Café Stresemann. Stresemannstraße. Berlin. Tyskland. Nu.
”Jeg er forsker.” Fie Bagger skærer et stykke bacon over. ”Genmanipulation. Kloning. Sygdomsbekæmpelse.”
Jakob drikker lidt kaffe. Føler sig ikke rigtig vågen. ”Grafiker. Bogomslag. Cd-covers. Kom til sagen.”
Hun skubber sit røde hår op bag øret og ser irriteret på ham. ”Okay, Jakob. Hvad er der i skatten? Fortæl mig det.”
”Hvorfor har jeg svært ved at tro, at Erik har bedt dig komme herned?”
”Hvem skulle ellers?”
”Der er nok af muligheder. Ræk mig lige osten.” Regnen trommer mod caféens store ruder. Udenfor haster folk forbi med paraplyerne op imod vinden. Han kan se ruinen af et eller andet ovre på den anden side af krydset. Sikkert et minde fra krigen.
”Guld?” smiler hun. ”Naziguld. En god gammeldags skat?”
Jakob holder med vilje blikket fast på vinduet. ”Ville du ikke vide det, hvis Erik havde tilkaldt dig?”
”Ikke nødvendigvis. Har han fortalt dig noget om dr. Berger?”
”Næ, det tror jeg ikke.”
”Så lad mig fortælle dig om dr. Berger og hans skat.” Glimt i de blå øjne. Smilerynker. ”Berger var en førende tysk videnskabsmand under krigen. Han arbejdede i koncentrationslejrene, udførte forsøg med heling af sår.”
”På fangerne?”
”Det var jo Nazityskland. Etik har ikke videnskabelig interesse. Og rent forskningsmæssigt var koncentrationslejrene et paradis.”
”Var der genforskning dengang?”
”Lad nu være med at afbryde. Nej, der var ikke genforskning, som vi kender den. Men nazisterne var meget optaget af arvelighed og racernes renhed. Nazisme er Darwin på den mest grusomme måde. De svageste og uønskede skal udryddes. Menneskeheden renses.”
”Og hvad laver genforskerne så i dag?”
”Du får mig væk fra dr. Berger. Jeg fortæller det kort. Okay?” Også hendes hænder er fregnede. ”Bergers forskning kredsede især om én fange. En sigøjnerpige, han havde fået af Mengele i Auschwitz. Denne pige var et unikum. En særdeles heldig mutant. Sår på hendes krop helede på rekordtid. Berger skød hende fire gange i benene – hun var oppe at gå dagen efter, en uge efter kunne man kun ane svage ar. Han udsatte hende for mange af den slags eksperimenter, alle med samme resultat.”
”Nå.” Kaffen bider i hans mave. Er løbet tør for Alminoxer. Piller lidt ved forkølelsessåret, men tager sig i det. ”Men hun må da være død nu.”
”Ja, helt bestemt. I april 45 forlod Berger sanatoriet i Hohenlychen, hvor han havde udført de fleste af forsøgene. Han var væk, da russerne kom. Og det samme var hans sigøjnerpige. Det vides med sikkerhed, at han døde i København i begyndelsen af maj 45, da han var taget til fange af nogle modstandsfolk. Han tyggede på en cyanid-kapsel, han havde haft gemt i en hul tand. Ligesom Himmler, Göring og en række andre nazister i øvrigt. Så sporet endte i København.”
Jakob ser på hende, mens han tygger af munden. ”Maleriet. Jeg forstår ikke. Hvordan har man vidst, at han havde lagt et kort i maleriets ramme?”
”Geli Fra Ryggen.” Hun nikker. ”Ser du, det var ikke alle steder, nazisterne nåede at slette deres spor. Amerikanerne fandt en lang række forskningsresultater, da de befriede koncentrationslejren Dachau. Mange af de tyske læger, der kom for retten efter krigen, forsøgte at købe sig fri med oplysninger om Berger og hans sigøjnerpige. Alle vidste tilsyneladende lidt om ham. Englænderne forsynede sig også med resultater fra forsøg i kz. Og en række topvidenskabsmænd fra Tyskland fik nye identiteter i USA, hvor de så arbejdede videre med deres forskning, for eksempel i forbindelse med måneraketterne.”
”Så derfor er CIA efter mig nu?”
”Man vidste, at Berger havde gemt en skat. Man vidste, at den var uvurderlig. Han var flygtet til København, hvor han begik selvmord. Man kendte til aftalen om at gemme et skattekort i Hitlers maleri Geli Fra Ryggen.”
