hiver efter vejret. ”Se, køkkenvinduet!” gisper hun. ”Lyset er blevet tændt. Hun er inde i lejligheden.”
Jakob ser op, men kan ikke huske, om lyset var tændt eller slukket i køkkenet. ”Tror du, hun ville gøre os noget?”
”Jeg kørte hendes makker ned med en damptromle.” Stine skærer ansigt. ”Hvad tror du?”
Jakob ser op på køkkenvinduet igen. En hurtig bevægelse bag ruden, måske ingenting, ikke sikker. ”Vi kan ikke blive her.”
”Måske går hun igen om lidt. Jeg ville gerne pakke lidt tøj ... ”
”Vent,” siger Jakob, idet han igen synes, han kan se noget deroppe i køkkenet. Og denne gang er der ikke noget at tage fejl af. Den sorte kvinde kommer til syne, kigger ned i gården.
”Jakob!” råbe-hvisker Stine og trækker ham hurtigt med ind i cykelskuret. En cykel vælter med et skramlende brag. Jakob snapper efter luft.
”Så hun os?”
”Ved det ikke. Skal vi ikke hellere se at komme væk?”
”Jeg kan ikke løbe mere, Jakob. Mine ben … Min mave … Jeg er ved at blive flået i stykker af plukvær. Jeg er bange for at tabe barnet.”
Armene om hende. Hvad andet kan han gøre?
Lytte.
Klirrende glas fra værtshuset i nummer 18, en politisirene et stykke væk. En lastbil, der gasser op. Døren til bagtrappen. Skridt. En silhuet i døren til cykelskuret. Højre hånd inde under jakken. En cigaret i munden.
”Jeg er ked det med din makker,” stammer Stine. ”Jeg ville ikke køre ham ned. Jeg troede, han ville flytte sig.”
”Men det gjorde han ikke.” Den sorte kvinde haler en kantet pistol ud fra jakken. Giver sig til at skrue en lang, tynd lyddæmper på. ”Gary var en helt på sin egen måde. Du har noget, jeg gerne vil have. Det er lettest og mest smertefrit for os alle, hvis du giver mig det nu.”
”Du arbejder for den amerikanske stat, har jeg ret?” siger Jakob og fortsætter, da hun ikke engang ser på ham. ”USA vil ikke slå to mennesker fra et NATO-land ihjel for en smule guld. Hvorfor stopper du ikke bare den pistol tilbage, hvor den kom fra.”
”Guld?” Nu ser hun endelig på ham. ”Hvad taler du om? Slår jeg jer ihjel, er det gengældelse for den terrorhandling, I udførte i Paris. I dræbte et højtstående og hædersdekoreret medlem af den amerikanske stat, da han i kraft af sin rolle som ... hvad hedder det på dansk? ... undercover agent i en terrorcelle i Skandinavien blev afsløret af jer, cellens bagmænd. I er ikke vores allierede, I er vores fjender. Vi er i krig mod terror, al slags terror.”
Jakobs ben dirrer usikkert under ham. Han støtter sig til cykelskuret og ser på Stine.
”Der var ikke noget i rammen,” siger hun. ”Det var derfor, vi kom hjem. Der var ikke mere at gøre.”
Kvinden retter pistolen mod Jakob og skyder.
Der kommer kun et lille ’ploff’ fra pistolen, så flyver træsplinterne om ørerne på ham.
”Måske skulle du stoppe der, Barbie,” siger Erik Wemp Jensen og træder ind i skuret.
Hun sænker pistolen og vender sig mod ham. ”Danmark burde vide bedre end at komme i vejen for os,” siger hun gennem sammenbidte tænder, knipser cigaretten efter ham og går.