*
Mens Jakob smider Marcy Kings og Dan Stolz’ våben og mobiltelefoner ud i søen, går Stine hen til BMW’en og åbner fordøren. Nøglerne sidder i. Hun skubber sædet tilbage, så der er plads til maven, sætter sig ind og starter motoren. Bakker lidt frem og tilbage, før vognen peger mod bunkerens dør, der i øjeblikket kun bliver holdt lukket af en tyk gren, hun har stukket ind i de to dørgreb på den skrå dør. Giver gas. Sætter bilen i gear og kører op ad bunkeren, så BMW’en ender med at stå med det ene brede dæk midt på døren. Trækker håndbremsen og sætter den i gear. Kravler langsommeligt ud.
”Du har meget at forklare mig,” siger Jakob og tager haglgeværet og smider også det ud i søen.
”Ja.” Hun smiler træt, men glad. ”Kom med, jeg har en bil holdende et stykke oppe ad vejen.”
”Hvad hvis der nu ikke er nogen, der finder dem.” Jakob peger på bunkeren. ”Så sulter de ihjel derinde.”
”Bekymrer du dig om det?”
”Det ved jeg ikke. Nej.”
”Så kom.”
Lidt senere sidder de i en firehjulstrækker med Hertz-mærker på siden og kører langsomt gennem skoven. ”Jeg blev udskrevet i går. Fosteret skal nok klare den, sagde lægen. Jeg skal bare tage den lidt med ro. Jeg lejede denne her vogn med det samme og tog af sted. Den er meget fed, ikke? Prøv at se om bagi, under tæppet,” smiler Stine.
Jakob drejer sig i sædet og løfter tæppet. Guldbarrer med hagekors. Tolv, måske flere. ”Sagde lægen ikke, at du skulle tage den med ro?”
”Det skal nok gå,” men stemmen er for tynd. Hun er udmattet.
”Skal jeg ikke køre?”
”Nej, det er okay.”
”Så det var dig, der havde været nede i bunkeren, før vi kom.?”
”Jep.”
”Ingen sigøjnerpige?”
”Hvad taler du om?”
”Glem det. Skal vi ikke bare glemme det hele?”
”Jeg tror ikke, vi kan tage hjem. Jeg tror aldrig, vi kan tage hjem igen.”
”Så lad os tage til Thailand og købe et hus.”
De kommer ud på en asfalteret vej. ”Måske er det ikke så smart at tage tilbage til Berlin?”
”Så kør til Hamburg.”
”Hamburg.” Stine giver gas.
Jakob kan mærke trætheden skylle ind over sig. Bilens blæser summer varm luft om hans fødder. Han putter sig lidt i sædet. ”Du tog tilbage til hotellet, da du blev udskrevet fra hospitalet?”
”Ja, men du var der ikke. Jeg havde selvfølgelig taget et par ekstra kopier af kortet. Lejede en bil og resten giver vel sig selv.”
”Geværet?”
”Det lå bag i agenternes BMW. Jeg snuppede det bare for alle tilfældes skyld.”
Jakob griner, kan ikke forstå, at han har giftet sig med dette skøre menneske.
”Sådan nogle guldbarrer, er de ikke tunge?” spørger han og kigger igen under tæppet.
”Jo, jeg kunne kun bære én ad gangen. Hvad tror du, de er værd?”
”Mange penge.”
”Rigtig mange?”
”Rigtig, rigtig mange!”