Lejlighed på Spielhagenstraße. Berlin. Tyskland. Nu.
Jakob sidder på en sovesofa med sin jakke i skødet. Han kan mærke vægten af pistolen i jakkens lomme. I en film ville de have kropsvisiteret ham, men dette er ikke en film, og han er bare en harmløs, dansk grafiker, der har problemer på størrelse med en ko.
Han kan høre dem inde i stuen på den anden side af den tynde væg. De to agenter fra Det Andet, forskeren Fie Bagger med den fregnede hud. De planlægger i morgen. Turen til bunkeren ved Platkowsee. Han endte selvfølgelig med at give dem kopien af kortet. Han havde ikke noget valg. De havde taget det med magt, hvis det havde været nødvendigt.
Han rejser sig med et træt suk, svinger jakken over skulderen og går ind til dem.
De står rundt om spisebordet og sammenligner kopien af kortet fra rammen med et landkort på bordet. De ser alle op, da han kommer ind.
”Jeg tænkte,” siger han og flytter jakken over på den anden skulder. ”Kan jeg ikke lige så godt tage tilbage til hotellet? I kan bare hente mig i morgen. Jeg er jo for helvede også nysgerrig efter at se, hvad der er i den bunker.”
”Jeg tror, det er bedst, at du bliver her.”
”Hvorfor?”
”Vi har meget at planlægge. Det vil jeg gerne have dig med til.” Hun ser rundt på de andre, som tøvende nikker. ”Vi har brug for dig.”
”Hvad nu, hvis jeg går alligevel?”
Hun sukker, sætter hænderne i siden og skyder de små bryster frem. ”Jeg ville foretrække, at du blev.”
”Holder I mig fanget?”
Tøven.
Lidt for længe.
Griber ned i jakkelommen og flår pistolen op. ”Giv mig kortene! Nu! Hurtigt!”
Dan Stolz rækker ind under jakken efter sit våben, men et tegn fra Marcy stopper ham. ”Hvor har du den gamle ting fra?” spørger hun Jakob, mere nysgerrig end bange. ”En Luger. Tysk militærpistol fra før krigen.” Hun smiler som ved synet af en gammel ven.
”Du har taget den fra nynazisterne, ham svenskeren Göran?”
Jakob kan mærke adrenalinet bruse i blodet. Han slår sikringen fra. Sigter fra Marcy til Dan. Og tilbage.
”Jakob, der er ingen grund til det der. Du kan bare gå. Du er ikke fange.” Stadig rolig.
Det er Jakob ikke. Svedige hænder. Hamrende hjerte. Ser ned for at snuppe kortene. Og i det sekund trækker Dan sin sorte revolver. Jakob er hurtig – retter Lugeren mod ham og skyder.
Klik.
Skyder igen. Klik.
”Læg nu bare pistolen, Jakob.”
Dan Stolz sætter revolveren på plads. ”Er den ladt?” smågriner han.
Jakob lægger pistolen på bordet foran sig. Føler sig kuet. Kan ikke se på dem.
Marcy: ”Jeg vil stadig foretrække, at du bliver.”
Jakob nikker.
”Se her,” siger Dan og klikker magasinet ud af Lugeren. ”Den er skam ladt. Men han har været et svin med sit våben, ham svenskeren. Man skal tage patronerne ud af magasinet en gang imellem, ellers bliver fjederen, der skubber dem op, slap. Vil du have den igen?”
Jakob ryster på hovedet. ”Jeg bliver.”