*
Ud gennem den knuste rude. Rigsdagsbygningen ovre til højre, Brandenburger Tor til venstre. Kaos på fortovet. Politisirener på vej. Stine jamrer under Jakobs arm. Kan lugte røgen fra eksplosionen. En tjener med afsvedent hår og vilde øjne.
Får øje på en beige taxa, vinker. Den stopper. Stine ind først. Et sidste blik mod restauranten, da taxaen sætter i gang. Jakob hiver efter vejret. Kan mærke blodet suse rundt i kroppen. Adrenalin.
”Kør! Bare kør!” råber han til taxachaufføren, en stor, skaldet mand med kasket.
Unter Den Linden, taxaen suser af sted østpå. Gamle bygninger fra 1700- eller 1800-tallet, helt nye huse og DDR-beton. Jakob drejer sig og ser ud ad bagruden. Han kan ikke få øje på nogen forfølgere.
”Hvad gør vi nu?”
”Det ved jeg ikke,” snapper Jakob. ”Jeg ved det ikke.”
”Vi er alene nu. Erik kan ikke have overlevet.”
”Tror du ... ” Men han kan ikke formulere sig. Kan ikke holde sammen på tankerne. Læner sig frem mod taxachaufføren.
”Mark Apart Hotel.”
”Nej,” siger chaufføren på svensk og ser på ham i bakspejlet. ”I skal med mig en lille tur.”
Göran Alfredson, 88 Landskrona, hvorfor havde han ikke genkendt ham noget før? Tager i dørhåndtaget, river i det.
”Børnesikret,” griner den svenske nynazist.
Et øjeblik overvejer Jakob at gribe fat i svenskeren, men han tør ikke. Riskoen for at køre galt er alt for stor; det lille barn i Stines mave. Han ser på hende. Bleg, ryster stadig, chok?
”Hvor skal vi hen?” spørger han Göran.
”Det får du at se.”