Et sted i Berlin. Tyskland. Nu.
Nøgne vægge. Fugtskjolder. Jakob og Stine – bundet til hver sin stol, hænderne på ryggen, smag af blod i munden. Tre mænd. Göran Alfredson og en anden svensker, muskler. En engelsktalende mand, fed, tyndhåret, astmatisk åndedræt, hjernen.
Samme spørgsmål igen og igen: ”Hvor er det, I fandt i rammen?”
Samme svar: ”Det havde P.E.T.-agenten, da toilettet eksploderede!”
Slag mod ansigtet. Görans kæmpenæver. Jakob græder af smerte og hjælpeløshed. Stine er sammenbidt, som i en anden verden. Også hun bliver slået.
Den fede mand suger i sin inhalator, tænker sig om. Flyder ud for Jakobs blik, tåger.
”Giv ham det nu,” hvisker Jakob til Stine. ”De stopper ikke, før vi giver dem det.” Han ved ikke, om hun hører ham. Hun sidder foroverbøjet og ser ned i betongulvet, mens blodet drypper fra hendes næse.
Göran slår ham hårdt i maven. Så ikke slaget komme, det går rent ind, dybt. Kaster op. Brækket løber ned ad ham selv.
”Skyd ham!” siger den fede mand henkastet.
”Men ... ” siger Göran og træder tilbage. ”Jeg ... ”
”Jeg venter.”
Göran tager en gammel Luger-pistol op af lommen, ser på den fede mand, mens han afsikrer den.
”GIV DEM DET, STINE,” råber Jakob rædselsslagent. ”DE SKYDER MIG, FOR FANDEN!”
”Nej.”
”DET VAR I HENDES TASKE,” råber Jakob. ”Skyd mig ikke. Det er et lille stykke papir. Hun har gemt det i læbestiftens låg. Den ligger lige der på gulvet.”
Den tavse svensker falder på knæ og giver sig til at rode rundt på gulvet, hvor han for lidt siden tømte Stines taske uden at finde noget.
”De ville ikke have skudt dig.” Stine ser på Jakob. ”Det har de ikke mod til.”
”Her!” Svenskeren trækker den lille papirlap ud af læbestiftens låg.
”Giv mig den.” Den fede snupper den ud af svenskerens hænder. Han folder papiret ud og ser på det. Han nikker. Vender sig mod Stine.
”Undervurder ikke mit mod en and en gang,” siger han med et sært smil. Kaster et hurtigt blik rundt på de andre, før han sparker hende hårdt i maven.
Hun skriger, krummer sig så meget sammen, som rebene tillader, græder højlydt.
Jakob kan ikke holde ud at se på hende. Latter fylder rummet.
Derefter stilhed. De tre nazisvin er gået. Stines klynk giver genklang i det tomme rum.
”Jakob,” snøfter hun. ”Jakob?”
”Ja.”
”Jeg bløder. Jeg tror, jeg taber barnet.”