Jakob lader blikket vandre. Caféen kunne sagtens have ligget på Nørrebro i København. Slidt, men med en vis stil. Der er ikke meget tysk ølstue over den. Kæmpe potteplanter, spejle og stuk under loftet og rækker af spiritusflasker bag baren. Alle tjenerne er kvinder.
”Jeg er ikke sikker på, jeg kan følge det hele. Hvorfor overhovedet gemme et skattekort?”
”Himmler havde ikke opgivet kampen. Tyskland havde selvfølgelig tabt krigen, men målet om en nazistisk verden stod stadig klart for ham. Derfor sørgede han for at få en masse rigdomme gemt af vejen. Gravet ned, dumpet i søer, sendt til Schweiz eller Sydamerika. Når tiden ville det, kunne man i ro og mag komme tilbage og hente det. Bergers skat var noget ganske særligt. Det antages, at kun Himmler selv, Berger og måske Himmlers ven og læge, professor Gebhardt, der ledede sanatoriet i Hohenlychen, har vidst præcis, hvor skatten blev gemt. Skattekortet var til andre kampfæller, hvis ingen af de tre overlevede krigen.”
”Og det gjorde de altså ikke?”
”Nej. Himmler og Berger spiste gift. Gebhardt blev dømt til døden og skudt.”
”Hvad er der så i skatten?”
Hun peger over hans skulder. ”Kender du de to?”
Jakob drejer hovedet og ser en mand og en kvinde, begge kort, mørkt har. Han kan mærke sine nosser trække sig sammen. Den grå Volvo. Det Andet.
”Må vi sidde her?” spørger kvinden venligt.
”Har jeg noget valg?” spørger Jakob.
”Nej.”
”Så værsgo at sætte jer.”
”Jeg hedder Marcy King, og det er Dan Stolz. Vi kender jer.”
”Ikke særlig danske navne,” siger Fie Bagger og kniber øjnene sammen.
”Hvem siger, vi er danske?” Hun bestiller kaffe hos tjeneren.
”Vi tilhører en hemmelig organisation under Bruxelles. Mere kan jeg ikke fortælle jer. Men vi er på samme side.”
Jakob mumler uforståeligt.
”Magnussen.” Hun ser på Jakob. ”Med Erik Wemp Jensens død er P.E.T. ude af sagen, desuden har vi fri adgang til alt, P.E.T. indsamler, så han ville ikke have kunnet hjælpe dig alligevel. Vi er dine eneste venner lige nu. Jeg tror ikke, du skal regne med hjælp fra CIA, efter det din kone gjorde i Paris. Så jeg synes, at du i det mindste skal lytte til mig. Okay?”
”Hvad nu, hvis jeg rejser mig og går?”
”Den franske luder blev ved med at sige, at hun ikke vidste noget om dig,” siger manden, Dan Stolz, med dæmpet stemme.
”Michelle. Hvad har I gjort hende?”
”Ikke noget, ” skærer Marcy igennem. ”Men vi kunne. Vi har meget frie hænder i denne sag. Og mens jeg husker det. Nynazisterne er desværre kommet ud for en grim ulykke. De indebrændte alle tre i en nedlagt fabriksbygning i nat, mens du sov. ”
”De havde skattekortet,” siger Jakob.
”Det ved jeg. Desværre havde de held til at ødelægge det, inden vi kunne tage det fra dem. Men jeg tror ikke, det betyder noget, Jakob. Du har en kopi, har du ikke?”
”Nej.”
”Jeg tror, du lyver.”
Jakobs jakke hænger på stoleryggen. Han kan mærke Görans Luger-pistol i lommen, når han svinger hånden tilbage. Tør han tage den?
Nej. Den vil bare sidde fast i lommen. ”Måske gør jeg.”
Hun smiler endnu bredere.
”Fortæl mig om skatten,” siger han. ”Er det Bergers sigøjnerpige i sprit, vi leder efter?”
”Noget i den stil.”
”Sprit fordamper.”
”Måske.” Fie Bagger, bleg bag fregnerne. ”Man skal bare have nok til at kunne klone hende. Det skal der ikke meget til. En knoglerest. Lidt hår.”
”Fremtidens krige bliver noget med små indsatsgrupper mod udvalgte mål,” siger Marcy. ”Ind i fjendeland, udføre opgaven og ud. En soldat, der er kampklar, dagen efter han er blevet skudt, vil være et uvurderligt våben.”
”I vil dyrke supersoldater? Kunstige mennesker designet til krig? I er ikke bedre end nazisterne!”
”Jeg er med jer,” siger Fie Bagger. ”Jeg vil helst være på den side med de største kanoner.”
”Hvorfor brænder vi ikke bare det, der er tilbage af sigøjnerpigen?”
”Sådan er verden nu en gang ikke.”