Politigården. København. Danmark. Nu.
”Jeg fangede en eller anden bevægelse ud af øjenkrogen og snurrede rundt. Stine, min kone, begyndte at skrige. Og i næste sekund blev jeg væltet omkuld af indbrudstyven, der landede oven på mig,” siger Jakob med en stemme, der er flad og hæs af træthed. ”Kan jeg ikke få noget at drikke?”
”Om lidt,” svarer kriminalkommissæren og svinger benene op på bordet. ”Fortæl mig nu, hvad der skete?”
”Det har jeg jo gjort hundrede gange. Indbrudstyven løb lige ind i den brødkniv, jeg stod med i hånden. Jeg opdagede først, hvad der var sket, da hun blev liggende oven på mig.”
”Hun, ja, hvornår gik det op for dig, at det var en kvinde?”
”Da vi stødte sammen, tror jeg, måske først, da hun lå oven på mig.”
”Hvem ringede efter politiet?”
”Det gjorde jeg.”
”Fra hvilken telefon?”
”Den i stuen.”
Der står en pc og summer på skrivebordet, og der er papir alle vegne. Et skilt på bordet fortæller, at kriminalkommissæren hedder Flemming Koch. Der sidder et stykke tyggegummi fast under kriminalkommissærens ene sko.
”Fortæl mig om maleriet. ”
Jakob sukker. ”Det er en halvdårlig akvarel. Stine arvede den fra sin mormor for et par år siden. Vi fandt det på hendes loft, da hun var død. Vi syntes, at det var et morsomt billede. Lidt kitschet, lidt kikset. Det er så opstillet, så 1920’erne. Som en stumfilm. Og så har modellen en meget stor numse, som hun stolt viser frem.”
”Er det noget værd?”
”Aner det ikke. Det kan ikke være meget. Det er bare et gammelt, sjovt billede.”
Telefonen på skrivebordet giver sig til at ringe. Koch tager den.
Jakob bøjer sig forover og trykker hænderne mod øjnene. Han er træt, han er tørstig, han er udmattet. Begriber ikke, hvordan han er endt her på politigården. Det er kun ganske få timer siden, han bare var en småfuld og forelsket mand, der snart skulle være far, og nu sidder han her og har stukket en kniv i brystet på en 16-17-årig pige med langt, lyst hår og store blå øjne. Han kan stadig fornemme hendes vægt, da hun landede på ham. Chokket i de opspilede blå øjne. Det varme blod på hans hænder.
”Det var fra hospitalet. Indbrudstyven døde for lidt siden,” siger kriminalkommissæren, der er blevet færdig med sin telefonsamtale. ”Jeg er ked af det.”
Jakob kan næsten ikke løfte hovedet. Han forsøger at trække på skulderen, ved ikke om det lykkes.
”Det jeg ikke begriber er, hvad hun skulle med det maleri? Hvorfor stjæle et ligegyldigt maleri, når der er står et B&O anlæg lige for næsen af én? Kan du forklare mig det?”
Jakob sukker dybt og får endelig samlet styrke til at løfte hovedet. ”Nej.”
”Hvor gemte hun sig, mens du gik rundt i lejligheden?”
”Bag sofaen.”
”Kan man det?”
”Åbenbart.”
”Har du nogensinde mødt hende før?”
”Indbrudstyven?”
”Ja.”
”Nej. Hvorfor skulle jeg have det?”
”Bare en tanke.” Han giver sig til at flytte rundt på nogle papirer.
”Jakob Magnussen,” siger han uden at se op. ”Du var ikke i hæren?”
”Hvad har det med noget at gøre?”
”Årh, ikke noget.”