PROLOG

Torsdag den 4. juli, aften

To dage i juli 2013 vil vi alle huske, til vi dør.

Selvom jeg kun var tilskuer til den første af begivenhederne, må jeg hellere begynde med min version af aftenen torsdag den 4. juli.

Det var foldboldaften, Danmark var foran, og jeg kørte med klatten. Der var kun ni dage til mit bryllup med Miss Gorgeous, og mit firma havde fået en flyvende start. Selv vejrudsigten var god. Intet kunne gå galt, troede jeg.

Jeg havde ingen anelse om, at jeg ville få en del mere at bekymre mig om end vejrudsigten.

Vi så kampen hos John og May Gordin – giganten med girafhalsen og det hoppende adamsæble og sylfiden med silikonebrysterne og det blegede hår. Der var næsten en meters højdeforskel på de to, så det var mig en gåde, hvordan de fik sex til at fungere, men jeg burde nok ikke spekulere så meget på det; de var trods alt mine kommende svigerforældre.

De havde vanen tro stablet et større barbecueparty på benene ved deres strandvejsvilla til 28 millioner. De havde inviteret fyrre fine gæster fra Amerika og Danmark til at fejre USA’s uafhængighedsdag og se fodbold – Danmark mod USA. Jeg kendte stort set ikke nogen af gæsterne, men jeg fik da udleveret et par visitkort.

Middagen blev holdt på deres perfekte græsplæne med to millimeter højt græs, som ville få mange greenkeepere til at nikke anerkendende, og der var to kokke med hvide kokkehuer til at styre bøfferne. I den hede sommeraften svedte mændene i deres fine jakkesæt, mens kvinderne gik i korte kjoler, som ikke efterlod noget til fantasien. Værtinden var ikke den eneste, som havde fået pustet noget fast, blødt gummi i området mellem skuldrene. To af de midaldrende damer havde desuden ladet sig inspirere af Angelina Jolies læber, sidst de så på plastickirurgens menukort.

Mit eget håndsyede jakkesæt fik mig til at føle mig som en moskusokse i en varmluftsovn, men jeg ville ikke være den første, der smed jakken, og der var heldigvis rigelige mængder af cocktails og kolde øl, mens vi småsnakkede. Amerikanerne er nu engang mestre i small talk, så jeg fik talt kort og indholdsløst med alle gæsterne.

Middagen var overstået, da fodboldkampen gik i gang. Den blev vist på en 120 tommers skærm i haven. Der var skruet ned for lyden, så snakken kunne fortsætte.

På grund af varmen havde jeg allerede fået lidt rigeligt at drikke, da Bendtner bragte os foran 1-0. Jeg havde sat tusind kroner på Danmark som vinder med Bendtner som eneste målscorer. Det gav odds 20:1. Storskærmen og suset ved at være tæt på en stor gevinst fik mig til at føle mig som en tilskuer i Parken. Jeg skulle til at synge med på tilskuernes ”Amerika er et…”, men inden jeg fortsatte med tegneseriehold-sangen, kom jeg tilfældigt til at se ind i øjnene på May. Hun hævede det ene øjenbryn, og hendes udtryksfulde, blå øjne syntes at sige: Husk, hvor du er; de fleste af os er amerikanere. Jeg nåede at udskifte ”tegneseriehold” med ”rigtigt farligt hold,” inden jeg vendte mit ansigt over mod min kæreste for at skjule min rødmen.

”Godt reddet,” sagde labre Liz og gav mig et kys. Jeg ved ærlig talt ikke, om hun talte dansk med sin charmerende amerikanske accent eller amerikansk-engelsk, men jeg vil lade, som om alle talte samme sprog.

Så kom pausen. Jeg stod og skænkede mig en fadøl, da jeg hørte et gisp gå gennem forsamlingen.

De næste sekunder står prentet i min hjerne.

Alles øjne var rettet mod storskærmen, da kommentatoren sagde: ”Hvad sker der?”, og de skiftede til et håndholdt kamera.

De siger, at det hele var overstået på ti sekunder. En sort helikopter kom til syne oppe over Parken. Kameraet fulgte den, mens den faldt som en sort meteor, nedad, nedad, nedad. Jeg var ikke i tvivl om, at den ville styrte. Jeg indså pludselig, at helikopteren havde retning direkte mod kongelogen. Lige dér, hvor vi havde set kronprinsen og statsministeren sidde under første halvleg.

Samtidig med, at helikopteren ramte tribunen, eksploderede noget inde i den. Vinduerne blev omdannet til små skyer af glas, og jeg var straks klar over, at det var en bombe. Sammen med glasskyen spredte der sig en regn af død i form af søm og andre små, skarpe genstande fra kabinen. Død og ødelæggelse stod prentet på skærmen, allerede inden man registrerede braget.

På film springer helikopterne altid i luften, når de kommer i nærheden af noget hårdt, men det sorte metalskelet var mere holdbart end som så. Helikopteren blev knust mod tribunen, og rotorbladet knækkede af, men da kabinens dødelige last var spredt og havde krævet sine dødsofre, var det overstået. Helikopteren blev liggende på tribunen, smadret, men stadig med form som en helikopter, og der var ikke noget, som brændte.

Jeg kan ikke forklare hvorfor, men min første tanke var: Vinder vi så kampen 1-0?

Så indså jeg, hvad der var sket. Danmark var blevet scene for sit første egentlige terrorangreb, og det meste af landet havde set det live.

Efter braget var der stilhed. Bortset fra dem, som havde stået inden for fyrre meter fra nedslagsstedet, var de fleste uskadte eller kun let gennemsømmede. Den næste bølge af død kom ikke fra helikopteren, men fra folk selv. Få sekunder efter eksplosionen bredte panikken sig.

Adskillige mennesker var døde, og kameraet rullede stadig, da folk indså, at de kunne være i fare, og kæmpede for at nå udgangen. Jeg fik senere at vide, at bomben og helikopteren dræbte tredive mennesker, og at fem mere blev trampet ihjel.

Jeg stod længst væk fra skærmen og kunne se, hvordan alle gæsterne var som forstenede i nogle sekunder.

Den første, som reagerede, var en af gæsterne, den amerikanske ambassadør Dick Zindel. Hans pergamentagtige ansigt var helt udtryksløst, da han hev sin mobiltelefon frem. Der gik kun femten sekunder fra eksplosionen, til han havde den amerikanske præsident i røret.

Den smukke sommeraften endte for mig som for de fleste andre. Liz og jeg tog slukørede hjem til hende og sad resten af aftenen og så fjernsyn, mens journalisterne fortalte de samme historier igen og igen og viste de samme billeder igen og igen. Kronprinsen og statsministeren var gået indendørs i løbet af pausen, men en række fremtrædende erhvervsfolk var blevet dræbt eller hårdt sårede. Ingen ville udtale sig definitivt om, hvorvidt der var tale om en ulykke, men alle journalisterne talte om, at terroren havde ramt Danmark.

Ingen af dem havde opdaget, at helikopteren var førerløs, da den smadrede ind i tribunen og afleverede sin dødelige last.

Og ingen af dem havde nogen idé om, at dette kun var forretten.