Langelinie. København. Danmark. Nu.
Bulet Ford Focus. Mørkeblå. Udsigt til Trekroner og en hurtig flyvebåd. Et indtørret dufttræ dinglende fra bakspejlet. Stine på bagsædet, Erik Wemp Jensen bag rattet og Jakob ved siden af. Motoren slukket. Ruderne begyndt at dugge.
”Hun havde skudt jer, hvis jeg ikke var kommet, det håber jeg, I har forstået.” Erik i færd med at trykke et stykke nikotintyggegummi ud af pakken.
Jakob ser ned på sine sko. Han har ikke fået bundet snørebåndene endnu.
”CIA?” spørger Stine.
”Virkeligheden er ikke helt så simpel, som det billede mange har. Alle lande har flere forskellige hemmelige efterretningstjenester. Og dem, I kender navnene på, er altid de mest stuerene, eller de afslørede. En hemmelig efterretningstjeneste kan slippe af sted med så meget mere, så længe den er hemmelig. Derfor opstår der hele tiden nye.”
”Men hun var amerikaner?”
”Ja, Barbie Chastin. Og hun er tilfældigvis CIA, eller har i hvert fald været det. Hun plejer ikke at gå særlig langt uden sin makker Gary Cains.”
”Han er død.”
”Nå.” Et skuldertræk. Kold.
Jakob ser på ham. ”Jeg havde mistet dit mobilnummer, så jeg forsøgte at ringe til P.E.T.”
”Det ved jeg, du lagde en besked. Det var derfor, jeg kom.”
”Men de ville ikke kendes ved dig.”
Tør latter. ”Nej, selvfølgelig. Jeg har en agent dybt inde i en nazi-bande i Jylland. Hvis nu de fik mistanke og ringede til P.E.T., som du gjorde, for at høre, om vi havde en ansat af det og det navn ... Det ville ikke være så smart, hvis vi sagde ’ja!’, vel?”
En måge lander ude på kajen. Stor og grå.
”Det var mig, der slog Gary Cains ihjel.” Stine fra bagsædet.
”Hvordan?”
”Han skød på mig. Jeg kørte ham ned.”
”Du havde fået fat i rammen, går jeg ud fra? Ja, de ville have slået dig ihjel for at få den.”
Stilhed.
Klik klik ude fra motoren, som køler af.
”Hvad med de andre to?”
”Hvem?” Blik i bakspejlet.
”Jeg tror godt, du ved, hvem jeg mener. De to andre. En mand og en kvinde. Begge kort, mørkt har. Kørte i en grå Volvo. De fulgte efter os i Paris. Vi snød dem.”
”Jeg ved det ikke,” siger Erik og vender sig i sædet, så han kan se Stine i øjnene. ”De kan være fra en af de gamle SS-organisationer, som jeg har fortalt Jakob om.”
”Men det tror du ikke?”
”Nej. Der er optræk til noget hos nynazisterne. Vi aflytter dem. En mand, som vi mener er fra en af de større SS-organisationer i Sydamerika, er kommet til Sverige og har taget kontakt med 88 Landskrona, som pigen, der brød ind i jeres lejlighed kom fra.”
”Men det må jo have været CIA, der stod bag indbruddet,” siger Jakob.
”Muligvis.” Erik skæver til Jakob.
”De to andre!” holder Stine dem fast i.
”Min computer, som er udstyret med alle tænkelige sikkerhedsanordninger, har fået slettet harddisken. Mine zip-kopier er væk. Nogen roder i mine skuffer. Jeg er temmelig sikker på, at der har været indbrud både i mit hus og i bilen her. Min telefon bliver aflyttet. Mobilen er stjålet. Min post forsvinder.”
”Hvem?” Stine trækker jakken sammen om sig.
”Jeg ved det ikke med sikkerhed. Men der findes noget, vi i P.E.T. kalder Det Andet. Hvem de helt præcist er, ved vi ikke. Men det er en meget magtfuld organisation, der opererer i flere europæiske lande. De har adgang til alle data, der bliver opsamlet af efterretningstjenester i hele EU. Men ingen har noget på dem. Sager bliver lukket, agenter overført til andet arbejde, hver gang vi støder på en sag, hvor de optræder. Jeg ved med sikkerhed, at de likviderer uønskede elementer. De fjerner simpelthen folk fra jordens overflade. Er I klar over, hvor mange mennesker, der forsvinder sporløst i EU hvert år?”
”Nej, hvor mange?”
”Mange.”
”De har ikke gjort os noget.”
”Ikke? Jeres bankkonti er væk, jeres lejlighed raseret, bilen smadret. Din mor indlagt efter en eksplosion. Skal jeg fortsætte?”
”Er der mere?”
Erik slår ud med hånden og vender sig væk fra Stine. Tørrer dug af forruden. ”Rammen. Hvor er den?”
”Væk. Denne her lå gemt i et hulrum i den,” siger Stine og giver ham den lille metalcylinder.
Erik ser på den. Åbner den. Tom. ”Var der noget i den?”
Stine giver ham et lille stykke falmet papir. ”Vi kan ikke få mening i det. Det er på tysk.”
Erik folder papiret ud og læser det. ”Vi skal til Tyskland.”
”I orden,” siger Stine og snupper papiret tilbage. ”Men jeg beholder det der.”