Restaurant Meyerbeer. Ebertstraße. Berlin. Tyskland. Nu.
Erik glatter den lille lap papir, Stine fandt i billedrammen, ud på bordet ved siden af sin tallerken. En håndfuld skæve streger på kryds og tværs, en tegning af et landskab? Ordene: Reichsführer-SS Geheimschutz over en lille firkant. Ordet Platkowsee skrevet på den anden led, langs papirets ene kant, opad i højre side.
”Platkowsee er det lette,” siger Erik og peger på ordet. ”Det er en sø cirka 75 km nord for Berlin. Jeg har tjekket det på kortet. Vi kan køre derop i morgen.”
Stine: ”Hvad skal vi se efter? Et skelet der peger i den rigtige retning?”
Erik smiler træt. ”Nej. Reichsführer-SS var Heinrich Himmler. Manden, der organiserede jødeudryddelserne, lederen af SS. Det er altså et hemmeligt beskyttelsesrum til ham, vi leder efter.”
”Jeg forstår ikke helt,” siger Jakob. ”Hvis denne her skat har været så eftertragtet, hvorfor har man så ikke ledt i Himmlers beskyttelsesrum? Ja, hvorfor har man ikke undersøgt rummet af tusind andre årsager?”
”Fordi det var hemmeligt. Vi er sikkert de eneste i verden, der ved, det findes. Måske de eneste, siden Himmler slugte sin giftpille for næsen af englænderne og døde.”
”Men nogen må have bygget det.” Stine med mad i munden.
”Kz-fanger. Skudt bagefter. Vagterne, med garanti specielt udvalgte Waffen-SS’ere, sendt til østfronten bagefter, direkte i døden. Hvis man har den magt, Himmler havde, kan det sagtens lade sig gøre at bygge en hemmelig bunker.”
”Men hvorfor bygge den ved en sø 75 km væk fra alting?”
”Det er ikke så mærkeligt. Søen ligger i et stort skovområde, ganske uforstyrret. Men måske endnu vigtigere: Det er meget nær ved SS-sanatoriet Hohenlychen. Dets leder, professor Karl Gebhardt, var Himmlers nære ven og læge. Himmler var hypokonder, han tilbragte meget tid på sanatoriet med at blive behandlet for ting, han ikke fejlede.”
”Okay.” Stine snupper papirlappen igen. ”Så tager vi af sted i morgen. Henter du os på hotellet?”
”Selvfølgelig. Men nu synes jeg, vi skal slappe af. Nyde aftenen. Tjener! Mere vin!”
Stine sender Jakob et blik, han ikke helt forstår.
”Jeg bliver lige nødt til at gå på toilettet.” Erik rejser sig.
”Stoler du på ham?” spørger Jakob, da han er gået.
”Ved ikke rigtig. Han virker okay.”
Jakob ser rundt i restauranten. Glas, krom, blanke overflader. Uden for de store ruder kører mørke ministerbiler frem og tilbage. Rigsdagen ligger lidt henne ad gaden. På den anden side af gaden begynder Tiergarten. Han tager Stines hånd under bordet og giver den et klem. Hun smiler hurtigt og tager hånden til sig.
”Jeg,” begynder hun, men bliver afbrudt af et brag fra en eksplosion ude på toiletterne. Døren bliver revet af og flyver ind i restauranten, borde vælter, mennesker skriger, den store rude ud til gaden bliver blæst ud.
Jakob er på benene med det samme, griber fat i Stines hånd og trækker hende med sig.