Hemmelig bunker nær Platkowsee. Tyskland. 21. april 1945.
Morgensolen skærer i øjnene. En hård nats arbejde er overstået. Berger står med en cigaret i hånden og betragter værket. Bunkerens dør dækket med et tykt lag jord. Ingen vil finde den.
De tre unge SS’ere, næppe mere end 15 år, sidder udmattede på et væltet træ og ser ud over søen. En svane sejler stolt forbi. Skatten er gemt af vejen, som Reichsführeren ønskede det.
Berger går hen til den Kübelwagen, de har transporteret skatten i, og finder sin lægetaske. Han tager tre injektionssprøjter og suger væske fra en lille flaske op i hver af dem. Banker luftboblerne op til kanylen og trykker luften ud af sprøjten.
Går ned til de tre trætte drenge. ”Det klarede I flot. Der venter jer en lille belønning, når I kommer tilbage til Hohenlychen. En flaske snaps og en pakke cigaretter til hver.”
De nikker, for trætte til jubel. ”Den dårlige nyhed er, at jeg bliver nødt til at tage bilen, så I må gå tilbage.”
”Javel, Sturmbannführer.”
”En sidste ting. Noget af det, I bar ned i bunkeren, indeholdt en meget smitsom bakterie. Jeg har en vaccine her, som jeg lige vil give jer, så vi kan være helt sikre på, I ikke bliver syge.”
”En bakterie?”
”Ja, frem med armene.”
De holder pænt deres arme frem, og han giver dem hver en indsprøjtning.
”Det lugter af benzin,” siger en af dem.
”Ja, det er også skrappe sager,” forsikrer Berger dem om med et faderligt smil.
Fem minutter senere kører han gennem skoven i Kübelwagenen. Injektion af benzin i blodbanerne er en ofte anvendt aflivningsmetode i Nazityskland. Han kender virkningen ganske godt. De er døde om ganske få minutter. En rædselsfuld død.