Skov nær Platkowsee. Tyskland. Nu.
Den firehjulstrukne BMW har mudder op ad siderne. Den sad fast i mudderet to gange og måtte graves fri, da de tidligere på dagen kørte rundt på skovens små jordveje og ledte efter det sted, dr. Berger havde tegnet på sit kort i 1945. Nu står den ved søbredden med spader og skovle på taget, redskaber, der ikke bliver brug for.
Bygen er drevet over, og solen skinner for en kort bemærkning gennem et hul i de tunge skyer. Luften er tyk og emmer af fugtig skov. Det drypper fra træernes blade. Det har regnet i flere dage nu. Jorden er blød og mudret, og man kan tydeligt se hjulaftrykkene fra mindst en anden bil. Fodspor.
Bunkeren ligger i en lille høj, dækket af et tæt tornekrat. Jorden, der dækkede forsiden af bunken, ser ud til at være styrtet sammen for mange år siden. Døren står åben.
”Vi er kommet for sent,” siger Dan Stolz for tredje gang. De står alle fire med gummistøvlerne dybt i mudderet og åbne regnfrakker. Kan ikke tro deres egne øjne. ”Slået på stregen. Hjulsporet er fra i nat.”
”Det har ikke været nødvendigt at grave ret meget.” Fie Bagger skubber med skosnuden til en jordknold. ”Døren har været synlig i mange år.”
”De har gravet med hænderne.” Dan Stolz på knæ ved den åbne dør.
Jakob ser fra den ene til den anden. Han kan mærke skuffelsen som en klump i halsen. Det, han kan se af bunkeren, ligner faktisk bare en af de bunkere, man finder alle vegne i København. ”Hvem?” spørger han. ”Nynazisterne?”
”Måske fik vi ikke dem alle,” mumler Dan Stolz. ”Jeg ved det ikke.”
Marcy tænder sin stavlygte. ”Lad os se, hvad der er tilbage!” Hun lyser ind i bunkeren. En trappe fører ned i mørket. Træder ind. Fie Bagger følger efter. Så Jakob. Til sidst Dan Stolz. Alle med en stavlygte i hånden. Støvet ligger tykt på gulvet og hænger i spindelvævene på væggene og under loftet. Bunkeren består af en lang gang med fire rum på hver side. Alle møblerede. Køjesenge. Kontor. Opholdsstue. Alle dækket af støv og urørte. De fortsætter ned gennem gangen. Følger fodsporene i støvet ned til det sidste rum for enden af gangen.
En tør støvet lugt hænger i de gamle rum. Jakob sveder, selvom han fryser. Her skulle historiens mest effektive massemorder søge ly for bomberegnen. Han gyser.
Det sidste rum: Trækasser oven på hinanden. Dan Stolz brækker et par af dem op. Gamle, engelske 5-pund sedler. Han sparker til dem, tramper ned i den anden ende af rummet og brækker et par kasser op.
Jakob tager et bundt sedler op af en af kasserne. De ser slidte ud. Den ene side er flosset. ”Gamle penge,” mumler han vantro. Han har mistet alt for et rum fyldt med gamle penge.
”De er falske.” Marcy. ”Tyskerne lavede falske pund i en af deres koncentrationslejre. De var næsten umulige at skelne fra de ægte. Kom der nok af dem i omløb, ville det slå bunden ud af den engelske økonomi.”
”Der er lidt guld her,” siger Dan. ”Men ingen sigøjnerpige.”
”Vi ved jo heller ikke med sikkerhed, at Berger gemte hende her,” siger Fie Bagger med lægens arrogance. ”Det er jo kun noget, man har antaget.”
”Nogen har tømt de kasser her for nylig.” Dan peger med lyset fra lygten på to tomme kasser på gulvet. ”De har samme stempel som kasserne med guld i,” siger han.
”Nogen har snuppet sig en fed pension.” Marcy.
Stilheden er tyk som skuffelsen. Ingen sigøjnerpige. Ingen vidunder-gener.
Marcy smiler. ”Nu må vi lige tænke os om.”
”Hvad er der at tænke over? Her er ingen sigøjnerpige. Der har tilsyneladende slet ikke været nogen. En eller anden er løbet med lidt guld, som ingen vil savne – og det er det. Slut. Færdig. Jeg vil gerne have mit hjem sat i stand igen. Jeg vil have mit job tilbage. Jeg vil have mine bankkonti tryllet frem igen. Jeg vil have en eller anden form for erstatning.”
Marcy ser på Dan. ”Hvad gør vi?”
”Lad os se at komme op,” siger Fie Bagger irriteret. ”Jeg får myrekryb af det her sted.”
”Vent!” Marcy har pludselig en pistol i hånden. ”Jeg er ked af det, men vi kan ikke have løse ender. Vi mørklægger denne sag. Den har aldrig fundet sted.”
Fie Bagger ryster på hovedet. ”Man vil savne mig. Du kan ikke skyde mig. Jeg er tilknyttet P.E.T.” Hun går rask hen mod døren. ”Jeg vil gerne køres tilbage til Berlin. Nu, tak!”
Jakob kan ikke få luften ned i lungerne. Det svimler for hans øjne. Marcys pistol brager et par gange. Lyden er så voldsom, at den føles fysisk, som slag på siden af hovedet. Jakob kan mærke gråden i halsen, da han bøjer sig ned og griber fat i en af de tomme trækasser på gulvet, mens hans hjerne flimrende kører genudsendelser af det lynglimt af Fie Baggers baghoved, han nåede at opfatte, da skuddene bragede.
”Lad kassen ligge, Jakob,” siger Dan Stolz og peger på ham med sin sorte, kortnæsede revolver.
Et nyt skud brager. Jakob skriger. Stykker af loftet falder ned over dem. Dan bander. Jakob opdager tåget, at han stadig lever.
”Stå helt stille!” Stine i døren. Stavlygte i den ene hånd, haglgevær i den anden. Maven stor og fantastisk. Hun ligner en engel.